Har I hørt det derude? Nu skal man snart igen have pungen frem, når man besøger landets to største og fremmeste museer: Statens Museum for Kunst, SMK, og Nationalmuseet. 110 kroner for en voksenbillet, bebuder SMK. For de penge kan man gå en tur i biffen med en pæn portion popcorn som ledsager.
Forklaringen på den genindførte billetafgift ligger i de store nedskæringer på kulturområdet. Vil man holde en international standard, må der skaffes indtægter på anden vis, og så skal publikum til lommerne.
For den indviede kreds af faste museumsgængere har det ikke den store betydning, her er der friværdi nok at tage af. For resten af landet er det en katastrofe. For var man i forvejen lidt loren ved tanken om museumsbesøg, så vinder biografen nu med sikkerhed. Her er man tryg ved de amerikanske koder og ved, hvad man får for pengene.
Som uddannet kunsthistoriker vil jeg fortsat komme på de danske museer – uanset pris. Men jeg kommer der helt sikkert mere sjældent. At kultur og tidssvarende kulturformidling koster penge, er indlysende. Spørgsmålet er, hvor regningen for et rigt kulturliv skal placeres. Fra politisk hold opfattes kultur tilsyneladende som et luksusgode og ikke en primær næringskilde, noget, der helst ikke skal koste for mange statslige kroner. Her kan man altid skære lidt, hvis riget fattes penge til vigtigere formål.
Det har sat sig sine spor i museumsverdenen, hvor jeg har haft min gang. Mange danske museer drives ved hjælp af en hær af frivillige, der stiller op for en frokost, lidt samvær og kaffe og kage. Vigtige økonomiske ressourcer til eksempelvis indkøb af kunst tilføres gennem tids- og ressourcekrævende fundraising hos private fonde og offentlige puljer, og som kunstfaglige medarbejdere kan man ”hyre” kunsthistorikere i såkaldte løntilskudsjob.
Man må undres over politikernes ulyst ved kulturen. Især i en tid hvor angsten for alt det farlige udefrakommende florerer. Hvis man virkelig tror på, at danske værdier er under pres, og vestlige normer står for fald, burde man kaste massive ressourcer efter kulturlivet.
I krisetider med pres på landets grænser rykkede man historisk set ofte sammen og dyrkede dansk kultur i forskellige fællesskaber, foreninger, på højskoler og deslige. En sådan sammenhængskraft er vanskelig at få øje på nu om stunder i vores fragmenterede og internationaliserede verden. Måske er det på tide, at den forsøges genskabt ved hjælp af flere og ikke færre statslige midler til kulturlivet?
Nogle penge ville endda kunne rejses i egne rækker ved at luge ud i tidens store trend: brugerundersøgelser og kvalitetsvurderinger, som Kulturstyrelsen oversvømmer museerne med.
Brug dem dog hellere på at lave nogle anderledes og tillokkende kulturtilbud! Målet må være, at så mange som muligt kommer på de danske museer, oplever dem som deres egne, bliver løftet ud af hverdagsræset og bliver klogere på sig selv, livet, verden og historien.
For hvis kulturen taber, taber vi vel egentlig alle.
Jeannette Trefzer, cand.mag., Stenosgade 7, 1. tv., København V.