Dette debatindlæg er skrevet af Else Marie Kjerkegaard, forfatter og retræteleder, København K
FOR NYLIG omtalte medierne en begivenhed, hvor en hjemløs, der havde søgt ly bag en 7-Eleven-butik ved Friheden Station, blev fundet død af en ansat i butikken, da vedkommende mødte på arbejde en lørdag morgen.
Den hjemløse havde boet bag butikken i nogle dage, og de ansatte havde sludret med ham, når de var ude at ryge. De kunne se, han havde det meget dårligt og havde uden held forsøgt at tilkalde hjælp.
LÆS OGSÅ: Hjemløse føler sig behandlet som andenrangsborgere
Aftenen før dødsfaldet var situationen blevet værre. Den hjemløse rystede unaturligt og var svær at komme i kontakt med. En 7-Eleven-medarbejder forsøgte at tilkalde hjælp. Han ringede først til det lokale politi, der ikke mente, det var en politiopgave. I stedet blev medarbejderen henvist til at kontakte alarmcentralen, så den hjemløse kunne få lægehjælp.
På alarmcentralen mente man, trods beskrivelsen af tilstanden, ikke, at der var tale om noget akut. Man afviste at sende en ambulance og viste i stedet hen til politidelen af alarmcentralen. Her mente man heller ikke, der var tale om noget akut, hvorefter man viste tilbage til 112 og så var den 7-Eleven-ansatte lige vidt.
Om morgenen blev den hjemløse så fundet død.
En hjerteskærende historie, som desværre ikke er et isoleret tilfælde. Blå Kors og Projekt Udenfor beretter således, at det ikke er første gang, det er svært at få politi og ambulance til at rykke ud til gadens folk.
Beretningen kommer næsten samtidig med offentliggørelsen af folkekirkens samlede regnskab. Heraf fremgår det, at folkekirken kun anvender godt en procent af sine penge til diakonalt arbejde, det vil sige hjælp til syge, fattige og nødstedte grupper. Til sammenligning bruger kirken tre gange så meget til kirkekor og kirkekoncerter.
DET ER VIST IKKE for hårdt at sige, at folkekirken trænger til evangelisering. Det samme gør den katolske kirke, hvad pave Frans har gjort tydeligt opmærksom på gennem sit valg af navn, sit liv og sin ledelse. Han har blandt andet fremhævet det katolske lægmandsfællesskab SantEgidio som et forbillede for alle. SantEgidio-fællesskabet yder hjælp på frivillig basis til et stort antal fattige og marginaliserede mennesker verden over. Også ikke-katolikker er med i fællesskabet, som lægger vægt på økumeni og venskab med de fattige.
Da jeg besøgte fællesskabet i Rom sidste år, oplevede jeg den årlige mindegudstjeneste for Modesta, en 71-årig posedame, der døde af kulde på Roms Hovedbanegård den 31. januar 1983. Ambulancen kom, som den skulle, men Modesta var for snavset til, at ambulancefolkene ville tage hende med, så hun døde på gaden.
LÆS OGSÅ: Myndigheder: Alle borgere har lige adgang til 112
Lige siden har SantEgidio mindet Modesta på denne dag sammen med alle de andre hjemløse, de har kendt, som er døde på gaden eller efter at være blevet indlagt fra gaden. Mindegudstjenesten samler et stort antal deltagere, både hjemløse og aktive i fællesskabet.
Som en vigtig del af liturgien bliver navnene på de døde læst op i en lang, lang række, mens medlemmer af menigheden én for én går op og tænder et lys for Giulio, Paulo, Luigi, Antonio, Francesca, Giacomo, Pietro, Simona, Fabrizzio
En smuk og bevægende begivenhed, som ærer de hjemløse og minder om, at bag ethvert fattigt og marginaliseret menneskes ydre fremtoning og adfærd findes et menneske med et navn, en historie og en skæbne, som kalder på venskab og respekt, og som holder os for øje, at vi aldrig må glemme barmhjertigheden og kærligheden til næsten ikke blot i tanke og ord, men i handling.
Hvem har sagt det tydeligere end Jesus i Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 40-41: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.
Vi har et langt mere udviklet offentligt hjælpesystem, end Italien og resten af verden har det, men velfærdsstaten er ikke uden huller. Vi har alle et ansvar for dem, der falder igennem nettet.
Måtte den navnløse hjemløses død ved Friheden Station inspirere og fremkalde relevante initiativer i vore menigheder.