En lov, der kan redde liv

Etisk set

I 2008 BLEV DER MED ET bredt flertal i Folketinget vedtaget en lov, som i høj grad havde til hensigt at redde liv og som gør det! Denne lov går ud på, at alle, der bestiller et nyt pas, skal have udleveret et skema til Donorregisteret.

Hver enkelt borger kan herefter beslutte, om vedkommende vil udfylde skemaet. Og hvordan man i givet fald vil udfylde det. Om der skal stå nej, et helt eller et delt ja, eller om man henholder sig til sine pårørendes accept.

Formålet er at få flere danske organdonorer, således at flere alvorligt syge mennesker, som håber og venter på et organ, også får det, inden det er for sent.

I starten af 2011 stod 552 alvorligt syge i Danmark på venteliste til et nyt organ. I 2010 var der 36 personer, der ikke nåede det. De døde, mens de ventede og håbede.

I mange år har vi i Danmark talt om, at vi skal have flere organdonorer. Adskillige politikere har slået til lyd for, at vi i Danmark burde indføre de samme regler som for eksempel i Spanien, Belgien og Østrig, hvor man nærmest er født som organdonor.

Med andre ord: Det bliver taget for givet, at man vil være organdonor. Man taler om formodet samtykke, og hvis mennesker ikke ønsker, at deres organer bliver brugt til transplantation, så skal de aktivt melde fra.

I Danmark gør vi det modsatte. Vi siger, at organdonation kun kan komme på tale, hvis man selv eller ens pårørende aktivt har sagt ja til, at organerne kan bruges til transplantation. Og det synes jeg er en god ordning, som vi skal bevare. For etisk set bryder jeg mig ikke om, at mennesker fødes som organdonorer.

Derfor var det en rigtig god beslutning, der blev taget i Folketinget i 2008, om udlevering af et skema til Donorregisteret i forbindelse med bestilling af et nyt pas.

I den forbindelse bedrøver det mig at blive bekendt med, at ikke alle kommuner udleverer donorkort til borgere, der søger om nyt pas, som de er forpligtet til. Denne meget praktiske og nemme løsning, som Folketinget vedtog i 2008, og som skulle redde liv, bliver respekteret af alt for få af landets kommuner.

32 af 51 adspurgte kommuner udleverer ikke folderen, men har den blot liggende i en stander. Men der ligger jo så meget papir i standere rundt omkring, så det er slet ikke nok. Borgerne skal have den i hånden, så de kan tage den med og tage stilling eller udfylde den på stedet, hvis de vælger det.

Det må være utroligt svært for alvorligt syge danskere, som håber og venter på en nyre, et hjerte eller andre organer for at kunne overleve, at man kan behandle en livreddende ordning så respektløst! Jeg må indrømme, at jeg er skuffet over disse kommuner.

Etisk set er det bestemt ingen vindersag for dem! Jeg håber, at de får folderne op på skranken ved siden af papirerne til pas, således at de fremover husker at aflevere dem sammen med de nye pas til glæde for flere alvorligt syge, som håber og venter ...

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og folketingskandidat for De Konservative Tove Videbæk