Hjernøe: Et samspil mellem kultur og politik

Det var lærerigt oplagt at sammenligne festlighederne i Washington med festlighederne i Aarhus denne weekend

Den officielle åbning af Kulturhovedstad Aarhus 2017 var præget af forbilledligt opmuntrende taler af blandt andre Hendes Majestæt Dronningen, der stærkt understregede at dette at være dansk og international ikke må være hinandens modsætninger.
Den officielle åbning af Kulturhovedstad Aarhus 2017 var præget af forbilledligt opmuntrende taler af blandt andre Hendes Majestæt Dronningen, der stærkt understregede at dette at være dansk og international ikke må være hinandens modsætninger. Foto: Polfoto/DALHOFF CASPER.

Soldater, suppe, sæbe og sjælefrelse. Med disse nøgleord præsenterede Mikael Wandt Laursen søndagens transmission af gudstjenesten hos Frelsens Hær i Valby. Han mindede her om det halvandet hundrede år gamle motto for The Salvation Army: ”soup, soap and salvation”.

Der blev dermed peget på det livsbekræftende kristne forhold, at de uniformerede soldater i Frelsens Hær ikke er mobiliseret for at gå i krig.

Helt modsat er det hærens målsætning at bekæmpe sult, social nød, elendighed. Ikke med våbenmagt, men med eksemplets magt.

Billeder af ikke-voldige hærformationer i form af folkeskarer båret frem med og af vidt forskellige demonstrative virkemidler fyldte i lørdags tv-skærmene. I USA demonstrerede hundredtusindvis vredt mod den nyindsatte præsidents fordomsfulde holdninger.

I Aarhus begav titusindvis med helt modsatte hensigter sig ud i gaderne for med lysende bådformede smil og stort arrangerede musikalske indslag at markere en eksemplarisk vel gennemført åbningsfest, der bød velkommen til ”Europæisk Kulturhovedstad 2017”.

Lykkeligt fordi det hele forløb i ro og fred, og fordi den officielle åbning i Musikhuset Århus var præget af forbilledligt opmuntrende taler af blandt andre Hendes Majestæt Dronningen, der stærkt understregede at dette at være dansk og international ikke må være hinandens modsætninger.

Talen indeholdt en formulering, som USA’s nye præsident burde gøre til sin: ”Den lokale og nationale kultur skal bevares og udvikles i en stadig mere international verden. Vi må gerne være stolte af ’vores eget’, men vi bør være åbne over for inspiration udefra. Sådan som ’vores eget’ altid har været resultatet af et samspil mellem mange kilder”.

Det var i det hele taget lærerigt oplagt at sammenligne festlighederne i Washington med festlighederne i Aarhus. Iscenesættelserne var begge steder ikke alene præget af korsang, hornorkestre og appellerende taler. Der var også optræden af syngende solister.

I Washington fremførte den kun 16-årige Jackie Evancho tydelig nervøst den amerikanske nationalsang i forlængelse af indsættelsesceremonien. I Aarhus blev der helt anderledes frimodigt budt på musik og sang inspireret af både tyrkisk klingende og østeuropæisk rytmiske melodier samt ungdommeligt bigband jazz.

En broget sammensat forestilling, der på bedste måde levede op til Dronningens ord om ”et samspil mellem mange kilder”. Stor tak til forfriskende fremførte, fornyende indslag fra blandt andre Aarhus Symfoniorkester, Aarhus Jazz Orchestra, blokfløjtenisten Michala Petri og sangerinden Luna.

Som Dronningen også sagde: ”Kulturen er med til at give kommende generationer identitet, fællesskab og til at danne grundlag for et godt liv”.

Ja, sådan er det. Ved ethvert nærmere eftersyn er det et meget langt stykke kulturen, der støtter samfundet og dermed også erhvervslivet – ikke kun omvendt!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.