MANDAG DEN 8. JUNI hævdede Peter Erkmann i et debatindlæg her i avisen, at hvis ikke folkekirken tilpasser sig den nye virkelighed, smuldrer den som ”folkekirke”.
Ved at skrive ”folke-” i kursiv understreger han, at institutionen folkekirken vil adskille sig fra netop folket og stå tilbage som en elitær institution, medmindre den følger hans råd om at fjerne Gud fra, hvad han kalder ”Fortællingen folkekirken” og omdanne folkekirken til et ”rum” for blandt andet store livsbegivenheder og præsten til en professionel livsvejleder.
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke opfattelsen af folkekirken som en institution også spænder ben for dét projekt?
Jeg anerkender, at Peter Erkmann tydeligvis er ateist, selvom jeg på baggrund af hans indlæg har svært ved ikke at opfatte ham som det, jeg vil kalde en nødbremseateist: én, der finder det nemmere at forkaste Guds eksistens frem for at gå ind i den refleksion over livet og éns egen rolle i tilværelsen, som et liv i troen på den treenige Gud (og ikke bare ”en usynlig mand oppe i himlen”) indebærer og indbyder til. Med et udtryk lånt af Søren Kierkegaard kræver det en vis indøvelse i kristendom og er en livslang proces, som ingen nogensinde bliver færdig med.
Men ikke mindst kræver det deltagelse i gudstjenesten, hvor præsten hver uge på baggrund af et nyt kapitel i kirkeårets fortælling giver sit indspark til fællesskabets fortsatte refleksion og drøftelse.
Det sidste er et dobbelt krav: På den ene side må man som enkeltperson øve sig. På den anden side må man deltage i fællesskabet blandt andet som præstens forudsætning for at kunne forkynde og kommunikere relevant og vedkommende.
Altså er kirken ikke en institution, hvor præster som professionelle troende forvalter ”det med Gud” på folkets vegne og fastholder utidssvarende traditioner, men et levende fællesskab af folk - en folkekirke. Sådan vil det også være, selvom Gud bliver taget ud af fortællingen.
For hvis en præst skal leve op til Peter Erkmanns ønske om en humanistisk ceremonimester, som med ”overbevisning og personlig pondus [kan] sige et trøstens ord, indgyde håb og rådgive professionelt (“) ud fra et vedtaget værdisæt”, må der dialog til.
Ellers kan værdisættet ikke formuleres og vedtages, ligesom præsten/rådgiveren/ceremonimesteren ikke vil kunne formidle det med overbevisning og pondus. Og dialogen opstår kun, når mennesker mødes, uanset om de mødes om troen på Gud eller ej.
Så skal man pege på en udfordring, som nogle af folkekirkens præster møder, er det nok nærmere dét: At mange danskere opfatter folkekirken som en institution, som skal levere nogle bestemte ydelser i én eller anden tidssvarende form, fremfor som et åbent fællesskab af ”folk” med en levende interesse i at reflektere over livet sammen.
Og da jeg ikke kan læse Peter Erkmanns indlæg anderledes, end at han efterspørger fællesskab, kan jeg kun sige: Det er der, døren står åben, og præsten og menigheden vil hellere end gerne møde dig. Her får du måske endda teologien så meget på plads, at du bliver en kvalificeret ateist.
Jacob Bech Joensen, sognepræst i Virklund, Vesterlundvej 34 B, Silkeborg