Morten var værkfører på en fabrik. Gennem nogen tid havde der været blod på afføringen en gang imellem. Han slog det hen med, at det sikkert bare var hæmorider eller en rift. Men det blev ved, og det blev værre. Så gik han til lægen, der viderehenviste ham til hospitalets tarmafdeling.
Diagnosen blev fastslået efter ganske få undersøgelser: Han havde modermærkekræft inde i endetarmen. Den kræftform optræder som oftest i huden, men kan også dukke op på indre slimhinder og i øjet. Tit er den meget ondartet og kræver omgående fjernelse.
I Mortens tilfælde havde den allerede bredt sig til leveren. Han blev opereret og kom i kemobehandling. Men han tabte i vægt, følte sig træt, havde mavesmerter og diarré. Efter få uger begyndte han at få ondt i arme og ben, og scanning viste, at kræften havde bredt sig videre til knoglerne. Nu blev han sat i forbindelse med det palliative team og fik morfintabletter. Indlæggelse på hospice blev omtalt som en ikke så fjern mulighed.
Uden ydre anledning opstod der pludselig et pinefuldt brud i venstre overarm. Han kunne ikke opereres, og smerterne vedvarede trods en stor gipsbandage og morfintabletter. Morten havde fået nok. Han vidste godt, hvad klokken var slået. Han bad flere forskellige læger om aktiv dødshjælp, men blev afvist.
Så gik han ud i en lille skov og skød sig i hovedet med sit haglgevær. Men problemerne med armen gjorde formentlig, at skuddet ikke ramte ordentligt, og han kom styrtende ud på åben mark med blodet sprøjtende til alle sider.
Det var midt om vinteren. Han løb råbende rundt på den frosne mark, blødende rødt i den hårde, skorpede sne og døde først, da ambulancen ankom.
Er det ikke et kynisk samfund, der overlader sine mest lidende medlemmer til deres skæbne
Svend Lings er tidligere overlæge, forfatter, ph.d.