Det er en irrationel norm og samfundstendens, at vi konstant skal være tilpasse i hinandens selskab og udstråle styrke i det offentlige rum. Resultatet er et dobbelt-tabu, der spolerer selv de mindste forsøg på at tale om den ubelejlige død.
Jeg har ét ønske. Et humanistisk og klichéfyldt ønske om, at vi bliver bedre til at tale om de oplevelser, der piner os. Et ønske om, at vi opfordrer hinanden til at sænke vores barrikader, og at vi glemmer vores berøringsangst. At vi tør vise os, når vi er svage. At tårer bliver legitime ligesom latter. At det bliver okay at gå på kompromis med den offentlige facade.
Fordi når den første i en ung og udødelig omgangskreds mister en forælder, er situationen irriterende svær at håndtere. For alle. Ikke kun for os, der mister, også for vores venner og bekendte.
At være ven. Som ven er du løsnings- og handlingsorienteret. Du vil gøre alt for din ven. Det er ubetinget kærlighed og et ansvar, du tager, fordi du ved, at det er gensidigt – både kærligheden og ansvaret.
Når livet gør ondt, så hjælper du. Du ytrer de erfaringer, livet allerede har givet dig, I deler dem, og sammen når I en fælles forståelsesramme for det problem, der er. Det er den præmis, der underbygger det venskab, der eksisterer. Det I har sammen.
Når der sker et dødsfald, så rystes den fælles forståelsesramme. Situationen er uden sammenligning. Det er ikke et job, en lejlighed eller en kæreste, der er gået tabt. Det er en forælder.
Men det går. Selvom ingen af jer ved, hvordan man gør. Ved, hvad der skal ske. Ved, hvad der kommer til at ske. Så finder I sammen i det grundlæggende kendskab, I har til hinanden. Rummelighed bliver det nøgleord, der skaber den nye præmis for det venskab, I nu er sikre på vil bestå. Selvom du ikke ved, hvordan du skal håndtere situationen, selvom du ikke ved, hvordan du skal tackle din ven. Så bliver I enige om, at I står på usikker grund sammen. Fordi ingen af jer har prøvet det før.
Venners venner, derimod – bekendte? Her er præmissen anderledes. Bekendte imellem har ofte et flygtigt kendskab til hinanden. Bekendte ses kun i samvær med andre fælles venner, og mødet er altid i det offentlige rum.
Vi, der har mistet, vil ikke ødelægge stemningen ved at nævne tragedien i et forum, der plejer at være til sjov og ballade. Og I vil ikke gøre os kede af det ved at nævne den. Resultatet er intetsigende stilhed. Fra os alle sammen. Og det dur ikke.
Det betyder, at vi er allierede i væksten af det dobbelte tabu, der eksisterer, når det gælder døden. Sammen med resten af Danmark har vi skabt et normsæt, hvor vi konstant stiler efter at gøre hinanden tilpasse og på samme tid afviger fra at vise svaghed i det offentlige rum. Men døden er bare enormt ubehagelig, og den gør os svage.
Så lad os forventningsafstemme og blive enige om, at der aldrig er et godt tidspunkt at bringe døden på banen på. Hverken for jer eller for os. Der opstår ikke på mirakuløs vis en situation, hvor det bliver en behagelig samtale.
Men det er nødvendigt, at vi tør sige noget. Både du og jeg. Vi skal ikke spekulere på, om vi er tætte nok. Derfor er det nødvendigt, at vi trodser den vante tilpashed og accepterer den nye skrøbelighed.
Mit ønske er, at vi sammen skaber et spritnyt normsæt for, hvordan vi fremadrettet har lyst til at håndtere de situationer, hvor der er så mange ubekendte, at vi næsten ikke kan overskue det. Situationer, der ikke kan løses, og som bliver akavede, fordi vi ikke aner, hvad vi skal stille op.
Når vi i en skjult vinkel får øje på hinanden i Føtex, skal vi ikke gemme os bag mælken. Vi skal konfrontere hinanden. Når vi pludselig står over for hinanden i bussen, skal vi ikke tale om vejret. Vi skal tale om tabet.
Når vi mødes til festen, skal vi ikke bare skåle. Vi skal være enige om, at sorgen ikke fylder det hele, men anerkende, at den er der. Fordi lige meget hvor ihærdigt vi forsøger at ignorere den, så fylder den. For os alle sammen. Både for os, der har mistet, og for jer, vores venner og bekendte.
Døden flår os alle sammen ud af den komfortzone, vi er blevet så vant til. Så lad os være akavede sammen. Lad os lade følelser være følelser. Og lad os kejte rundt i alle de ord, der findes. Det er der ingen, der dør af.
Natasha Holst Bülow, studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole