Er folkekirken andet end perlegrus og kirkekoncerter?

Diakonien drukner i vældet af kirkekoncerter og højmesser, som er mere fornøjelse, end det gør godt, mener Jesper Rønn-Simonsen

Kirkekoncert i Randers. Folkekirken bruger for mange penge på musik, mener dagens debattør.
Kirkekoncert i Randers. Folkekirken bruger for mange penge på musik, mener dagens debattør. Foto: Richard Sylvestersen/.

Jesper Rønn-Simonsen er udviklingschef i Kirkens Korshær

ER FOLKEKIRKEN ANDET end højmesse, perlegrus og kirkekoncerter? Dette spørgsmål stiller Kirkens Korshær for tiden folkekirken, samtidig med at vi rækker hånden ud til endnu mere samarbejde og partnerskab.

Spørgsmålet er endnu en gang blevet relevant, da det viste sig, at sognekirkerne blot bruger et mindre millionbeløb af det samlede budget på 6,2 milliarder kroner på diakonalt arbejde.

For naturligvis har folkekirken andre opgaver end diakoni, men vi må fastholde folkekirken på dens diakonale forpligtelse.

En gennemlæsning af Det Nye Testamente vil hurtigt afsløre, at det handler meget om at hjælpe mennesker i nød og knap så meget om kirkekoncerter og perlegrus. Dette misforhold må vi påpege over for en folkekirke, der må og skal bevare sin relevans i en bredere del af vores samfund.

LÆS OGSÅ: Det duelige menneske formår også at træde til side

For der er opgaver nok at tage fat på i diakonien. Antallet af danske hjemløse er steget med 16 procent fra 2009 til 2013, mens antallet af unge hjemløse i alderen 18 til 24 er steget med hele 79 procent i samme periode.

Samtidig er andelen af fattige efter regeringens officielle fattigdomsgrænse mere end fordoblet fra 2001 til 2011, hvor 47.400 levede under fattigdomsgrænsen.

Det kan være svært at vide, hvor man skal gå i gang med det diakonale arbejde. Derfor har vi også de diakonale organisationer som for eksempel Kirkens Korshær. Ofte hører vi fra kirker, at de ikke behøver tage sig af diakonien, for det har vi jo organisationerne til. Det svarer i mine ører til at sige, at man ikke behøver være god mod andre, for det er der andre, der er.

For i valget af, hvordan man prioriterer midlerne, ligger der et ægte etisk valg: Ét økonomisk valg er implicit et fravalg af noget andet. At øge omkostningerne til kunst er i samme moment at fravælge en mindre ombygning, et konfirmandarrangement eller hjælpen til udsatte medmennesker. Mange inter-esser skal varetages, og her efterlyser vi en balance.

For hjælpen til vores næste tager tid og koster penge. Den barmhjertige samaritaner havde som bekendt et godt hjerte, men det alene havde ikke været nok til lignelsen. Han havde også tid til at tage sig af sin næste og penge til at pleje ham og betale herberget for opholdet. Uden dette ingen hjælp.

Og tid er som bekendt i dag også penge, særligt når det drejer sig om tid fra kompetent fagpersonale til for eksempel at hjælpe mennesker med psykisk sygdom og misbrug.

I Kirkens Korshær ønsker vi i videst muligt omfang samarbejde med den danske folkekirke. Derfor indbyder vi også folkekirken til partnerskaber om det sociale arbejde i Danmark.

Vi vil gerne fortælle menighederne om den nød, der vitterligt er i Danmark i dag, og samtidig give dem mulighed for at støtte varmestuer, herberger og andet socialt arbejde.

For ja, folkekirken skal bestemt være højmesse, perlegrus og kirkekoncerter men diakonien bør have en langt mere fremtrædende rolle end i dag.