En præsident kommer til byen. Tyrkiets største skandale vokser stadig

PÅ MANDAG KOMMER Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, sammen med en erhvervsdelegation på et todages besøg til Danmark. I betragtning af både den danske og tyrkiske økonomis betrængte situation kommer besøget på et velvalgt tidspunkt

PÅ MANDAG KOMMER Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, sammen med en erhvervsdelegation på et todages besøg til Danmark. I betragtning af både den danske og tyrkiske økonomis betrængte situation kommer besøget på et velvalgt tidspunkt
PÅ MANDAG KOMMER Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, sammen med en erhvervsdelegation på et todages besøg til Danmark. I betragtning af både den danske og tyrkiske økonomis betrængte situation kommer besøget på et velvalgt tidspunkt. Foto: Xinhua/ Denmark.

Hjemme i Tyrkiet spiller præsidenten en central rolle i, hvad der betegnes som den største skandale siden republikkens grundlæggelse i 1923. Den 17. december blev der igangsat en stor undersøgelse af korruption i regeringskredse, hvor økonomiministeren, indenrigsministeren, miljø- og byplanlægningsministeren og EU-ministeren angiveligt har modtaget 65 millioner dollar i bestikkelse i forbindelse med eksport af guld til Iran, beskyttelse og ulovlige byggetilladelser.

Premierminister Erdogan reagerede hurtigt og omdannede sin regering, og samtidig blev endnu en undersøgelse blokeret. Sidenhen er cirka 7500 politikfolk og 400 offentlige anklagere blevet forflyttet i et forsøg på at dæmme op for omfattende beskyldninger om korruption helt oppe i regeringens top.

Premierminister Erdogan har betegnet undersøgelsen som et beskidt komplot igangsat fra udlandet, og i særdeleshed af en tidligere allieret, Fethullah Gülen, en tyrkisk imam bosat i USA, hvis tilhængere menes at udgøre en tredjedel af politistyrken og retsvæsenet.

Erdogan beskylder demonstranter for at være venstreorienterede, ateister og terrorister, og hans tidligere økonomiminister har endda antydet, at det er jøderne, der står bag det hele.

LÆS OGSÅ: Red Barnet. Fra beskyttelse af børn til tankepoliti

Twitter har anslået 13 millioner abonnenter i Tyrkiet, og næsten hver dag siden begyndelsen af februar er der en twitter-bruger, der kalder sig Haramzadeler (tyvenes sønner), som kommer med links til YouTube, Vimeo, SoundCloud og Dropbox.

Her kan man høre, hvad der angiveligt er lydoptagelser af premierministeren, der lægger pres på mediebosser, aftaler om bestikkelse, licitationer og indblanding i retsprocessen.

Bomben faldt den 24. februar med en optagelse af fem samtaler mellem Erdogan og hans søn Bilal, hvor Erdogan angiveligt beordrer sønnen til at fjerne store pengebeløb i tilfælde af, at politiet kommer. Erdogan kalder afsløringerne en umoralsk montage, men lydeksperter mener de er ægte, formentlig lækket af offentlige anklagere fjernet fra undersøgelsen.

REGERINGENS MODTRÆK har været at indføre ændringer til internet-lovgivningen, der blandt andet bemyndiger telekommunikationsdirektoratet til at lukke fornærmende websites. Erdogan har også truet med at blokere for YouTube og Facebook efter lokalvalgene den 30. marts, som bliver et barometer for regeringens popularitet.

Som Tyrkiets præsident er Gül blevet kritiseret for ikke at nedlægge veto mod ændringerne til internetloven, men i endnu højere grad for ikke at nedlægge veto mod en ny lov, der i strid med forfatningen bemyndiger justitsministeren til at udnævne egne kandidater til det højere nævn for dommere og offentlige anklagere.

Det menes, at Gül har politiske ambitioner og derfor ikke vil lægge sig ud med AKP-regeringens kernevælgere og dermed ødelægge sine chancer for at blive genvalgt som præsident til august.

Samtidig har det tyrkiske politis brutale fremfærd over for Gezi Park-demonstranterne sidste sommer, som Dan Jørgensen (S) og Morten Messerschmidt (DF) selv har oplevet, krævet sit ottende dødsoffer: 14-årig Berkin Elvan, som var på vej til at købe brød, blev ramt i hovedet af en tåregas-patron og er nu død efter 269 dage i koma.

Hans død har afstedkommet demonstrationer og sorg over hele Tyrkiet og er endnu et søm i premierminister Erdogans ligkiste.

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse