HVOR KOMMER ONDSKABEN FRA? Har vi alle ondskaben i vores indre? Har Gud skabt os sådan? Hvornår trives ondskaben, og hvornår vinder godheden? Er Gud almægtig eller afmægtig, når ondskaben folder sig ud, som den gjorde det med Anders Breivik? Jeg husker, hvordan vi, da jeg var ung, sad i min mors store spisekøkken og diskuterede ondskaben og især, hvorvidt mennesket er skabt grundlæggende ondt eller godt.
I debatten deltog en af min afdøde fars bedste venner (en tidligere modstandsmand under Besættelsen), jeg selv samt mine tre ældre søskende og nogle få af vores kammerater samt min mor.
LÆS OGSÅ: Satan er blevet ren underholdning
Jeg har altid siden husket denne aften og halve nat, som det blev til på grund af emnets kompleksitet og væsentlighed. Det var en berigende debat, selvom vi var meget uenige og blev ved med at være det.
Uenighed er ikke en stor ulykke, hvis man bevarer fokus på det saglige og undlader at blive for personlig. Din modparts argumenter kan gøre et stort indtryk, selvom du ikke er enig. Måske rykker man sig lidt, eller der kommer nogle vigtige aspekter frem, som man ikke havde tænkt nok over. Som man burde være glad for at blive klogere på og tage med, selvom man ikke grundlæggende flytter sig.
Det kan give øget indsigt og et behov for at gentænke og konfrontere sig selv med, om argumentationen stadig holder. Kan give et behov for, at man må forbedre den, så den bliver mere præcis og klar. Selvkritik, eftertanke, refleksion og et rum til anfægtelse, som jeg bemærkede, at Jørgen Carlsen på god vis slog et slag for i disse spalter den 21. maj, er et gode, vi skal værne mere om.
LÆS OGSÅ: Det onde eller den onde?
Jeg synes ikke, at biskop Kjeld Holm i debatten om, hvorvidt Anders Breviks ondskab kan tænkes at komme fra Gud eller ej, gav nok plads til en anderledes fortolkning af kristendommen.
Uenigheden er især angående, hvor ondskaben kommer fra, samt om Gud er almægtig eller afmægtig i forhold til ondskaben. Det er lidt voldsomt at kalde sin modparts udlægning for pervers og fundamentalistisk. Ondskaben er vanskelig at fatte og især at tolke teologisk og få ind i en kristen kontekst.
Jeg husker, hvordan Jan Lindhardt havde et indlæg et stykke tid efter New York-terrorhændelsen den 11. september 2001, hvor han skrev, at vi mennesker skal være ydmyge og ikke tro, vi kan forstå alt. Det gav mening og en smule trøst syntes jeg.
LÆS OGSÅ: Breivik-debat: Gud kan tage mit liv ved en morders hånd
Det uforståelige prøver vi at forstå, men vi må af og til slå os til tåls med, at vi trods vores ihærdige søgen ikke kan finde en mening. Den er der måske alligevel, og det kan være, vi senere vil kunne indse og forstå det.
Dette aspekt rummer både ro og håb.
Den kendte britiske forfatter og fængselspsykiater Theodore Dalrymple, der har været tæt på mange mordere, gav i en artikel i Wall Street Journal den 30. juli 2011 kort efter Utøya-blodbadet den 22. juli 2011 en forklaring på, hvad der sker i sindet på et menneske som Breivik, og han berettede blandt andet om nogle interessante fællestræk. Men han sagde også, at grundlæggende kommer vi aldrig helt til bunds i det, at det er et mysterium, og det vil det blive ved med at være.
Brevik minder os om rækkevidden af menneskers kapacitet, hvad angår ondskab, men som han tørt konstaterede, den kendte vi jo allerede.
Jeg tror, at vi skal passe på med at tro så meget på det gode, at vi afviser ondskaben som en del af mennesket. Det har vi en vis tendens til i dag. Fay Weldon har sagt det ret godt: Vi har opgivet troen på arvesynden. Nu tror vi på, at alle fødes søde og rare. Det er det farlige i tiden.