Efterskoler kan redde unge

SVAGE UNGE: Kommuner bør ikke kunne anbringe unge på efterskole uden ordentlig forarbejde, men skoleformen kan være en ny mulighed for unge, der er kørt fast

Lærer Christian Hougaard-Jakobsen skriver i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 28. juni, at kommunerne spiller hasard med de svage unge ved i alt for høj grad af økonomiske grunde at bruge efterskolen som anbringelsessted for de unge med svære problemer. Indlægget er væsentligt, for jeg tror, der er noget om snakken. Men der er brug for at få flere nuancer med ind i debatten.

Rammerne for kommunernes brug af kost- og efterskoler som mulighed for børn og unge, der har et særligt behov for støtte, findes i socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge. Der er i den sociale lovgivning (lov om social service) to forskellige muligheder for at hjælpe med et efterskoleophold. I begge tilfælde er hjælp betinget af, at der er tale om et barn eller en ung med et særligt behov for støtte. Den ene mulighed er at give et økonomisk tilskud, fordi den unges problemer er mindre alvorlige. Og den anden mulighed er, at der sker en egentlig anbringelse på efterskole. Er der tale om en egentlig anbringelse, skal kost-/ efterskolen være godkendt af den stedlige amtskommune som egnet. Altså skal der gennem denne godkendelse være taget stilling til, at skolen er i stand til at magte forskellige grupper af unge med et anbringelsesbehov.

Udviklingen har i perioden 1993 til 2001 været, at antallet af anbringelser på kost/efterskoler efter serviceloven er faldet fra 1913 til 1213, et fald på 36 procent. I 1993 fik cirka hvert syvende anbragte barn ophold på kost/efterskole. I 2001 var det cirka hvert 12. anbragte barn/ung. Sager med alene økonomisk tilskud til kost/efterskoleophold efter serviceloven er i samme periode steget fra 911 til 2777, svarende til en stigning på 204 procent. I 1993 var cirka hver sjette forebyggende foranstaltning økonomisk tilskud til ophold på kost/efterskole. I 2001 var det cirka hver femte foranstaltning.

Det siger sig selv, at der skal foreligge en undersøgelse af barnets/ den unges situation som grundlag for stillingtagen til støtte. Der kan typisk være tale om unge, som har brug for et miljøskift, men unge med en nogenlunde normalt udviklet personlighed. Den unge kommer altså ind i et undervisnings -og kostskolemiljø blandt andre unge, hvor der er mulighed for social udvikling og indlæring gennem samværet med andre unge. Og alt sammen præget af en sparring fra voksne med uddannelse og erfaring inden for området.

Det er min erfaring, at en væsentlig forudsætning for et godt efterskoleforløb er et godt og bæredygtigt hjemmemiljø. F.eks. i forbindelse med småkriser, kærestesorger, konflikter m.v. Og naturligvis i forbindelse med ferier. Mangler der derfor et sådant bæredygtigt hjemmemiljø, kan det være af afgørende betydning som en del af den sociale foranstaltning at finde en erstatning. Det kan være i form af en såkaldt kontaktperson, som i særlig grad har til opgave at være til rådighed for den unge, når noget presser sig på. Eller det kan være i form af en støttefamilie, som den unge kan trække på i weekender, ferier m.v.

En ting er helt afgørende for, om det bliver succes eller fiasko: Der skal være åbenhed mellem skolen, den unge, familien og kommunen. Et problem bliver aldrig løst ved at blive skjult eller fejet ind under gulvtæppet. At "sælge katten i sækken" ender stort set altid i fiasko. En skole skal selvfølgelig have de oplysninger, som er nødvendige for at kunne gå ordentlig ind i en opgave, som generelt er klart vanskeligere end hos gennemsnittet af elever. Påstande om tavshedspligt virker amatøragtig og uden hold i gældende lovgivning.

Også en godt gennemarbejdet handleplan vil være et væsentligt styringsredskab - indeholdende en konkret beskrivelse af formålet med opholdet, særlige forhold der skal tages hensyn til og arbejdes med, og de evt. ekstra ressourcer, der skal være til rådighed for at kunne tilgodese formålet.

De kommuner, der anbringer unge på efterskole uden ordentlig forudgående undersøgelse og handleplan, bør afvises. Men kommuner, der har lavet det nødvendige forarbejde, og som har spillet med åbne kort over for både den unge, forældrene og efterskolen bør mødes med åbenhed. For efterskolen kan være en guldgrube og en ny mulighed for en ung, der er kørt fast i et hjulspor, der trækker i den forkerte retning.

Jørgen Breindahl,

socialrådgiver,

faglig koordinator,

Ringparken 2,

Hedensted