I GAMLE DAGE VAR læk noget, man sprang – hvis man altså var et skib. I dag er en læk noget, man er – eller i hvert fald i al stilhed og skjul beslutter sig for at blive.
Der kan være mange grunde, gode såvel som dårlige, til at lække fortrolige oplysninger, og fortrolige skal de jo være, for ellers er det ingen læk ?
De skal selvfølgelig også være korrekte, men man behøver ikke bekymre sig om, hvorvidt de vil blive troet, thi oplysninger, som ville blive mødt med mistro, hvis de bare blev offentliggjort, vil normalt uden videre blive troet, hvis de fremkommer som resultat af en læk. Det er jo en gammelkendt sandhed, at der knytter sig større tillid til en artikel, der afslører noget, end til én, der bare informerer om det samme.
For nylig kunne whistleblower-siden WikiLeaks på internettet afsløre 90.000 fortrolige dokumenter fra krigen i Afghanistan. Nå, det var da noget af en læk, sagde vi til hinanden – indtil den seriøse del af pressen havde haft tid til at bladre i materialet og kunne fortælle, at der egentlig ikke var noget på de mange sider, som i realiteten var fortroligt. Så mistede vi ret hurtigt interessen, for hvis det ikke var fortroligt, så havde der jo ikke været tale om en afsløring – og så var det måske slet ikke så interessant længere?
DENNE KONSTATERING AF en af vore menneskelige løjerligheder er imidlertid ikke alt, hvad der etisk set er at sige om lækager, thi for de soldater, hvis liv og førlighed er afhængig af militær hemmeligholdelse, kan en afsløring jo have samme katastrofale følger, som hvis ens båd springer læk langt fra land.
Det taler selvsagt imod at lække oplysninger, ja, det kan være både uetisk og forbryderisk at gøre det.
Men heller ikke dét er det eneste, der under en etisk synsvinkel er at sige om at lække oplysninger, thi der er jo ting, som bør komme frem i et demokratisk samfund, men som forbliver skjult, indtil en eller anden tager sig sammen, støder i fløjten og sender en fil til WikiLeaks, der afslører, hvad afsløres bør.
Det taler lige så selvfølgeligt for at lække oplysninger, ja, det kan være både uetisk og udemokratisk at lade være.
Hvad der er etisk ansvarligt at gøre eller at undlade, kommer dermed an på de samlede omstændigheder, og der er ingen grund til altid og ukritisk at hylde whistlebloweren som en helt. Han kan sagtens ende med at vise sig at have været en skurk, hvis han sjuskede med afvejningen mellem de modstridende hensyn.
Eller hvis han måske bare selv havde en læk i bunden af sin etik ??
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm