Nej tak til ”den sidste frihed”

"Prøv også at tænke på et selvmordstruet, deprimeret menneske, som efter behandling for sin depression får livslysten tilbage. Godt, at de ikke fik lov til at bestemme selv og fik dødshjælp," skriver Hans Holmsgaard. Iris

En hollandsk professor oplyser, at dødshjælp er på vej til at blive ”den naturlige måde” for cancerpatienter at dø på! Hvis det ikke er en tur ud ad glidebanen, så ved jeg ikke, hvad det er
Hans Holmsgaard

Indførelsen af aktiv dødshjælp kan let blive til en glidebane. Det viser eksempler fra Holland, skriver læge

Annette Wium gør sig i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad gør sig i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 4. september til talsmand for indførelsen af ”den sidste frihed”, og hermed mener hun: dødshjælp hele livet.

Som en af modstanderne af legalisering af aktiv dødshjælp kaldes jeg en af de ”døds- og frihedsangste pessimister, der ikke er i stand til at tro på menneskets fantastiske selvopholdelsesdrift og kærlighed”. Samtidig beskyldes jeg for at tro, ”at man kan forbyde sig til bedre mennesker”.

Lad mig med det samme indrømme, at jeg ikke går ind for den ubetingede frihed til at gøre alt, hvad jeg vil, uden at tænke på andre. Den enkeltes frihed begrænses af hensynet til andre: Jeg skal ikke ubegrænset have lov til at gøre noget, der kan skade mit medmenneske. Jeg ønsker derfor heller ikke et samfund, hvor alt er tilladt.

Annette Wium skriver, at ”der ikke er nogen som helst fornuftig grund til, at hvert enkelt menneske ikke bedst selv kan vide og bestemme, når døden er at foretrække frem for livet for en selv”, og hun kalder debatten om, ”hvor syg man skal være for at få lov til at slippe herfra”, for syg.

Lad mig her stilfærdigt minde om de - også i pressen offentliggjorte - tilfælde, hvor mennesker på et tidspunkt har været så trætte af livet, at de har ønsket sig herfra, og så på et senere tidspunkt under andre livsomstændigheder atter er blevet glade for livet.

Prøv også at tænke på et selvmordstruet, deprimeret menneske, som efter behandling for sin depression får livslysten tilbage. Godt, at de ikke fik lov til at bestemme selv og fik dødshjælp. Der argumenteres også for, at legalisering af dødshjælp vil mindske angsten hos alle og mildne rædslerne for de implicerede, fordi den ”vil frembringe en masse regler og instanser, der kan kontrollere midlerne og hjælpe mennesker med at undgå pres fra omgivelserne”.

Dette er desværre ikke erfaringen fra de lande, hvor dødshjælp eller hjælp til selvmord er indført. Blot muligheden for at kunne få dødshjælp vil uvægerligt gøre, at mennesker, der føler sig til besvær for andre, kan føle sig pressede til at bede om dødshjælp.

At indførelsen af dødshjælp skulle kunne være en glidebane afvises som ren skrækpropaganda. Erfaringer fra Holland viser desværre, at hvor loven taler om dødshjælp som en undtagelse, så oplyser den hollandske lægeorganisation nu, at 70 procent af de hollandske læger føler sig under pres for at gennemføre dødshjælp, og mange oplever, at dødshjælp i stigende grad betragtes som en patientrettighed.

En hollandsk professor oplyser, at dødshjælp er på vej til at blive ”den naturlige måde” for cancerpatienter at dø på! Hvis det ikke er en tur ud ad glidebanen, så ved jeg ikke, hvad det er.

Så fremføres det endnu en gang, at indførelsen af dødshjælp skulle betyde, at ”vi ikke mere skal gå og ængstes for smerterne inden døden”. Gennem 27 år som praktiserende læge har jeg ikke set nogen dø i et smertehelvede.

Vi kan stort set altid behandle den døendes smerter. Hvis jeg ikke selv kan klare det, kan jeg få hjælp fra et palliativt team (som har døgnvagt), eller patienten kan komme på et hospice, hvor behandlingen er så god, at man næsten aldrig hører noget ønske om dødshjælp.

Endelig har jeg meget svært ved at se, at en legalisering af dødshjælp skulle ”gøre både læger og socialarbejdere mere interesserede i den enkeltes ve og vel på patientens egne præmisser” og gøre os ”bedre egnede til at være tolerante og fredsskabende mennesker”.

Hans Holmsgaard, læge, Ærøvej 1A, Thyborøn