Er folkekirken en interesseorganisation?

Bertel Haarder (V) taler for, at folkekirken kan bruges langt mere effektivt i de tyndt befolkede områder og dermed bidrage til at løfte Danmarks vækst. Her ses Årby Kirke i Kalundborg Kommune. Foto: Jørgen Bausager / Scanpix Denmark

Som landet ligger, er det oplagt, at også kirken skal bidrage til at rette op på samfundets skævvridning. Men er kirken gearet til at klare den opgave?
Viggo Mortensen

Folkekirken kan bruges langt mere effektivt i de tyndt befolkede områder og dermed bidrage til at løfte Danmarks åndelige vækst, skriver Viggo Mortensen

Da Finn Slumstrup og jeg for 14 måneder siden tog initiativ til netværket ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes land 2.0 ”, og da vi udgav bogen af samme navn seks måneder senere, så skrev og talte vi ikke om kirken og dens bidrag til udkantsproblematikken.

Det er jo egentlig mærkeligt, al den stund at vi begge er optaget af dette og i flere sammenhænge siden har talt om kirken på landet. Set i bakspejlet kan det godt undre - også mig.

Men sandheden er, at vi ikke tænkte på det. Og hvorfor ikke? Jeg tror, det er, fordi vi havde og har et begreb om folkelighed, som omfatter kirken. Fordi det er en folkekirke, vi har, er og skal den på det mest intime være forbundet med folkeligheden. Derfor, når folkeligheden er under forvandling, så må også folkekirken reagere. Ikke som en særlig interesseorganisation, men som en integreret del af folkeligheden.

Derfor har vi også siden reflekteret over, hvordan man på nutidens vilkår får skabt en folkelig bevægelse, der kan bidrage til øget bevidsthed om den katastrofale udvikling, der har ført til den grasserende skævvridning af Danmark.

Nu har kirkeminister Bertel Haarder (V) taget initiativ til at rette op på dette forhold. I artiklen ”Folkekirken er et landsdækkende flagskib. Også i Udkantsdanmark” (i Kristeligt Dagblad den 24. november) og i en journalistisk artikel fra samme dag taler han for, at folkekirken kan bruges langt mere effektivt i de tyndt befolkede områder og dermed bidrage til at løfte Danmarks vækst.

Og på Kirkeministeriets hjemmeside har man samlet et inspirationskatalog med eksempler på samarbejde mellem kirke og civilsamfund. Her finder man mange mest traditionelle initiativer lige fra oprettelse af en strikkeklub til samarbejde om affaldsindsamling.

Og det er alt sammen godt nok, selvom heller ikke jeg kan sige mig fri fra en rygmarvsreaktion i retning af at protestere, når nu også evangeliets forkyndelse, som det alene er kirkens opgave at tage vare på, åbenbart skal bidrage til at løfte Danmarks vækst.

Hvis der havde været tale om åndelig vækst, så ja. Men den økonomiske?

Jeg kan ikke komme bort fra, at kirkeministeren med disse initiativer bærer ved til en udvikling, hvor kirken bliver set på som en af mange andre foreninger, der skal varetage specielle gruppers interesser, og som derfor skal samarbejde med ligesindede.

Og det kan godt være, at vi er derhenne. Men folkekirken har stadig sin egen paragraf i Grundloven (paragraf 4), der fremstiller den som en samfundsbærende institution på linje med den lovgivende, dømmende og udøvende magt.

Det er et det nutidige dilemma, som folkekirken er stedt i: Er den en konfessionelt bestemt samfundsinstitution, der principielt omfatter hele befolkningen og sørger for samfundets sammenhængskraft, eller er den klub for særligt interesserede med specielle religiøse behov?

Som landet ligger, er det oplagt, at også kirken skal bidrage til at rette op på samfundets skævvridning. Men er kirken gearet til at klare den opgave? Det vil i hvert fald kræve, at man tænker anderledes. Den fremherskende præste- og kommunekirke kan ikke gøre det. Så skal man til at tænke kirke som netværk - og det på alle niveauer.

Menighedsrådet skal, langt mere aktivt end det ofte er tilfældet, række ud efter partnere og forsøge at trække dem ind for tydeligt og konkret at vise, at man deler skæbne med de mennesker, man bor iblandt. Man må blive fortalere for lokalsamfundet og ikke lade sig forskrække, hvis man i første omgang bliver mødt med nogle forbehold.

Også præstens person bliver vigtig. Hun eller han kan ikke længere skjule sig bag en embedsmandsautoritet. Den er mistet, og er den afløst af en lønmodtagermentalitet, så bliver det ikke bedre.

Præsten må i langt højere grad se sig selv som en ressourceperson for hele sognet. Det kan ikke nytte noget at isolere sig, men man må dyrke de sociale og lokale relationer. Det lykkes kun, om man er lidt af en ildsjæl, som det hedder nu om dage.

Jamen, det er vi ikke uddannet til, vil præsterne sige. Og deri har de ret. Derfor må den teologiske uddannelse og efteruddannelse reformeres med henblik på at få noget mere iværksætterkultur ind i uddannelsen.

I grunden er det ikke nyt. Tidligere kaldte man som regel den del af det præstelige virke for ”det folkelige arbejde”. Og det har altid været efterspurgt, at præsten udførte sit arbejde med autenticitet og integritet.

Selvfølgelig må der foretages nogle strukturelle tilpasninger. Nogle vil sige, at slaget om landet er tabt. Men man skal ikke for tidligt give op. Udviklingen kan vende. Og de steder, hvor det er tabt, er det tid at vinde et nyt.

Kirken har meget, der taler for den. Den er lokalt forankret, nærhedens sidste bastion. Den har bygningsmassen, kulturarven, historien og traditionen på sin side. Nu handler det kun om at bruge det, sætte det i spil; bruge det forhåndenværende; lade præsterne udvikle sig, invitere andre ind og tænke kreativt med nye grupperinger og få langt flere frivillige engageret i sagen.

Viggo Mortensen er professor emeritus fra Aarhus Universitet