Folkekirken er ude af trit med sin samtid

For en dansker anno 2015 kan det virke noget besynderligt, at folkekirken kan rumme en præst, der under dække af sin tro optræder som homofob, men ikke en præst, der tvivler på Jesu fysiske opstandelse, skriver religionssociologi Louise Amlani Rasmussen

Hvis folkekirken vil væk fra den spiral af frafald og faldende dåbstal, den er inde i, bør den nok tage bestik af de værdier og den virkelighed, de fleste danskere opererer ud fra, mener Louise Amlani Rasmussen. Modelfoto.
Hvis folkekirken vil væk fra den spiral af frafald og faldende dåbstal, den er inde i, bør den nok tage bestik af de værdier og den virkelighed, de fleste danskere opererer ud fra, mener Louise Amlani Rasmussen. Modelfoto. . Foto: Paw Wegner Gissel.

I FORÅRET 2012 afviste en nordjysk præst at begrave en lesbisk kvinde til stor smerte for blandt andre den efterladte livspartner.

Hændelsen medførte lidt røre i pressen, en tjenstlig samtale for præsten og en efterfølgende, offentlig undskyldning. Derefter døde sagen ud, og de interne dønninger i folkekirken var så vidt vides beskedne.

I vinteren 2015 skaber sognepræst Per Ramsdal stor virak ved at afvise Jesu opstandelse i fysisk forstand. I medierne har forskellige repræsentanter for folkekirken henholdsvis undsagt og forsvaret Ramsdal, der har været krav om fyring, og han sendes nu på ”teologisk efteruddannelse”.

Sammenholdes folkekirkens reaktioner på de to forløb, kan det for en dansker anno 2015 virke noget besynderligt:

En præst, der under dække af sin tro og sit folkekirkelige virke optræder som en homofob med manglende dømmekraft og uden format som lokalsamfundets sjælesørger, kan folkekirken godt rumme. Det er tilsyneladende kun det omgivende samfund, der insisterer på, at professionelle ikke bør bruge deres virke som løftestang for forskelsbehandling af folk med anden seksuel observans end dem selv.

En præst, der italesætter det usandsynlige i, at Jesus rent faktisk genopstod i fysisk forstand - et emne, det øvrige samfund i stigende grad har været diskuteret siden oplysningstiden - er derimod lige ved at tvinge folkekirken og i hvert fald præsten selv i knæ.

Det kan være svært at forstå, at det at sætte spørgsmålstegn ved et for de fleste teoretisk, religiøst dogme skulle være mere problematisk end at udskamme og traumatisere familiemedlemmer til et afdødt menneske.

Personligt mener jeg, at få ting fra et kristent perspektiv kan være værre end den nordjyske præsts frontalangreb på kristne hjørnesten som næstekærlighed og afstandtagen fra at dømme.

Folkekirkens reaktion på de to episoder vidner om en organisation, der har en anden opfattelse. Den åbenbarer sig som en institution, der er ude af trit med sin samtid og ikke kan eller vil forstå, hvilket værdimæssigt kompas, den gennemsnitlige dansker navigerer efter.

Med sin forskellige håndtering af de to sager signalerer folkekirken, at den hellere vil lukke sig om sig selv og dyrke de teologiske dogmer, der mestendels er relevante internt i organisationen, end den vil tage bestik af sin samtid.

Spørgsmålet er så, om folkekirken skal tage disharmonien med det øvrige samfund alvorligt og gå sin egen faglige kultur og teologiske vægtning efter i sømmene? Bør folkekirken med andre ord repræsentere en humanistisk og samtidig tolkning af kristendommen eller en klart defineret og dogmatisk religiøs retning?

Man kan argumentere for, at folkekirkens præster er fageksperter, der qua deres faglighed er forpligtet til at tage de mere komplekse, teologiske diskussioner og derfor ikke bør forfalde til en udvandet teologisk lære defineret af samtidens arbitrære normer.

Men hvis folkekirken gerne vil bevæge sig væk fra den spiral af frafald og faldende dåbstal, den er inde i, bør den nok tage bestik af de værdier og den virkelighed, de fleste danskere opererer ud fra.

Det betyder slet ikke, at man skal være til fals for populisme og modeluner. Men det betyder, at folkekirken må tage sin opgave som sjælesørgende og folkelig institution alvorligt ved på en relevant og tidssvarende måde at reflektere det samfund, den er en del af.

Folkekirken har aldrig været teologernes kirke. Den er og skal være folkets kirke.

Louise Amlani Rasmussen, cand.mag. i religionssociologi, fuldmægtig, Struenseegade 47, 3., København N