VALGKAMPEN denne sommer bliver mere beskidt end nogensinde. Ovenikøbet må religionerne nu holde for. Kristendom er bedre end islam. Islam og fascisme er ét fedt, lyder parolen fra partier for Gud, konge og fædreland.
Religionskrigen er indledt for at fiske stemmer. Men gad vide, om der virkelig er stemmer i disse negative kampagner, der ikke fortæller, hvad politikerne vil, men kun, hvem der skal mobbes.
Dagens politikere ved slet ikke, hvad der rører sig i folket. Vi sidder på en meget lille ø. Slottet, Christiansborg Slot, er slet ikke mere det åbne hus, det var, da jeg begyndte i Folketinget.
Christiansborg er blevet en fæstning. Man skal gennem mange forhindringer, før man får adgang til slottet. Så er man til gengæld inde i det, som mange politikere og mediepersoner betragter som verdens navle. De fleste opfører sig, som om hele verdens øjne ustandselig er rettet imod dem. De fleste tror, at det er her, det hele foregår.
Skulle en borgmester fra en ældgammel jysk købstad med en spændende og lang historie formaste sig ind på øen og præsentere sig som partileder, bliver der grint hos københavnerjournalisterne i fæstningen. En borgmester fra Viborg, hvad bilder han sig ind, og hvor ligger Viborg?
Opfattelsen af, at den lille ø er verdens centrum, smitter også af på den måde, der føres valgkamp på, og de emner, der gøres til de centrale i valgkampen.
For første gang i nyere tid er religionen blevet en kampplads. Ikke for at forkynde Kristus, men for at nedgøre islam som fascisme. Dermed føler masser af velintegrerede muslimer sig nedgjort. Integrationen undergraves, og grøfter mellem forskellige religiøse grupper graves dybere.
Men på den lille ø, der både mentalt og geografisk er afsondret fra resten af Danmark, gælder det nu for nogle stykker at vinde Folketingsvalget ved hjælp af kristendommen, som fremføres som bedre end islam. Ret udansk, må man sige. Ja, rent ud sagt ukristeligt vås.
KRISTUS ER SANDHEDEN. Det har vi Hans eget ord for. Det er ikke os mennesker, der er sandheden, vi kan kun lede efter den og tro den, som en gave. Derfor kan intet menneske og langt mindre et politisk parti tage ejerskab til kristendommen. Ved at tage ejerskab til kristendommen gør man sig selv til en gud.
Anliggendet i de skriverier, der har været fra forskellige politikeres side om, at man kan stille religionerne op i ond, god, bedre, bedst, har intet med Kristus at gøre, men drejer sig om at spænde kristendommen for en politisk vogn. Kristendom og politik blandes. Det kan man være helt sikker på vil blive forstået - af muslimerne.
Gad vide, om den slags propaganda overhovedet fænger folkekirkedanskere uden for politikernes og mediernes lille ø. Det er jo slet ikke på den lille ø, at livet foregår. Christiansborg er jo slet ikke Danmarks navle.
Det fik man et glimrende eksempel på i mandagens avis. Henover forsiden på Kristeligt Dagblad den 20. april kunne man læse følgende glade budskab: ”Nu er jeg der, hvor det hele foregår,” udtalt af Niels Henrik Arendt, der lyder kaldenavnet Staby-bispen, fordi han var biskop i Haderslev, men valgte embedet som sognepræst i det skønne Vestjylland.
Jeg tror egentlig ikke, at menighederne i Staby-bispens pastorat lever og ånder for at læse bannere om, at islamisme er fascisme og læse kronikker i tante Berlinger om, at kristendom er bedre end islam.
Jeg tror, at vestjyderne er helt klar over, at kristendommen er opkaldt efter Ham, der selv siger, at Han er vejen, sandheden og livet, og at hverken politikere eller vestjyder bør gøre sig til af den gave. På Staby-egnen er der udsyn, så langt øjet rækker. Ingen tykke slotsmure lukker verden ude. Man skal ikke køre langt for at se, hvor himmel går i et med det store hav, eller skue det fantastiske syn, som de store kræfter har skabt. Ufattelige mængder sand er flyttet og danner en lang bjergkæde, hvis lige ikke findes.
Naturen præger menneskene. Her i Vestjylland har man uden moderne teknologi for snart tusinde år siden bygget den ene stenkirke efter den anden. Her, som i sognene ud over landet, samles danskerne heriblandt en del kristne fra fremmede lande.
De mødes på tværs af politiske forskelle. I kirken og i præstegårdshaven og ved gøglergudstjeneste, og hvad der ellers sker. Det er i sandhed der, hvor det hele foregår, og ikke på det barrikaderede slot på den lille ø.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye