GENNEM EN kannibalisering af højreorienterede søsterpartier vandt Benjamin Netanyahu den 17. marts en kæmpe valgsejr, på baggrund af hvad der havde tegnet sig som et nederlag.
Men hvor megen politisk kapital vandt Netanyahu? Svaret - og hvilke politikker han måske vil justere - finder man ved at se på valgsejrens natur, en omsortering af mandater inden for højreblokken.
Det betyder, at socialpolitik, formuleringen af doktrin til næste konfrontation med Hamas (og Hizbollah) samt ændring af den diplomatiske tone er områder, hvor han med held kan sætte ind for at vinde næste valg.
Netanyahu viste sig igen at være en politisk taktiker i særklasse. Efter at have set skriften på væggen kastede han sig ud i en højredrejning af dimensioner for at mobilisere kernevælgerne - så meget, at han risikerer at kæntre.
For han portrætterede venstrefløjen som en art indre fjende i stedet for legitime modstandere, udnyttede mistroen til israelske arabere som potentiel femte kolonne og sløjfede til sidst i valgkampens hede tostatsløsningen. Brutalt, men effektivt.
Han står nu over for et valg om at forene nationen som en kong David eller fortsætte sin højreudsvingning som en arrogant kong Rehoboam og forårsage splittelse i Israel. Koalitionsforhandlingerne vil påvirke dette valg, men valgkampens forløb indikerer, at han bør tage oppositionens kritik alvorligt.
Socialpolitisk viste Netanyahu sig absolut tonedøv. Konfronteret med høje bolig- og leveomkostninger tweetede han, at man nu ikke skulle glemme selve livet, og at Iran var den største udfordring.
Medmindre Israel kommer i reel eksistentiel fare, så kan han ikke fortsætte med at ignorere sociale behov. Denne flanke må lukkes med konkrete tiltag i bureaukratiet og øget boligudbud. Dette er en realistisk mulighed qua centrumhøjrepartiet Kulanu, som gjorde økonomiske spørgsmål til sit hovedtema.
På sikkerhedsområdet har hæren ganske givet planer for næste konfrontation mod Hamas, men det er uklart, om der foreligger en effektiv doktrin mod Hamas' morterer og tunneler på grænsen til Gaza, og villigheden til at lide civile tab.
Både grundet Israels civilbefolkning, den militære afskrækkelseseffekt og international legitimitet må sådanne operationer ikke være langstrakte med uklare afgørelser.
Netanyahu har med store bogstaver gjort sin modstand mod en ”svag” atomaftale med Iran tydelig. Ved at reparere på relationer til Obama-administrationen kan han opnå gevinster både hjemme og ude.
Men Netanyahu står i et dilemma. Både Obama-administrationen og den potentielle koalitionspartner HaBayit HaJehudi har taget Netanyahus valgkampsretorik om udelukkelsen af en palæstinensisk stat for pålydende, trods Netanyahus forsøg på tilbagerulning, men de presser ham i hver sin retning. Det bliver svært for Netanyahu at gøre alle tilfredse.
Dog afhænger alt ikke af Netanyahu. Reaktioner og udviklinger, der er værd at holde øje med, er de tveæggede politiske enheder, det palæstinensiske selvstyre og Hamas. Hvis Israels politik ligefrem bliver hårdere, så må man imødese en intensivering af den ”juridiske krigsførelse” fra selvstyrets side.
Måske vil det nuværende sikkerhedssamarbejde med palæstinenserne ophøre og derved forhøje frekvensen af terrorangreb og skabe dybere friktion mellem israelske tropper og civile grundet behovet for øget kontrol, og endelig kan et afmægtigt selvstyre frivilligt kollapse, hvorved forvaltningsansvaret helt lægges over på Israel.
I Gaza ser Hamas' eneste mulighed for at gennemtvinge forandring for indeværende ud til at være en ny konfrontation eller en mellemlang våbenhvile. Det sidste smager dog meget af nederlag.
Givet Egyptens hårde linje er der god mulighed for at isolere organisationen, men dette vil kun kunne opnås, hvis dens aggressivitet ikke overskygges af humanitær sympati for Gazas befolkning.
Netanyahu bør læse valgresultatet således, at israelere ud over fysisk sikkerhed også er interesserede i social sikkerhed. Ellers risikerer han at give næring til en glubsk og formidabel opposition, hvis den til gengæld matcher ham bedre på sikkerhedsområdet.
Dan Herron er cand.scient.pol. og tidligere adjunkt for Søværnets og Flyvevåbnets Officersskoler og bosat i Jerusalem