DET ER MÅSKE en stor ulykke for dansk kirkehistorie, at den kristne forkyndelse har været spaltet på to kirkeretninger, Indre Mission og grundtvigianismen. Indre Mission gik i den strenge retning og forkyndte den smalle vej, men havde så ofte ikke mere at sige. Grundtvigianismen var mere blid og havde øje for vejens bredde.
Sådan vil det være, når to bevægelser skal tage sig af hver sin ende af budskabet. Indre Mission overdrev strengheden og blev ofte farisæisk og småtskåren. Grundtvigianismen forfaldt ofte til det lysglitrende og blev en ualvorlig tagen Guds nåde forfængelig. Den ene tog sig af dommen, den anden tog sig af evangeliet. Var de ikke gået hver til sit, så kunne vi have haft de to elementer i samme forkyndelse.
Man kan spørge, om den grundtvigske forkyndelse har været et bedrag, en lysglitrende kristelig hyggespreder, som bruger alle de rigtige dogmer og alle de rigtige ord til en falsk forkyndelse om den brede vej, som i sidste ende fører til ligegyldighed og fornægtelse, fordi den er for åndløs.
Viser kirkehistorien ikke, at det er den smalle vej, den strenge forkyndelse af, at mennesket er en synder og derfor har brug for Guds forladelse, der har bestandighed? Når man springer denne tiltale over, at Gud dømmer mennesker for deres synders skyld, og i stedet nøjes med at tale om Guds kærlighed til mennesker, så bliver forkyndelsen til plidderpladder, der ingen tilknytning har til dette liv.
Så har man taget alvoren ud af kristendommen, og så kan kristendommen ikke tages alvorligt af mennesker, der tager deres egen ringhed alvorligt. Eller sagt på en anden måde: Så har grundtvigianismen svigtet mennesket ved at forbigå talen om Guds dom.
Sandheden er jo, at det er nådigere at komme under Guds dom end at stå under sin egen. Er det ikke det, vi erfarer om natten, når lyset er slukket? Det, der holder mig vågen, er jo ikke tanken om ikke at kunne bestå en gang på den store dommens dag. Men det er alle utilstrækkelighederne som ægtemand, far og medmenneske.
Derfor bliver det at undlade forkyndelsen af Guds dom at svigte enhver, som med rette dømmer sig selv.
Det johannæiske domsbegreb er det mest dækkende udtryk for Det Nye Testamentes domsforståelse, hvor dommen altid er afsløringen af den afgørelse, som allerede er truffet, i det øjeblik evangeliet forkyndes.”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet”. (Joh. 5, 24). Den moralske og sociale dom skal der nok blive sørget for af andre.
I dag kan kærlighedsgerninger forpasses. For levet liv kommer aldrig igen. ”Sandelig, alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.” (Matt. 25, 44). Den anden, min næste, møder jeg i Kristi skikkelse, og det er nok dom, men i et dermed også nåde.
”Ej mer du gruer for dommedag, du ved din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet.” (Grundtvig). Dommen er overgivet til Kristus. ”Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen” (Joh. 5, 22).
Der er ingen overdommer bag Jesus Kristus, og hans dom kender vi. Den kommer til at lyde på det samme, som er udtrykt i hele hans liv, at ingen kan bevæge sig hen, hvor han ikke har været og er. Jesus færdedes i dagligdagen ved måltidet og festen. I forbindelse med sygdom. I smerten, Getsemane, i lidelsen, tilfangetagelsen. I gudsforladtheden, på korset, i døden og opstandelsen.
Alle disse steder har han været, for at mennesket ikke skal kunne komme hen, hvor Gud ikke færdes og er. Gud har med Jesus af Nazaret gjort klart, at verdens ende er hans begyndelse og dermed forud grebet håbet om, at han en dag skal blive alt i alle. Altså: Accepter, at du er accepteret, selvom du er uacceptabel.
Sven Thorgaard er pastor emeritus og fagredaktør på kristendom.dk.