En kærlig irettesættelse af en homoseksuel?

- Jeg mener, at jeg som kunstner er bedre til at sætte ord på følelser og fornemmelser end ofre og udøvere, siger Christian Lollike.

Christina Seersholm, 26 år. Stud.teol. Homoseksuel og single, bor i København Foto: Neel Munthe-Brun

relevante temaer

At være homoseksuel er ikke noget, man "vælger", skriver teologistuderende Christina Seersholm

Der er kun en ca. uge siden mit første indlæg kom på forsiden og jeg må tilstå, at jeg på ingen måde havde regnet med, at det skulle få så meget opmærksomhed.

Det har været både positivt og negativt.

Jeg har mødt stor opbakning fra familie og venner, samt den mere perifære omgangskreds. Det har været virkelig dejligt og det skal i alle have en kæmpe tak for.

LÆS OGSÅ:  Christina Seersholms blog

Samtidigt er jeg stødt på flere, mere eller mindre diplomatiske forsøg på at kalde mig teologisk infantil, synder og forkert på alle mulige måder. Man kan vel kalde det en blandet fornøjelse.

For det første vil jeg denne gang lægge ud med, at min hensigt aldrig har været, at overbevise den såkaldte kirkelige højrefløj om, at de skal ændre deres tro.

Min hensigt har været, og er til stadighed, at oplyse den resterende befolkning om, at der ikke kun er én måde at se tingene på.

For det andet er det gået op for mig, at mange faktisk ikke er klar over, at homoseksuelle ikke kan blive gift på lige fod med heteroseksuelle. De har simpelthen ikke skænket det en tanke

Denne gang har jeg så tænkt mig at arbejde ud fra de kommentarer, jeg modtog efter mit første indlæg, for måske at give en større forståelse af, hvad det egentlig vil sige at være homoseksuel, både generelt såvel som i dagens Danmark.

Den første problemstilling handler om debatten ang. kønsneutralisering. Her vil jeg blot understrege, at et kønsneutralt vielsesritual, i hvert fald efter min egen overbevisning, IKKE vil betyde en generel kønsneutralisering. Forstået således, at vi ikke længere ville være mænd og kvinder, drenge og piger, men ét fælles køn.

Jeg kan sagtens forstå folks frygt, især med den kørende debat omkring børnehaven i Sverige og den franske skole, men her tror jeg, det er vigtigt at huske på, at seksualitet og køn ikke hænger sammen som en enhed.

I virkeligheden er det mig faktisk ligegyldigt, om det overhovedet bliver kønsneutralt eller om man bare finder et tilsvarende ritual for henholdsvis to kvinder og to mænd.

Men her kan det så tænkes, at der også skal være forskel på ritualerne, alt efter om det er to mænd eller to kvinder ellers vil skellet stadig forekomme mellem os og dem (altså homoer og heteroer) og ikke bare forskel på, hvilke køn der indgår et ægteskab som det burde være, hvis man ser det sort på hvidt. Alt andet ville være en kønsneutralisering af kun de homoseksuelle.

En anden problemstilling er, at der hersker en umiddelbar uforståenhed overfor forskellige oversættelses- og fortolkningsmuligheder af biblen. Her kan jeg kun opfordre til studie af de originale hebraiske og græske tekster, som vores autoriserede oversættelse er foretaget ud fra. Og her kan lørdags-guffet så roligt hives frem, for det er ikke småting man skal lukke øjnene for, hvis man skal holde fast ved sit ensporede bibelsyn.

Endvidere (og her kommer muligvis en af de helt store) så menes der også, at ville mig det bedste ved en kærlig irettesættelse. Og her ved jeg simpelthen ikke hvilken ben, jeg skal stå på

Hvis det forestilles som et decideret valg, at være homoseksuel, så kan jeg informere om, at der tages noget så grueligt fejl!

Ingen ville nogensinde vælge at udsætte sig selv for de ting, som vi bliver udsat for. Og nu er Danmark ikke engang et af de værste steder at komme ud af skabet. Men her hersker stadig en vis intolerance i form af diskrimination og div. hate crimes.

Og for at svare på en anden kommentar, som i denne sammenhæng ligger lige til højrebenet, så bliver der kigget skævt til os på gaden, der bliver råbt efter os, der bliver spyttet på os og hvis vi er rigtigt heldige, så bliver vi også slået ned og alt dette udelukkende pga. vores seksualitet.

Mht. den føromtalte kærlige irettesættelse, kan jeg heller ikke få det til at hænge sammen med, at der ønskes det bedste for mig.

Hvis der menes, at det ville være bedst for mig, at leve ulykkeligt med en mand og føle mig både fysisk og mentalt voldtaget dagligt, så er man et helt andet slags menneske, end hvad jeg ville forbinde med et menneske med en kristen og næstekærlig tankegang.

Men nu er det sikkert heller ikke det, der menes. Det er nok nærmere, at det ville være bedre for mig, hvis jeg var lykkelig med en mand. Men realiteten er, og vil altid være, at det er umuligt for mig. Derfor vil enhver irettesættelse, kærlig eller ej, være et forsøg på at fratage mig min mulighed for at være lykkelig og have del i den kærlighed, som findes mellem to mennesker, der elsker hinanden.

Jeg er ikke sikker på, at i nogensinde kommer til at forstå det, men for mig, og jeg kan jo kun tale ud fra min egen personlige beretning, så ville det være den største synd af alle. Først og fremmest overfor mig selv,  men også overfor Gud.

Hvis man antager, at Gud er kærlighed, ønsker kærlighed og vil kærlighed, så vil det betyde, hvis jeg vælger at følge denne irettesættelse, at jeg fratager mig selv kærligheden. Dette vil i så fald være i uoverenstemmelse med Guds vilje.

Derfor, hvis jeg skal se mig selv som et kristens menneske, som lever i overensstemmelse med Guds vilje, så har jeg ikke et valg om at være andet, end den jeg nu engang er.

Jeg kunne sikkert fortsætte med at skrive side op og side ned, men det må også snart være tid til at skifte emne.

Vi kan vel alle blive enige om, at der er andre vigtige ting at sætte fokus på i disse dage?

 

Tilføj kommentar

 
 
 

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.