Alle kender skolegårdens lov. Bøllebank, buksevand og mobning. Mange har (som jeg selv) oplevet det på egen krop, andre har læst om det i romaner og set det på film.
Det er ikke noget, vi som voksensamfund er glade for at tale om. Vi siger måske, at ”børn kan være brutale”, men vi accepterer det ikke hos myndige medmennesker. Af dem forventer vi, at de har forladt skolegården.
Vi væmmes ved rockere og bandevæsen, som tvinger småhandlende til at betale beskyttelsespenge, og som inddriver gæld med knojern og cykelkæder. Vi væmmes ikke mindre ved voldelige mænd, der terroriserer kvinder både fysisk og psykisk. Og hvis nogen med magt maser sig foran i køen, opfatter vi det som stærkt utiltalende.
Den norske filosof Harald Ofstad (1920-1994), som var meget optaget af nazismen, fandt at kernen i den fascistiske ideologi og dens statsmagt er foragten for svaghed. Om det handler Ofstads hovedværk fra 1971 ”Vår forakt for svakhet”.
Ideologien er selvopfyldende, hævder Ofstad, for når den stærke kan undertrykke andre, beviser han netop sin overlegenhed, hvorimod den svage, når hun lader sig kue med magt, ikke fortjener bedre. Lyder det som noget, vi genkender i nutidens debat?
Foragten for svaghed er efter Ofstads opfattelse langtfra forsvundet med nazismen; den lurer hele tiden på os som en tilbøjelighed, advarer han. (Dét er, som K.E. Løgstrup flere steder påpeger, ikke uforeneligt med den spontane tilbøjelighed til barmhjertigt at tage sig af de svage. Mennesket er fuld af modsætninger.)
Udviklingen i konkurrencestatens skolepolitik, socialpolitik og sundhedspolitik kunne tyde på, at Ofstad har en pointe. Er beretningerne fra børnelæger om, hvordan skolebørn nu rammes af stress og mismod helt ned til de laveste klassetrin ikke et vidnesbyrd om, at folkeskolereformen simpelthen har flyttet den gamle ”skolegårdens lov” op i selve skolesystemet? Fanden tage de svageste.
Tilsvarende: Når Beskæftigelsesministeriets såkaldte ressourceforløb, der blev indført i 2013, gør nogle af vores allersvageste borgere endnu mere syge, end de var i forvejen, er det så ikke udtryk for noget lignende? Mennesker, der hverken kan stå eller gå i en time, skal i ”arbejdsprøvning” for at reducere antallet af førtidspensioner!
Nutidens medicinske teknologier peger i helt samme retning. Da Sundhedsstyrelsen i 2004 indførte nakkefoldsscanning til alle gravide, var det reelle formål at eliminere mennesker med Downs syndrom. Disse ressourcesvage medborgere er nu stort set forsvundet fra gadebilledet.
Og måske husker nogle læsere den medicinstuderende kvinde, der i 2008 rejste til England og fik foretaget en meget sen abort, fordi en scanning viste, at hendes foster manglede den ene underarm. Der er al mulig grund til at antage, at den unge kvinde ikke foragtede sin egen baby, fordi den ikke var fuldkommen. Men i så fald må hun jo have ment, at andre - samfundet - ville foragte et nyt menneske med denne svaghed. Ellers havde hun nok ikke valgt at skabe offentlig furore om sin egen graviditet med kravet om, at aflivning af sådanne, fuldt levedygtige babyer burde legaliseres i Danmark.
Til sidst i livet propaganderer stærke kræfter for kravet om ”dødshjælp” (det vil sige aflivning), hvis ”livet ikke mere er værdigt”. Her fremmes foragten for svaghed ved forsøg på også at lade den slå over i selvforagt.
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris