DEN JØDISKE MENIGHED i København er i chok. Vi er alle dybt berørte af, hvad der er sket. De fleste af os kendte Dan Uzan, der blev myrdet foran synagogen, hvor han stod vagt. Også mine egne børn har været medlem af vagtgruppen, og det kunne lige så godt have været dem, der havde stået der den nat foran synagogen.
Det er et angreb på jøder og på det danske samfund, og det ligger desværre i forlængelse af de terroraktioner, som vi har set i Europa i de seneste år, og som har ramt jødiske institutioner i Toulouse, Bruxelles, Paris og andre byer.
Vi har tidligere set terror vendt mod jøder i Europa, nemlig i 1970'erne og 1980'erne, hvor det var mellemøstlige terrorgrupper, der var ude efter ”zionistiske” mål, som i praksis betød både israelske ambassader, synagoger og andre jødiske institutioner.
I 1985 lavede fire palæstinensere fra Sverige således en terroraktion mod et amerikansk luftfartsselskab, det israelske luftfartsselskab El Al og synagogen. En blev dræbt og 27 såret. Det er stadig den alvorligste terroraktion i danmark.
DER HAR UDVIKLET SIG en giftig blanding i Europa af ekstremt Israel-had og fordomme mod jøder. Tidligere troede man, at der kunne skelnes mellem Israel-kritik og antisemitisme. Denne skelnen er for længst røget i vasken.
Vi så det under Gaza-krigen i 2014, hvor fire maskerede mænd brød ind på den jødiske skole i København og skrev antisemitisk graffiti på skolen. Carolineskolen, som har eksisteret siden 1810, har aldrig tidligere været udsat for angreb af den type.
Og tillige under Gaza-krigen sidste år måtte en demonstration ved Christiansborg for fred og Israels ret til selvforsvar opløses, fordi politiet ikke kunne garantere sikkerheden, da flere hundrede stenkastende moddemonstranter truede den fredelige demonstration. De jødiske demonstranter måtte køres bort i busser med udrykningssirene, mens de stenkastende ekstremister stod sejrrigt tilbage. Det var ikke et retssamfund værdigt.
Dette had, der har floreret i Europa i disse år, er eskaleret blandt andet på grund af den vestlige presse, der unuanceret har skildret palæstinenserne som vor tids jøder og jøderne (i skikkelse af israelske soldater) som vor tids nazister, der myrder civile kvinder og børn. Ikke mindst har stilen i dagbladet Politiken været ekstremt anti-israelsk og været med til at pøse benzin på bålet af had.
Hvis det bare var 200 eller 400 ekstremister af hjemvendte Syrien-krigere, der var problemet, så var det til at overskue, men forholdet går dybere og er mere vidtrækkende. Opinionsundersøgelser fra både Danmark, Frankrig, Tyskland og Storbritannien viser, at antijødiske fordomme er udbredt i muslimske befolkningsgrupper.
OP TIL 50 PROCENT af muslimske befolkningsgrupper i Tyskland og Storbritannien har stærke fordomme mod jøder, som sandsynligvis er en delvis konsekvens af hadet til Israel. Der er tale om et kompliceret samspil, hvor der nok er antijødiske afsnit at finde i Koranen, men hvor disse afsnit næppe ville være af større betydning, hvis de ikke blev udnyttet af antisemitter i den muslimske verden, der er opflammet af hadet til Israel.
Vi kan nok gøre noget ved 220 unge voldsmænd, der har været i Syrien, men hvad hvis hadet er udbredt til millioner af muslimer? En skrækopinionsundersøgelse fra det anerkendte opinionsbureau Pew har vist, at mens godt 50 procent af muslimer i de europæiske samfund har negative stereotyper om jøder, så er det op omkring 90 procent i den muslimske verden.
Så det er vigtigt at forstå, at kampen mod terrorisme og fanatisme ikke alene drejer sig om de relativt få ekstremister, der er parate til at begå voldshandlinger, men også må omfatte de muslimske miljøer, hvor fordomme mod jøder florerer, og den europæiske presse, der har spekuleret i had til Israel.
Kritik er selvfølgelig uundværlig, og det skal Israel have på alle hylder, men der har været tale om dæmonisering. Den gamle venstrefløj svælgede i ekstrem kritik af USA og Israel. Efter at denne venstrefløj ideologisk set er ophørt med at eksistere, så finder dens medlemmer identitet gennem hadet til Israel.
Ingen andre lande er således udsat for organiserede boykotbevægelser. Det er en ulykke for Israel, jøderne og såmænd også Politikens læsere, at dette had har fået fodfæste på avisen, men hvad kan man forvente sig andet af en avis, der laver pagter med Muhammeds efterkommere?
Bent Blüdnikow er forfatter og journalist på Berlingske
