Eritrea: Det skulle have været så godt

Eritreas uafhængighedskrig førte i 1993 til løsrivelse fra Etiopien. Dengang var der frihed og høj moral hos eritreerne. Det har ændret sig siden, og nu er regimet stærkt undertrykkende. Hvorfor gælder det næsten altid, at revolutioner "æder deres egne”, spørger Ole J. Hartiling

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

ERITREA HAR UDVIKLET SIG til et skånselsløst diktatur, som stadig flere flygter fra. I år er der kommet mange flygtninge til Skandinavien, især Sverige.

I oktober udarbejdede Udlændingestyrelsen en rapport fra en fact finding-mission til Eritrea. Den fastslog, at flygtninge fra Eritrea kunne vende hjem uden frygt. Konklusionen var mig en fuldstændig gåde.Jeg har i de senere år som medlem af Amnestys lægegruppe undersøgt torturoverlevere fra Eritrea. De beretter om et stærkt undertrykkende regime, hvor ingen tør tale frit, hvor der sker fængslinger og interneringer uden dom, hvor mennesker forsvinder, og hvor tortur, voldtægt og andre overgreb udføres af magthaverne.

Efterfølgende er rapportens konklusioner blevet undsagt fra mange sider inklusive deltagerne i selve missionen. Der har været en vidtstrakt omtale i medierne - også her i avisen. Forløbet omkring rapportens tilblivelse fremstår så besynderligt, at der må være brug for en fact finding-mission til Udlændingestyrelsen selv.

I årene 1961-1991 førte Eritrea en indædt uafhængighedskrig, som i 1993 førte til løsrivelse fra Etiopien. Det er blevet kaldt den glemte 30-årskrig. Det lille land var i begyndelsen ikke spået mange chancer. Etiopien blev anset for at være militært langt overlegen og blev støttet først af USA og siden af Sovjetunionen. Men eritreerne blev båret frem af frihedstankerne. De havde et fælles mål. De menige deltog i beslutninger, og gennem hele frihedskrigen var styrkerne og hjemmefronten præget af en høj moral.

Da verdenssamfundet gennem FN endelig accepterede uafhængigheden, tydede alt på, at frihedsidealerne ville bane vejen for et samfund af ranke og stolte mennesker og med den laveste korruption på det afrikanske kontinent.

Sådan begyndte det. Det kunne have været så godt. Optimismen var stor, og verdenssamfundet roste landet. Der var under og efter krigen samling om frihedskampens leder, Isaias Afewerki, som blev præsident. Han var oprindeligt demokratisk indstillet og havde lovet frie valg, når der var ro i landet.

Men det blev der ikke. Der udbrød i 1998 en grænsekrig omkring en lille landsby, og nye krigsudbrud har ulmet lige siden. Moralen i hæren er i dag en helt anden. Der er tvungen værnepligt, soldaterne behandles hårdt og vilkårligt, og der sker seksuelt misbrug af de værnepligtige kvinder.

JEG BESØGTE ERITREA i 2003 og 2005, hvor jeg sammen med andre fra Amnestys lægegruppe underviste læger og politifolk i retsmedicin, medicinsk etik, menneskerettigheder og international humanitær lov. Den gang var der endnu frisind og vilje til at bringe landet fremad. Dagen var lys, også i den smukke hovedstad, Asmara, med de mange art deco-bygninger og det gode klima.

Men mørke skyer trak op. Censur og vilkårlige fængslinger var begyndt i 2001, og bare i årene fra 2003 og til 2005, hvor jeg genså landet, fornemmede man, hvordan mismodet var vokset. Jeg mødte en eritreisk juraprofessor, som var uddannet på Harvard i USA og havde undervist i Boston. Han var vendt hjem til sit land under frihedskrigen, som han havde deltaget i.

Det havde ændret hans liv. Han var som mange andre hjemvendte grebet af den fælles begejstring. Landet ville blive et frit og oplyst samfund. Nu var han bekymret, men mente alligevel, at de demokratiske kræfter fra frihedskrigen var så stærke, at de ville slå igennem, når fjendtlighederne med Etiopien var endeligt bilagt.

Men det er ikke sket. Frihedsrettighederne er tværtimod blevet stadigt mere indskrænkede, og i dag holdes befolkningen i et jerngreb af frygt. Afewerki er fortsat præsident - nu landets diktator - og man må antage, at han og den øvrige magtelite slet ikke ønsker freden. Derved kan de fastholde værnepligten og den undtagelsestilstand, som har hersket næsten lige siden befrielsen.

DET ER IKKE FØRSTE GANG, historien kan berette om, at krænkelse af menneskerettighederne sker med henvisning til landets overlevelse. Undtagelsestilstand betyder netop, at menneskerettigheder og frihedsrettigheder kan suspenderes med henvisning til en højere nødvendighed.

”Ve, mit elskede land” er en bedrøvet titel på en bog om Sydafrika. Den er skrevet i 1948 af den sydafrikanske forfatter Alan Paton. I løbet af ret få år er eritreerne blevet fortrykte og fortvivlede.

Paradoksalt betragtes Afewerki fortsat som den store frihedshelt. Men han er ikke nogen Mandela.

Mandela var undtagelsen fra den regel, at nye herskere fortsætter det tyranni, som de bekæmpede. Hvorfor gælder det næsten altid, at ”revolutioner æder deres egne”? Hvorfor er magt i sig selv så korrumperende? En uafhængighedskamp kan holde op fra den ene dag til den anden, men en frihedskamp må fortsætte. I de senere år har det ikke været muligt i Eritrea.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen