Efterskoleelever: Livet online skaber stress

Har teknologi taget overhånd? spørger tre efterskoleelever på Aarhus Efterskole, der frygter, at vi mister et nærværende liv

Dagens debattører husker selv barndomsårene i slutningen af 1990'erne og starten af 00'erne som meget nærværende. Dengang var det eneste teknologiske på hjemmefronten en fastnettelefon, et fjernsyn med tilhørende VHS-maskine og en stor klods af en stationær computer.
Dagens debattører husker selv barndomsårene i slutningen af 1990'erne og starten af 00'erne som meget nærværende. Dengang var det eneste teknologiske på hjemmefronten en fastnettelefon, et fjernsyn med tilhørende VHS-maskine og en stor klods af en stationær computer.

Vi danskere bruger så meget tid online, at vi glemmer det fælles værdifulde i livet. Vores overforbrug af computere, telefoner og anden elektronik truer de vigtigste værdier i livet, som mest af alt omhandler at være social og nærværende med andre mennesker.

Mange børn ned i børnehavealderen benytter spillekonsoller og computere alt for mange timer om dagen, og dette er desværre en erstatning for tid, som de i stedet kunne have brugt i selskab med blandt andre deres forældre.

LÆS OGSÅ: Når internettet flytter hjemmefra

PROBLEMET ER naturligvis ikke børnenes egen skyld, men derimod forældrenes, fordi de lader deres børn sidde foran en skærm, da det sommetider også er det nemmeste at sætte dem til i en ellers stresset hverdag, som mange børnefamilier gennemlever.

I nutidens samfund stilles der store krav til os. Vi skal være flere steder på én gang, og det forventes, at vi er til at komme i kontakt med på alle tider af døgnet. Vi lever desuden i angsten for at gå glip af noget hele tiden, fordi størstedelen af vores medmennesker er online.

Denne problemstilling kan blive en ubevidst psykisk belastning, som udløser stress, fordi vi har gang i for mange ting på samme tid.

I vores stressende hverdag bilder vi os selv ind, at vi er nærværende og sociale på for eksempel Facebook og letter samvittigheden, når vi ikke lige får besøgt venner og familie.

LÆS OGSÅ: Når venskabet bliver digitalt

Vi undertegnede husker selv barndomsårene i slutningen af 1990erne og starten af 00erne som meget nærværende.

Dengang var det eneste teknologiske på hjemmefronten en fastnettelefon, et fjernsyn med tilhørende VHS-maskine og en stor klods af en stationær computer, som kun en gang imellem blev brugt til computerspil. Selvfølgelig blev vi også sat foran fjernsynet, når vi var for krævende, men vi blev den sidste generation, som oplevede barndommen offline.

Hvis vi ikke bliver opmærksomme på dette problem, bliver det en selvfølge for os at være online. Vores efterkommere vil ikke kende til det nærværende liv, fordi de fra barnsben har lært, at det er okay ikke at være ordenligt til stede.

Det er hermed ikke sagt, at online-livet kun er negativt, for online-livet har skam bragt mange positive ting med sig, men vi er i højeste grad blevet slaver af det teknologiske og online-livet. Hvordan finder vi den rette balance? Og har teknologien taget overhånd?