Er regeringens kirkepolitik mere eller mindre Konstantin?

Kirken må godt få frihed, når den bare først har gjort, hvad staten vil, lyder regeringens parole. Det er et markant udtryk for repressiv tolerance, skriver Jens Ole Christensen

Tegning: Peter M. Jensen.
Tegning: Peter M. Jensen.

Regeringen har siddet et halvt år. Og det er en passende lejlighed til at stoppe op og spørge: Hvad er det for en kirkepolitik, der bliver ført?

I mit hoved har spørgsmålet udkrystalliseret sig: Er regeringens politik mere eller mindre Konstantin? Et spørgsmål, der kan gives et ret forvirrende svar på.

LÆS OGSÅ
: Sareen: Der er absolut ingen planer om at skille stat og kirke

Til de læsere, der har glemt kirkehistorien, skal jeg oplyse, at Konstantin var den romerske kejser, der i 325 gjorde kristendommen til statsreligion. Dermed opstod en alliance mellem stat og kirke, som dominerede i Europa helt op til moderne tid: Staten beskytter kirken, og kirken leverer ideologi til staten. Over de seneste par århundreder er denne alliance gået mere eller mindre i stykker over hele Europa. Måske mindst her i Danmark, hvor vi trods den bløde betegnelse folkekirke har den mest udprægede statskirkeordning på kontinentet.

For at begynde i signalpolitikken: Når den nuværende ligestillings- og kirkeminister på sit julekort ønskede Seasons greetings i stedet for Glædelig jul, så er det mindre Konstantin. Selvom eksemplet er i småtingsafdelingen, afslører det, at kirken i mindre grad er leverandør af ideologi til staten, og at det er vigtigt for Manu Sareen (R) at rumme anderledes troende i et pluralistisk samfund. Herunder ateister. Sympatisk nok og jeg kan godt se grundene til, at staten holder sig neutral men det er altså en ændring af århundreders tradition.

LÆS OGSÅ: Kirkeminister sender religionsneutrale julekort

Modsat: Når samme minister kalder sig selv for folkekirkens chef, er det i den grad mere Konstantin og vidner om en usædvanlig grad af binding mellem stat og kirke. Og måske om uvidenhed om, hvordan man plejer at formulere sig i kirken.

I forlængelse af dette lover ministeren endog homoseksuelle par, at de kan booke kirker og restauranter til bryllupper fra Valdemarsdag den 15. juni og frem. Det sker vel at mærke allerede, inden biskopperne har fremlagt et ritual eller bare sendt et forslag til høring. Gad vide, om kejser Konstantin havde vovet at overtage bisperollen i den grad. Det er lige ved at blive mere Konstantin end Konstantin.

SÅ ER DER FORSLAGET om at afskaffe store bededag, som skal drøftes i forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger. Det forslag skal Manu Sareen retfærdigvis ikke have skylden for, men sagen er illustrerende for spøgsmålet om mere eller mindre Konstantin.

Forslaget peger i begge retninger. På den ene side lugter det af mindre Konstantin, fordi der bliver en kirkelig helligdag mindre, som samfundet ligger (relativt) stille på.

På den anden side lugter det af mere Konstantin, for er det staten, der skal bestemme, hvornår kirken fejrer sine højtidsdage?

Personligt har jeg ikke så meget i klemme i forhold til store bededag. Den er og bliver en pudsig konstruktion i kirkeåret og i sin tid indført af politiske hensyn og ikke kirkelige.

Men trepartsforhandlingerne kan blive et wake-up call for os i kirken. Det er lejligheden til at forstå, at vi ikke fremover kan læne os op ad staten: Hvis staten afskaffer store bededag som fridag, er gudstjenestedagen i kirken jo ikke automatisk nedlagt. Staten kan immervæk ikke forbyde os at bede på den dag!

Trepartsforhandlingerne kan således blive anledning til, at en meget gammel tradition genoplives: I kirkens første århundreder holdt de gudstjenester på almindelige arbejdsdage søndage tidligt om morgenen og sent om aftenen. Og den periode var ikke kirkens mindst frugtbare, for Helligåndens kraft er ikke afhængig af statens støtte. Så det er ikke nødvendigvis i kirkens interesse, at den konstantinske epoke forlænges.

Og hvem ved, hvornår en regering afskaffer påsken i ligestillingens navn? Den er jo dybt diskriminerende over for muslimer, buddhister og ateister. Den dag vil vel selv de mest veltilpassede af biskopperne fatte, at man ikke i alt kan følge statens lovgivning.

Det sidste eksempel i dette forvirrende billede er, at Manu Sareen den 16. april ved en konference på Christiansborg tager hul på spørgsmålet om en ny styreform for kirken. Formodentlig en mere selvstændig styreform og dermed et tegn på en fremtid med mindre Konstantin.

Men rækkefølgen af begivenhederne er påfaldende: Først har regeringen optrådt som knaldhamrende meget Konstantin i sagen om homoseksuelle vielser. Derefter tager den hul på en afvikling af den konstantinske epoke.

Den mest ubehagelige udlægning er, at det er et markant udtryk for repressiv tolerance: Kirken må godt få frihed, når den bare først har gjort, hvad staten vil.