Er danskheden blevet en ny religion?

Dansk kulturpolitik vægtes som aldrig før. Som er det en ny religiøs vækkelse, hvis ideologi bygger på kulturkanon samt en jantelovsagtig eksklusion af dem, der ikke menes at kunne identificere sig med danske kerneværdier, skriver underviser ved Islamisk Trossamfund

Dansk kulturpolitik er blevet til en religiøs vækkelse,  mener Bettina Meisner, som underviser ved Islamisk Trossamfund.
Dansk kulturpolitik er blevet til en religiøs vækkelse, mener Bettina Meisner, som underviser ved Islamisk Trossamfund.

VI BEFINDER OS i en ny formativ fase, hvor danskhed er et yndet diskussionsemne for politikere og i medierne. Dansk kulturpolitik vægtes som aldrig før. Som er det en ny religiøs vækkelse, hvis ideologi bygger på kulturkanon samt en jantelovsagtig eksklusion af dem, der ikke menes at kunne identificere sig med danske kerneværdier. Historisk har der aldrig været konsensus om indholdet i danskhed, det kan ikke entydigt defineres. Debatten fremstår, som en helt ny religion er opstået. Ja, ved nærmere eftertanke faldt Dannebrog jo også ned fra himlen.

Et nyreligiøst danskheds halleluja og amen er til at græde over, når man tænker på den ekskluderende retning, debatten har taget, man sætter integrationen stolen for døren. Ofrene for kontanthjælpsloftet lades i stikken, og senest er der opstået en idé om ændring af flaskepanten, fordi det menes, man ad den vej kan få østarbejdere til at finde andre græsgange. Det vil resultere i, at fattige, kontanthjælpsmodtagere, hjemløse og andre værdigt trængende ikke kan overleve dagen og vejen,hvor danske de end måtte føle sig.

Er det dansk næstekærlighed at forhindre dem i at overleve af resterne fra de riges bord? En trist sammenblanding af kultur- og socialpolitik. Landet, som ellers havde en velfærdsstat, der agerede rollemodel ude omkring i verden. En del af det at være dansk må nødvendigvis indbefatte, at de, der er ved muffen, magtmæssigt og økonomisk, har pligt til at have hjerte og øje for dem, der i ordets bredeste forstand er svagt stillede. Hvor var det lige den barmhjertige samaritaner blev tabt?

PROFETEN MUHAMMED HAR SAGT: Afslå ikke de fattige, selv hvis man kun kan bidrage med en halv daddel. Tag jer af dem, og Gud vil tage sig af jer.

Jeg kan sagtens forstå, man vil værne om Danmark og det danske. Det er kun naturligt, sådan er mennesket skabt. Man bliver da trist, hvis ens land falder bag om af dansen. Og stolt, når der vindes OL-guld.

I Koranen står der ”I mennesker! Vi skabte jer af mand og kvinde, og Vi gjorde jer til folkeslag og stammer, så I kunne genkende hinanden.” (49, 13). Gud har med andre ord skabt os som forskellige folkeslag, for at vi skal kunne komplementere, ikke ekskludere hinanden.

Den australske forfatter og sygeplejerske Bronnie Ware har i sin bestseller ”Regrets of the Dying” (Den døendes fortrydelser) skrevet: Den hyppigste fortrydelse den døende har er, at de ville ønske ”de havde haft modet til at leve livet i overensstemmelse med deres eget selv og ikke efter, hvad andre forventede”.

Efter min mening burde det være danskhed i en nøddeskal: retten til at leve sit liv i overensstemmelse med egen identitet, natur og væren sig selv. Ikke at tvinges til at leve på forlangende af overmagten af andre. Forudsat den danske lovgivning overholdes og respekteres, og den enkelte gør sit for at bidrage. Med barmhjertighed og medmenneskelighed synes jeg danskheden skal formateres.8

Bettina Meisner er læreruddannet og underviser ved Islamisk Trossamfund.

Dansk kulturpolitik er blevet til en religiøs vækkelse,  mener Bettina Meisner, som underviser ved Islamisk Trossamfund.
Dansk kulturpolitik er blevet til en religiøs vækkelse, mener Bettina Meisner, som underviser ved Islamisk Trossamfund.
Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto