Mens dette skrives, ruller efterforskningen mod den eller dem, der stod bag terrorangre-bene i København den 14. februar. Mange spørgsmål er ubesvarede, og vi andre gør klogt i at overlade besvarelsen til myndighederne.
Men der er et spørgsmål, som trænger sig på, og hvor teologiske fagfolk må på banen: Er volden et kulturelt fremmedlegeme i islam, eller sidder den i islams inderste væsen? Når for eksempel Naser Khader siger, at der er millioner af fredelige muslimer, og at de voldelige islamister er et (voksende) mindretal, har han uden tvivl ret. Men er det, fordi de fredelige er islam light, eller fordi de voldelige har ført et fremmedlegeme ind i den fredelige religion?
Så langt jeg kan forstå, kan der argumenteres for begge tolkninger. Det er i hvert fald min konklusion efter at have læst professor Kurt Christensens grundige bog ”Lydighed eller lovsang. Om islam og kristendom” (Kolon 2013).
Men det forekommer mig, at det må være muligt at besvare spørgsmålet på ikke-akademisk niveau. Ved virkelighedens prøve. Og at de bedste til at levere det svar er de muslimske ledere - imamer og skriftlærde - selv. Nemlig ved ikke bare at udsende rituelle fordømmelser af Omar El-Hussein og andre, når de frygtelige hændelser indtræffer; men ved proaktiv og langvarig undervisning i moskéer og andre institutioner mod vold. For hvis volden er et fremmedlegeme i islam, har det altså sat sig ret godt fast.
Dette handler i høj grad om at skelne mellem åndelige og fysiske midler i religiøs kamp. Og vi er i kamp: I betragter min tro som foreløbig og uudviklet, og jeg betragter jeres som falsk, fordi den ikke anerkender Jesus Kristus som verdens eneste håb.
Lad os tage en dyst om det - på ord. Og lad os i fællesskab bekæmpe enhver tendens til vold, tvang og undertrykkelse, hvor den måtte findes. I jeres tro og i vores.
Sagt lige ud: Jeg forstår faktisk godt, at I bliver vrede, når jeres profet bliver hånet. Jeg kender lignende følelser, når Jesus Kristus bliver hånet.
Når Johanne Schmidt-Nielsen (EL) søndag morgen på TV 2 får sagt, at hun ikke kan forstå, at nogle bliver vrede over satiretegningerne, så siger det mest om Johanne Schmidt-Nielsen. Hun lever tilsyneladende i en sekulær osteklokke og kan dermed nærmest komme til at blive en del af problemet.
Men de vrede og smertefulde følelser giver ingen af os ret til at bruge vold, tvang eller repressalier. Vi har ret til at argumentere, skælde ud, græde og udstille forhånerne i deres primitivitet.
Men ord skal mødes med ord, uånd med ånd og tegning med tegning. Jeg savner ikke bare en klar bekendelse til dette åndsfrihedsprincip fra jer imamer, men en vedvarende praksis, der modsiger tendenser til noget andet hos jeres folk.
Og undertiden er det nu forbløffende, hvad det milde - og overraskende - svar kan udrette. Der kan faktisk godt stå noget klogt i den kristne bog, Bibelen: ”Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke.” (Paulus).
Skulle vi ikke øve os i det i fællesskab? Over for hinanden og over for de religiøst tonedøve sekularister - jævnfør Johanne Schmidt-Nielsen - som der bliver flere af i disse år.
Bekendelsen til, at åndelig kamp skal føres med åndelige midler, betyder også, at vi anerkender frit valg af religion. Det understregede både statsministeren og justitsministeren efter angrebet på synagogen i Krystalgade. Og her er altså et meget ømt punkt mellem jer og os.
Alle, der ved det mindste om kristen mission i muslimske områder eller blandt muslimer i Danmark, ved også, at konvertitter yderst ofte udsættes for repressa-lier og til tider vold og drabstrusler, hvis de forlader islam.
Derfor foregår dåb af mus-limer i Danmark undertiden i hemmelighed, og derfor kender jeg i hvert fald ét eksempel på en præst, der har fået dødstrusler, fordi han døbte en muslimsk mand.
Jeg forstår godt, at I bliver triste og måske vrede, når nogen forlader islam. Jeg kender lignende følelser, når nogen forlader Jesus Kristus for at blive for eksempel sekulære eller muslimer. Så det er vi fælles om.
Men vi har ikke andre midler end bøn, forkyndel-se og samtale. Selv når vi bruger psykisk pres, hvad jeg tror, undertiden sker i kristen kontekst, er vi gået for langt.
Dette er altså et yderst ømt punkt: For selvom både jeg og en række andre kristne ledere gang på gang har udfordret jer muslimske ledere i Danmark til at tilkendegive tilslutning til denne enkle spilleregel, forholder I jer tavse. En temmelig talende tavshed.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift, Kjeld Holm, ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet, Morten Thomsen Højsgaard, og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen