DE SIDSTE TO mandage er tv-udsendelserne ”Død over Downs” løbet over skærmen på DR 2.
For en sjælden gangs skyld blev der set kritisk på, hvorfor så mange børn med Downs syndrom bliver fjernet.
Der findes samfundsøkonomiske begrundelser for, at disse børn ikke findes værdige til at være her, men de etiske skal man lede længe efter, og de blev ikke fundet.
Det slog mig, at der i udsendelserne gang på gang lød følgende sætning fra sundhedspersonalet: ”Det er vigtigt, når et par får beskeden om, at deres foster fejler noget, at de træffer den beslutning, der er rigtigst for dem!”.
Det er en sætning, som umiddelbart lyder besnærende. Vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden skal træffe valg og være selvstændige væsner, der står inde for egne beslutninger. Vi får hele tiden at vide, at vi skal mærke efter, hvad mavefornemmelsen siger.
Men samtidig er der noget, der skurer fælt i ørerne, for er det korrekt, at når bare det enkle par har det godt med det valg, de træffer, så er det også det rigtige valg? Er der virkelig ikke noget, der er større end det?
Findes der ikke en overordnet etik, der overtrumfer, om man i situationen synes, man træffer det valg, der er bedst for en selv?
Vi siger jo heller ikke: ”Nu skal du overveje om, det er klogt at sætte dig beruset i din bil og køre hjem, men føler du, at det er rigtigt for dig i situationen, så er det helt i orden.” Nej, for det kan koste både dig selv og andre livet, hvis du gør det.
Samfundet har en overordnet moralsk og etisk holdning til den slags. Vi siger heller ikke (endnu):
”Hvis du ikke kan overskue, at din bedstemor er blevet dement og efter din mening har et uværdigt liv, så er det i orden at tage livet af hende. Det er nemlig op til dig og din familie at træffe det valg, der passer bedst til jeres families situation og overskud.”
Nej, for det er ikke op til os at træffe beslutninger om liv og død for andre, at bestemme, hvem der har et værdigt liv eller ej. Det ligger i et humant samfunds dna, at der findes beslutninger, det ikke er op til den enkelte at tage, når det involverer andre menneskers liv og død.
Hvorfor gælder dette så ikke, når det drejer sig om de ufødte? Her er valget lagt over til kvinderne at tage på deres barns vegne. Det hænger ikke sammen. Abort er at fratage et menneske livet.
Et aborteret barn er et barn, der aldrig får livets gave, fordi det helt lovligt er lagt over til forældrene at træffe valget, om det barn skal have lov at leve ud fra deres følelser og fornemmelser i situationen.
Er de i graviditetens start i en følelsesmæssig, økonomisk eller på anden måde turbulent periode, kan de kvit og frit fravælge deres barn, uden at nogen sætter spørgsmålstegn ved det, for det ufødte barn betragtes kun som et teoretisk barn.
I dag lader samfundet kvinder i en krisegraviditet stå med et umenneskeligt valg.
Ovenstående sætning skurer også fælt, for når sundhedspersonalet har så travlt med at pointere, at det er helt op til forældrene at træffe valget om abort eller ej, så fralægger de sig dermed ansvaret.
Reelt siges der: ”Vi har bare givet en hel neutral information om deres mulighed for abort. Vi udfører aborten, ja, men det er ikke os, der tager livet af barnet. Det var deres helt eget valg.”
Abort har nærmest fået sin helt egen parentes i lægeløftet, der jo ellers går ud på at bevare liv, en parentes, der siger, at lige præcis med de ufødte gælder lægeløftet ikke. Men spørgsmålet er, om der ikke findes situationer, hvor man ikke kan vaske sine hænder.
Ketty Dahl,lærer og medlem af bestyrelsen i foreningen Retten til LivVitasvej 5,Thyholm