Dyremose: Kirken er herre i eget hus

Vi konservative vil ikke tvinge noget ned over hovedet på folkekirken, skriver Charlotte Dyremose, kirkepolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti

Der er fra politisk og kirkelig side stor debat om homoseksuelles rettigheder.
Der er fra politisk og kirkelig side stor debat om homoseksuelles rettigheder. Foto: .

ALT FOR MANGE medier og menige medlemmer af folkekirken forveksler ofte velsignelse af det registrerede partnerskab med en ændring i vielsesritualet og begrebet ægteskab.

LÆS OGSÅ: Nyt ritual er en bombe

Samme forveksling gør Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne sig skyldig i den 7. december i denne avis. Og det klæder ikke et medlem af Folketingets Kirkeudvalg ikke at have styr på begreberne. Ligeledes klæder det ikke Per Ørum Jørgensen at komme med urigtige oplysninger om, hvad der måtte være på vej fra regeringen.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal ende eller begynde.

Jeg håber, at indlægget blot er et udtryk for, at Per Ørum Jørgensen ikke har forstået, hvad der foregår. For jeg troede faktisk, at vi, der ønsker at respektere kirkes egne beslutninger, kunne arbejde sammen om at fastholde det princip. Det er der behov for, hvis ikke venstrefløjen skal lykkes med at splitte folkekirken med deres evindelige trang til at udviske alle forskelle mennesker imellem.

I flere omgange er der kommet forslag i folketingssalen med det formål at give homoseksuelle ret til en kirkelig handling enten i forbindelse med velsignelse eller vielse i kirken. Der har også været forslag, der er gået så langt, at de ville ændre på ægteskabsbegrebet, således at betegnelsen ægteskab som noget helt nyt også skulle dække over registrerede partnerskaber.

Da der har været stærke kræfter inden for folkekirken, der også har talt for enten det ene eller det andet, er det efterhånden opstået et behov for at få en fornemmelse af, hvad kirken gerne vil på dette område. Hvis vi som politikere skal følge kirken, skal vi vide, hvad kirken mener.

Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er et åbenlyst informationsbehov over for en lang række medlemmer af Folketinget. Der er desværre en stigende andel af folketingsmedlemmerne, der ikke har et indgående kendskab til den folkekirkelige tradition og den måde, vi normalt lovgiver for kirken på.

Derfor kommer der alt for mange vildskud, hvor folketingsmedlemmer stiller forslag, der er meget indgribende i kirkens indre anliggender.

LAD MIG LIGE SLÅ FAST, så der ikke er tvivl: Der er ikke noget lovforslag på vej fra regeringen om vielse af homoseksuelle. Vi konservative vil ikke være med til at tvinge noget ned over hovedet på folkekirken.

Derimod er der en bevægelse i brede kredse af folkekirken i retning af, at man måske vil lave et autoriseret velsignelsesritual for registrerede partnerskaber. Hvis kirken har det ønske, skal vi politikere ikke stå i vejen. Hvis kirken ikke vil have et autoriseret ritual, skal vi ikke tvinge det ned over hovedet på den.

For at undgå tåbelige hovsaløsninger fra venstrefløjen har kirkeministeren med sit udvalg sat en væsentlig debat i gang.

Jeg håber, at rigtig mange benytter sig af muligheden for at afgive høringssvar, således at debatten kan være bredt funderet, og således at vi, der gerne vil respektere, at kirken selv styrer sine indre anliggender, kan vise alle de andre, at debatten tages seriøst.

Hvis nu vi, der ikke vil øve vold på folkekirken, vælger at sætte os ind i sagerne og rækker hånden ud til hinanden i stedet for at blande tingene sammen, så kan det være, at vi kan undgå, at et flertal i Folketinget på grund af uvidenhed tager skridt, der vil splitte folkekirken.

Charlotte Dyremose er medlem af Folketinget og kirkepolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti