De skal ikke røre ved den lille mands tro

Når biskopper og sognepræster diskuterer nuancerne i Jesu opstandelse, er det udtryk for en dumhedens teologi, skriver pensioneret lektor i religionsvidenskab. De prøver nemlig at være "smarte", men ender med at være umulige at forstå, hvilket påvirker den den lille mands tro

Hvad er det, biskop Peter Skov-Jakobsen (foto) forsøger at fortælle i sine kronikker, spørger Carl Frederik Wiwe. Arkivfoto.
Hvad er det, biskop Peter Skov-Jakobsen (foto) forsøger at fortælle i sine kronikker, spørger Carl Frederik Wiwe. Arkivfoto. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh.

MIN FAR er det ærligste og mest retskafne menneske, jeg har kendt. Det var hans person, men også den kristentro, der fulgte ham livet igennem, der lå bag. Der var kun én ting, der irriterede mig hos ham, nemlig hans insisteren på, at jeg hver søndag som dreng skulle overvære enten en gudstjeneste i Viborg Domkirke eller gå i søndagsskole i Hans Tavsens Hus, Indre Missions lokale gudshus.

Som dreng var jeg træt af det; i dag er jeg glad for den vidensballast, det gav mig. Jeg fik tyret Bibelen igennem mange gange og hørte mange forskellige udlægninger af budskabet af lige så mange forskellige præster og indremissionærer. Senere i gymnasiet kom jeg i Viborg Søndre Sogns kirkekor og kørte frivilligt af sted på cykel hver søndag morgen hen i kirken, fordi jeg fik løn for det.

MIN FAR VAR meget velorienteret, og selvom jeg kun var knægt, delte han rundhåndet sin viden med mig om alt det, der optog ham, især fordi jeg selv spurgte til det. Jeg var nysgerrig efter at vide, hvad der betød noget for ham.

På den måde hørte jeg tidligt om fejden om det evige liv, Martin A. Hansen, forskellen mellem de teologiske fakulteter i Aarhus og København, skriftet ”Kirkens Ja og Nej” og meget, meget mere. I løbet af de mange samtaler var en af de sætninger, jeg hørte igen og igen, så den stadig står prentet knivskarpt i erindringen, denne: ”De skal ikke røre ved den lille mands tro!”. I dag forstår jeg måske bedre end nogensinde, hvad han mente.

Den lille mand var for min far den ganske almindelige folkekirkekristne, der ugen igennem sled hårdt som tømrer, skolelærer, læge, landmand, bankmand, eller hvad det nu var, og derpå søndag morgen mødte op i kirken for sin Guds ansigt med hatten i hånden.

For ”den lille mand” var det en given sag, at Gud havde skabt verden, og at Jesus var opstået fra de døde. Om det var fysiske kendsgerninger, spekulerede han ikke et øjeblik over, for det virkelig væsentlige befandt sig et helt andet sted. Det var syndernes forladelse, som det hed dengang. At modtage sine synders nådige forladelse var det, han kom for søndag efter søndag - med hatten i hånden.

I DAG ER ALTING anderledes. I dag skal kristendom være smart. Den lille mand er yt. Kristendom er poesi for de intellektuelle eller endnu værre, ”et modigt epos om tilværelsens muligheder og vilkår”, ”en sang om og for livet”, som Grosbøll så indholdstomt, men med utroligt store ord, udtrykker det i sin bog ”En sten i skoen”. Det er i det hele taget karakteristisk, så store ord man bruger i moderne teologi for at sige ingenting. Læs for eksempel Peter Skov-Jakobsens kronikker i Kristeligt Dagblad og Politiken fra henholdsvis den 21. og den 22. januar. Hvad er det, biskoppen forsøger at fortælle?

Teologerne - for ikke at nævne bisperne særskilt - har også næsten stået i kø på det seneste for at bedyre, indpakket i store ord og fine formuleringer, at de heller ikke tror på Jesu opstandelse - altså fysisk! Senest Kjeld Holm i et interview den 25. januar i Politiken. De er hunderædde for at komme til at tage sig tåbelige ud.

For mig at se består tåbeligheden i alle disse forsøg på at ville tækkes parnasset (læs: den naturvidenskabelige og ateistiske tidsånds toneangivende repræsentanter).

JEG VIL KALDE DET dumhedens teologi. Dumhed blandt andet fordi det er umuligt midt i den rungende tomhed at forstå, hvad disse mennesker overhovedet mener. Hør blot, hvad Grosbøll har udtalt, åbenbart i et foredrag (refereret af kristendom.dk den 8. marts 2010 under titlen ”Jeg tror ikke på sådan noget sludder”): ”Hvordan filan kan man stå og snakke i så mange år, og så tror de troende stadigvæk på, hvad de kristne tekster forsøger at sige på en poetisk måde?”.

Er der ikke en, der vil udlægge det for mig? Det er, så vidt jeg kan se, rent selvmodsigende nonsens. Det er, som en stor del af det andet, vi har hørt fra prælaterne, udtryk for en dumhedens teologi.

Det store ved min far var, at han så sig selv som ”den lille mand”, der måtte slå øjnene ned og bøje nakken af skam over sig selv og blot håbe, for dette liv, på nåde frem for ret. Det kunne en og anden måske lære noget af i dag.