En nat bliver det sommer

Engang for 25 år siden udkom den måske bedste danske debutsingle nogensinde. Den minder om den tysthed, man kan finde ved en bøgelys strand i den lyse sommernat

"”En Nat Bliver Det Sommer” er en ode til de lyse nordiske nætter, en besyngelse af mørket som den renselsesproces, der skal få os igennem til den anden side, og en beskrivelse af længslen efter den sidste sommer, hvor man troede på alt, og kærligheden stadig var ren og hvid som en søtunges sarte og faste kød," skriver Poul Erik Pedersen. Arkivfoto.
"”En Nat Bliver Det Sommer” er en ode til de lyse nordiske nætter, en besyngelse af mørket som den renselsesproces, der skal få os igennem til den anden side, og en beskrivelse af længslen efter den sidste sommer, hvor man troede på alt, og kærligheden stadig var ren og hvid som en søtunges sarte og faste kød," skriver Poul Erik Pedersen. Arkivfoto.

EN TIDLIG FORÅRSDAG i 1990 stod jeg og lavede mad i mit lille køkken ved Enghave Plads på Vesterbro. Den lifligste musik strømmede pludselig ud af radioens højttalere. Det var musik og tekst, som straks lejrede sig i min bevidsthed og har været der siden.

Sangen var et stykke smukt og underspillet poesi. Noget helt specielt var skabt, jeg var ikke i tvivl. Det, vi her taler om, er den måske bedste debutsingle nogensinde i Danmark. ”En Nat Bliver Det Sommer” var førstesinglen fra debutalbummet ”1990”, som er en milepæl i dansk rock og pop.

Hør sangen her  

”The milk train doesn't stop here anymore”, synges der på ”En nat bliver det sommer”. Hvad i alverden mener de med det? Er det Ole Lukøje, der kigger forbi, når drømmene indfanger en? Ikke ret meget dansk rock- eller popmusik stiller den slags spørgsmål.

Det er måske en af grundene til, at det brede publikum har det med Love Shop, som mange har det med den lyse danske sommernat.

Vi tør ikke helt tro på den, når den er her, smukkere, blidere og større end alt andet, og derfor fravælger vi den! Men har man først fået den ind under huden, er den der for altid. Det er lidt ligesom Love Shop, der med deres melodier, stemninger og tekster trænger ind i bevidstheden og beskriver livets mange sider.

På ”En Nat Bliver Det Sommer” stemmer elguitaren anelses- og længselsfyldt i. Sangen løfter sig med det samme og bringer mindelser om lykkelige og ulykkelige år, danseskole og dansevise. Bringer mindelser om alt det, jeg så gerne vil huske. Det er med en tone, der høfligt banker på, og med en tone, der minder mig om den tysthed, jeg kan finde ved en bøgelys strand i den lyse sommernat.

Jens Unmack synger om højsommernat, og de første linjer, ”Nu tændes himlens dybe glød, og natten kommer fløjlsblød, de drømmende går snart til ro på mælkevejens stjernebro...” åbner butikken med drømme.

Sangen ”En Nat Bliver Det Sommer” blev en overraskende radiolandeplage i sommeren 1990, og nummeret blev kåret til årets popsang. De debuterende, Love Shop, satte ”Viborgvej” i alle provinsbyer på rocklandkortet, ”Radio Kalundborg” strømmede ud af alle transistorradioer, og jeg fløj med dem til ”Stjernerne”.

Siden er der fulgt mange evergreens fra Love Shop. Jeg elsker denne særlige kombination af fnuglet skønhed, drøm og melankoli samt intelligente og poetiske tekster, hvor der står noget på spil.

”En Nat Bliver Det Sommer” er en ode til de lyse nordiske nætter, en besyngelse af mørket som den renselsesproces, der skal få os igennem til den anden side, og en beskrivelse af længslen efter den sidste sommer, hvor man troede på alt, og kærligheden stadig var ren og hvid som en søtunges sarte og faste kød. ”En fjern og fin musik giver dig alt, du aldrig fik...”

Poul Erik Pedersen,Rørkærsvej 5, Strib, Middelfart