Den 20. marts skriver Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblad: ”“alle religioner skal kunne tåle kritik og satire. Også hele vejen ind i klasseværelset.”
I denne holdning gemmes den dybere forståelse for Sørine Gotfredsens position i værdikampen. Det indlysende modargument er, at en religion ikke kan tåle kritik og satire, det kan kun mennesker. En måske banal indvending, men ikke desto mindre helt afgørende for forståelsen.
Sørine Gotfredsen taler ikke om mennesker, men om begreber og som regel nogle meget firkantede af slagsen. Når tegningerne, nok inklusive grisen, skal præsenteres i klasseværelset, drejer det sig for Sørine Gotfredsen om retten til religionskritik.
Folk på den anden side i værdikampen tænker på eleverne og indføler sig i de muslimske børn, der skal sidde og se på, at deres tro og dermed de selv bliver forhånet. Og man indlever sig i den del af de muslimske elever, der er utilpassede og konfliktsøgende. Det er ikke vanskeligt at forudsige deres oplevelse. For ikke at tale om, at eleverne generelt skal lære, at kritik og satire også kan være forhånelse, og at det er noget, man skal kunne tåle.
Sørine Gotfredsen vil måske anholde, at jeg også taler om forhånelse, hvor hun kun skriver kritik og satire, men igen ser vi skismaet. Kritik og satire er objektive begreber, mens ordene forhånelse og krænkelse knytter sig til en oplevelse hos den enkelte.
Hvis man ikke vil tænke i mennesker, kommer man aldrig til at forstå, hvordan en person som Omar El-Hussein - så frustreret og forrået, at han ikke engang kunne være medlem af en indvandrerbande - ville føle sig dybt krænket af satiren. En forhånelse af den eneste, han har en vis respekt for, nemlig hans profet.
I hans endimensionale os og dem-tænkning er det igen-igen en besked fra de hvide om, at han er uønsket, mindreværdig og æreløs. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig udviklingen herfra gennem radikalisering til terror.
Men Sørine Gotfredsen vil ikke tænke i mennesker og slet ikke på Omar på denne måde. Hun mener, at man fratager ham hans skyld og fjerner fokus fra ”islams potentielle destruktivitet”. Som om man ikke både kan fasthold Omar i hans personlige skyld og samtidig forsøge at afdække ham som menneske og terrorist. Igen de polariserede begreber enten-eller. Omar må ikke forstås som Omar, men hans udåd skal udelukkende ses som en realisering af islams destruktive potentiale.
Den primitive tankegangs benyttelse af generaliseringer, helt på linje med Omars måde at tænke på. Dan, som står vagt foran synagogen er ikke Dan, men i kraft af sin religion knyttes han til, hvad Omar forstår som jødedommens destruktive potentiale, som det udfoldes i Israel. Alle jøder er ens, og ifølge Sørine Gotfredsen er alle muslimer ens, knyttet som de er til religionens destruktive potentiale. Muslimer er ikke mennesker, de er repræsentanter for en destruktiv religion. Sørine Gotfredsen taler om venstresidens ”socialkonstruktivistiske puslespil, hvor muslimer primært er, hvad vi gør dem til”. Vi vender lige pilen 180 grader!
Der hersker ingen tvivl om, at Sørine Gotfredsen er en væsentlig bidragyder til skærpelse af værdikampen. Med en tænkning, der er præget af abstraktioner og generaliseringer, hvor det hedder enten-eller, os-dem, og hvor man savner åbenhed, nysgerrighed og empati, forhold, der er helt nødvendige, hvis man ønsker at erkende sin omverden, men det er jo lige det, Sørine Gotfredsen ikke vil. Hun har solgt sin erkendelsesfrihed til fordel for en klippefast tro på en højere dagsorden.
Sluttelig hedder det: ”For det er virkeligheden, der er altings prøve.” Tom snak, når man har besluttet, at man ikke vil erkende virkeligheden.
Niels Vogel, forfatter, Jyllandsgade 7, Silkeborg