Dagmar Bork, sygeplejerske, Slagtergade 55,Haderslev, har skrevet indlægget.
På Fårevejle Højskole opførtes på hvert elevhold hundrede vordende sygeplejeelever hvert halve år en enakter, der hed Teknikken, omsorgen og sygeplejen, skrevet af en norsk sygeplejerske. De optrædende var en patient og repræsentanter for de tre hovedingredienser i både tidligere og moderne sygepleje.
I begyndelsen af stykket var teknikken, omsorgen og sygeplejen langt fra hinanden, bundet i egen selvtilstrækkelighed. Hver især argumenterede for deres egen holdning til, hvad der måtte være det vigtigste i plejen.
LÆS OGSÅ:Borgmestre vil have flere robotter og mere velfærdsteknologi i ældreplejen
Patienten havde en enkelt replik, hvor hun bad om noget at drikke. Til at begynde med lød svaret: Noget at drikke? De har overhovedet ingen væskemangel!; teknikken dominerede. Men som det heldigvis gik, kom både omsorgens og sygeplejens stemmer igennem. Stykket sluttede med, at de tre fandt sammen i et fælles mål med rent bogstaveligt patienten i centrum.
Når dette lille optrin, som eleverne opførte på Sygeplejehøjskolen, er dukket op i mine tanker, skyldes det en række oplevelser, jeg har haft i forbindelse med min ældre søsters indlæggelse på forskellige sygehuse. Lad det være sagt som det første: Der var megen omsorg i plejen fra enkeltpersoner, men alt for mange ubehagelige oplevelser for både patient og pårørende. Jeg skal nævne enkelte.
Da min søster på et tidspunkt blev indlagt akut, var jeg med i ambulancen. På afdelingen blev hun af Falckredderne lagt i en seng, og jeg ordnede diverse praktiske ting. Vi så ingen plejepersoner. Efter to timers forløb spurgte min søster: Mon de ved, jeg er kommet?.
Ja, man kunne nok få sin tvivl, og der kom da heller ingen på stuen, før jeg havde anmodet om det. Det var en oplevelse, der fra begyndelsen vakte frygt for et videre forløb. Klokkesnoren blev ikke monteret ved sengen, så muligheden for at kalde var udelukket, bortset fra, at jeg naturligvis kunne fæstne den, så den var inden for rækkevidde. Emnet Modtagelse af ny patient burde genopfriskes på den pågældende afdeling med understregning af, at her begynder patientens tillid eller det modsatte at fæstne sig.
En anden episode var, at der ved overflytning fra et sygehus til et andet ikke fulgte en sygeplejejournal med. Det betød, at ingen vidste noget om, hvad patienten kunne klare i de forskellige situationer. Ingen anede, at min søster var næsten blind og var ude af stand til at gå, medicinen blev ændret ved, at daglig smertestillende medicin uden videre blev seponeret.
Man vidste ikke, at patienten var i en ellers velreguleret smertebehandling, der naturligvis ikke skulle ophæves og da slet ikke uden erstatning med andet præparat. Man blev ikke klar over det elementære, at den ældre patients hæle skulle skånes for tryk. Heldigvis lykkedes det min søsters datter og mig at sikre frie hæle.
En alvorlig fejl var, at man ikke lyttede og derfor ikke blev klar over, at min søster ikke magtede at sidde oppe i en stol i mere end højst to timer. Det var en trist oplevelse at komme på afdelingen og opleve, at patienten havde siddet oppe i mere end fire timer; var jeg ikke kommet på besøg, ville det have strakt sig over endnu længere tid.
Min søster var stærkt klagende på grund af smerter, af almen svaghed og ikke mindst af angst. Klokkesnoren hang ved sengen og var ikke fulgt med til stolen. Da jeg straks anmodede personalet om at få min søster bragt i seng, lød svaret: Ja, ja, nu skal vi først have maden serveret. Jeg kan heller ikke glemme den nat, hvor min søster ringede til mig klokken to om natten og bad mig kontakte afdelingen hun havde ingen klokkesnor inden for rækkevidde.
Er der ingen gode ting at nævne? Jo, men det er så utrygt at have oplevet disse ting, at de fæstner sig og nok lidt fortrænger den gode og omsorgsfulde pleje, der også forekom: at blive hos den bange patient, at række hende sin hånd, at sikre at hun lå godt, at hun var smertefri og havde sit kaldesignal, og at høre sygeplejersken sige Du dskal bare ringe, hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Den moderne teknik i nutidens sygepleje er et gode og sikrer hurtig kommunikation, så der også kan handles hurtigt. Men omsorgen? Er der tid til den? Er den en selvfølge i dagens sygepleje, eller optræder den kun sporadisk? Jeg er ret sikker på, at de fleste afdelinger har en velformuleret målsætning for plejen. Måske skulle man med mellemrum gennemgå dette og spørge sig selv: Lever vi op til dette?.