SOM SYMBOL PÅ nationen har vi Dannebrog, der består af et hvidt kors på rød bund. Men er Danmark et kristent land? Herom spurgte Kristeligt Dagblad en række debattører forleden i forbindelse med, at Venstre havde understreget det i sit regeringsgrundlag.
Imam Fatih Alev mente, at udsagnet var selvfølgeligt, og havde i øvrigt ikke lyst til at ændre på det forhold. Det havde teologiprofessor Niels Jørgen Cappelørn til gengæld: ”Efter min mening skulle man give andre kirker og trossamfund nøjagtig de samme privilegier som folkekirken.”
Filminstruktøren Erik Clausen er ikke medlem af folkekirken, men til det nye nummer af Menighedsrådenes blad udtaler han, at stat og kirke bør høre sammen for folkets skyld. Hos Erik Clausen synes der at være en sans for, at alt, hvad vi tager for givet i vores kultur, er en frugt af kristendommen.
Cappelørn anfører i Kristeligt Dagblad, at ”det hører med til religionsfrihed, at der er religionslighed”. Men er sandheden ikke snarere den, at religionsfriheden er en følge af den kristendom, der sondrer mellem Guds og kejserens rige?
Det er der i alt fald mange idéhistorikere og teologer, der vil hævde. Eller hvad var det, Heinrich Böll engang sagde? Hvis kristendommen forsvinder, vil selv ateisterne komme til at længes efter den.
Så når regeringen fremhæver Danmark som et kristent land i regeringsgrundlaget, betyder det næppe, at Venstrepolitikerne regner sig for mere fromme og frelste, end folk er flest. Men det signalerer måske bare, at regeringen kender til en forkyndelse, der principielt skelner mellem Guds og kejserens rige, og at den vil modsætte sig en religiøsitet, der lige så principielt sammenblander religion og politik. Måske skulle man tøve lidt, inden man får gjort folkekirken til et tilfældigt kirkesamfund på linje med andre religiøse samfund i landet?
I øvrigt er der noget deja-vu over diskussionen. For lige præcis 20 år siden fik Venstre på sit landsmøde vedtaget dette punkt til partiets princip-program: ”Fællesskabet i det danske samfund bygger på det kristne livssyn med respekt for andres tro og holdninger.” Landsmødets tilføjelse vakte dengang bestyrtelse og fik chefredaktør Tøger Seidenfaden til at skrive i Politiken, at det var ”fremmedfjendskhed i kristne klæder”. Så krasbørstigt har ingen reageret på den nye regeringsgrundlag.
Til gengæld har udsagnet om ”Danmark som et kristent land” nok øget forventningerne til en revision af skolereformen, så der bliver bedre plads til konfirmandundervisningen fremover.
En kommentar i Kristeligt Dagblad af teologen Merete Bøye har vakt en vis opstandelse. Heri opfordrede hun et par af biskopperne til at bedrive mere teologi og mindre politik. Tre læserbrevsskribenter gik i onsdags her i bladet skarpt i rette med Bøye. Men her skal man nok ikke lukke øjnene for, at læserbrevsskribenterne samtidig sympatiserer med indholdet i biskoppernes udtalelser.
Jeg er således ikke sikker på, at læserbrevsskribenterne var gået i brechen for gejstlighedens ytringsfrihed, hvis den var blevet brugt til at plædere for en opsigelse af de internationale konventioner eller til en indstilling af familiesammenføringerne.
I Politiken advarer læsernes redaktør, Bjarne Schilling, avisens journalister mod at ventilere deres fordomme om Dansk Folkeparti på de digitale medier, fordi læserne dermed bliver i tvivl om journalisternes saglighed generelt. Og til Menighedsrådenes blad siger Aarhus' kommende biskop, Henrik Wigh-Poulsen, at det er vigtigt, at ”biskoppen træffer sine afgørelser uden at have særlige interesser eller forudfattede meninger om det ene eller andet”.
Ja, for biskopperne er jo med til at vejlede menighedsrådene i forbindelse med præsteansættelser, og menighedsrådene skal vel kunne være helt sikre på, at vejledningen er begrundet i saglige kriterier og ikke i, om ansøgeren deler biskoppens politiske ståsted?
Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter