Det blev det som bekendt ikke. Tværtimod. Der har efterfølgende været både et COP16, COP 17 og senest altså i Qatars hovedstad, Doha, et COP18, der netop er slut, ligesom der endda har været et Rio+20-topmøde tidligere i år, hvor klimaforandringerne også var i centrum.
Alt sammen har det kun sat en tyk streg under det, vi vidste: Jo værre og mere nærværende problemet bliver, jo mere handlingslammede bliver vi. Tilsyneladende.
Der findes reelt ikke længere klimaskeptikere. En efter en, har efterhånden selv den mest hårdnakkede skeptiker måtte give sig, og danskeren Bjørn Lomborg, der blev kendt for netop at sætte spørgsmålstegn ved de menneskeskabte miljø- og klimaforandringer, siger nu, at han faktisk aldrig har betvivlet sammenhængen, men blot de metoder, vi vælger for at minimere problemerne.
LÆS OGSÅ: Forskere: Håbet om at nå klimamål svinder
Det sammenfatter meget godt pointen: Klimaforandringerne er en realitet, og selv de 5-10 procent, der længe forblev skeptiske, forsøger nu ikke længere for alvor at benægte virkeligheden.
Erkendelsen er vokset, men i forhold til handling er det nærmest gået stik modsat. De ledere, som ellers ofte tyer til spin og i mange tilfælde ikke viger tilbage for at pynte på sandheden, prøver at fremstille situationen på andre måder end det, der er indlysende for de fleste, når de store topmøder slutter: En fiasko, skræmmende, svagt, katastrofalt og et resultat, der ligger langt fra videnskabens anbefalinger om, hvad der skal til for at bremse klimaforandringerne og undgå flere hedebølger, oversvømmelser, samt at vandstanden i havene stiger, var således nogle af de ord, COP18 fik med på vejen.
Man forlængede den eksisterende Kyoto-aftale, der ud over andre mangler kun inkluderer en række lande, som tilsammen står for mindre end 15 procent af verdens udledning af drivhusgasser, til 2020.
Alle de store besværlige spørgsmål og løsningsforslag er, som de er blevet det nærmest rutinemæssigt de seneste mange år, udskudt til en anden gang.
2012 går på hæld, men flere negative klimarekorder er allerede i hus: Aldrig er der blevet udledt så meget CO2 og Verdens Meteorologi Organisation, WMO, rapporterer om afsmeltningerne af gletsjere og havis, der når alarmerende hastighed og et år med ekstraordinær varme og ekstrem tørke. Med andre ord og hvad andre forskere ligeledes konkluderede for få uger siden er klimaforandringerne ikke noget, vi venter på, men står midt i.
De ambitioner, man havde for bare få år siden om at begrænse den globale temperaturstigning til to grader, hvilket i sig selv vil medføre store problemer, er ikke længere en mulighed.
Klimaet ændrer sig, isen smelter, temperaturen og vandstanden stiger. Det sker lige nu, og det går hurtigere, end de fleste troede.
Hvordan kan vi være så handlingslammede? Netop fordi interessen for klimadagsordenen har været støt dalende siden den bratte opvågning i starten af 1990erne, samtidig med at problemet vokser eksplosivt, er det nærliggende at få den tanke at svaret netop skal findes i det paradoks.
Forestil dig to læger. Den ene fortæller dig, at du er dødssyg og allerhøjest har seks måneder tilbage at leve i. Den anden derimod mener, at du bare skal fortsætte med at ryge 40 cigaretter om dagen, drikke alkohol i mængder, der langt overstiger Sundhedsstyrelsens maksimumanbefalinger, og motion behøver du heller ikke at tænke på. Alt er fint, og du bliver mindst 120 år, kan han love dig.
Hvem vælger du at tro på? Eksemplet er naturligvis meget hårdt trukket op, men vi har en tendens til på godt og ondt at bevare troen på, at det nok skal gå. Det skal det også nok i mange af livets sammenhænge, men der findes enkelte ting, som ikke forsvinder ved at ignorere dem. De bliver oven i købet bare værre og værre.
Som verdens måske mest fremtrædende klimaforkæmper, USAs tidligere vicepræsident Al Gore, har sagt det:
Man kan ikke forhandle med naturen underforstået at netop på dette område hjælper kun massive tiltag og ændringer nu, idet klimaforandringerne jo ikke holder pause, bare fordi vi ikke kan blive enige om at adressere dem.
Menneskets helt unikke overlevelsesevne er et tveægget sværd, som vi må forholde os til. Det hjælper os som oftest til at klare os igennem svære tider, men på dette punkt klimaforandringer lader det til at være netop den mekanisme, der får os til at stå passive og handlingslammede tilbage.
Det positive er dog, at menneskets natur ikke er noget statisk, men noget, der løbende har ændret sig. Vores til tider selvdestruktive adfærd skal netop udfordres og ikke bare accepteres som et faktum, der ikke lader sig påvirke og udvikle.
Ligesom vi på mange andre måder har etableret nogle civiliserede rammer og ikke accepterer enhver primitiv adfærd med henvisning til menneskets natur, må vi også udfordre denne miljømæssige status quo.
Kloden skal nok klare sig. Spørgsmålet er, om mennesket også vil.