Drab i systemets navn

Man holder ofte vejret i nervøsitet, når medierne kaster sig over temaet aktiv dødshjælp, for det kan fremstilles på manipulerende vis og skubbe til en udvikling, der i forvejen går én vej, skriver Sørine Gotfredsen

Man holder ofte vejret i nervøsitet, når medierne kaster sig over temaet aktiv dødshjælp, skriver sognepræst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen.
Man holder ofte vejret i nervøsitet, når medierne kaster sig over temaet aktiv dødshjælp, skriver sognepræst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen. Foto: Søren Staal.

I DENNE UGE FALDT DER dom over en mand, der har begået et medlidenhedsdrab på sin kone.

Mogens Arlund blev idømt den mildeste dom på seks måneders betinget fængsel, og begivenheden har skabt fornyet debat om aktiv dødshjælp.

Opbakningen vokser. 79 procent af danskerne mener nu, at aktiv dødshjælp skal være lovligt, og tilhængerne af selvbestemmelse over liv og død er nu flere end tilhængerne af folkekirken.

Blot en lille observation. Det er især TV 2, der har forholdt sig til sagen, og forleden var man på besøg hos Arthur Rittmann-Johansen, der er lam i det meste af kroppen og kan se frem til en lidelsesfuld tid, som han ønsker muligheden af at blive befriet fra. Ligesom en belgisk handicappet idrætskvinde, der netop har optrådt ved De Paralympiske Lege i Rio, meddeler, at hun ikke ser aktiv dødshjælp som mord, men som hvile.

Og at det er meget nemmere for hende at være til i al sin smerte, når hun ved, at hun kan blive udfriet, når hun vil. Man forstår det hele uendelig godt, og det er ikke mærkeligt, at historier som disse får folk til at billige aktiv dødshjælp.

For hvorfor skal et menneske tvinges til at leve i lidelse? Men som overlæge Ole Hartling forleden – også på TV 2 – sagde, så må man omhyggeligt gentænke det, der synes så indlysende. Ifølge Hartling er der risiko for, at en lovliggørelse af aktiv dødshjælp langsomt vil ændre vores syn på medmennesket, og at grænsen for opfattelsen af det værdige liv vil forrykkes.

Heroverfor står Mogens Arlunds udtalelse om, at det må være samfundets opgave at træde til, når hans kone gerne vil dø, og hvor meget man end føler med ham, så er det en problematisk holdning.

Hvorfor er det samfundets opgave at tage liv? Hvem skal pålægges at gøre det? Og kunne man ikke snarere sige, at noget så personligt og grænseoverskridende netop aldrig kan blive en opgave for det offentlige, men må være et anliggende mellem de enkelte, det vedrører?

TV 2’s udmærkede dækning af problemet, hvor begge parter er blevet hørt, og hvor nyhedsvært Poul Erik Skammelsen øjensynligt har forstået en del nuancer, viser, at den nuværende ordning faktisk er temmelig klog.

Det er ikke samfundets opgave at slå ihjel, men derimod at udvise så stor forståelse for den, der ser sig nødsaget til at gøre det, at straffen kan nærme sig det rent symbolske. På den måde bevarer man en balance, hvor muligheden for medlidenhedsdrab reelt eksisterer, mens ingen læger eller andre skal pålægges at udføre det i systemets navn.

Man holder ofte vejret i nervøsitet, når medierne kaster sig over temaet aktiv dødshjælp, for det kan fremstilles på manipulerende vis og skubbe til en udvikling, der i forvejen går én vej. Mod mere og mere enstemmig opbakning.

Men det er nødvendigt, at emnet løbende tages op, og at en ihærdig modstander som Ole Hartling om og om igen med stor fornuft formulerer, hvorfor vi skal blive ved med at sige nej. Det er en debat, der ikke forsvinder igen, og TV 2 er denne gang sluppet godt fra den.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.