SELVOM DET ER forfatningsstridigt, turnerer Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan landet rundt og opfordrer folk til at stemme på regeringspartiet AKP. Det kommende valg i Tyrkiet kommer til at få stor betydning for, hvilken retning landet vælger at tage.
I 2002 overtog det islamisk funderede AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) regeringsmagten med løfter om en ”ren” regering ('ak' på tyrkisk betyder hvid eller ren), og i 2004 mente EU, at Tyrkiet ”i tilstrækkelig grad” havde opfyldt de såkaldte Københavnskriterier om demokrati, retsstatsforhold og menneskerettigheder til at påbegynde optagelsesforhandlinger.
Men siden hen er AKP-regeringens liberale tilhængere både i og uden for Tyrkiet blevet slemt skuffet. AKP-partiets ubestridte leder, Recep Tayyip Erdogan, er tit blevet citeret for at have sammenlignet demokrati med en sporvogn, som man kører med, indtil man når endestationen, og så stiger man af.
I så fald har Erdogan planer om at nå sit mål ved valget den 7. juni. Hvis AK-partiet får to tredjedele af pladserne i parlamentet, er det muligt for regeringen uhindret at ændre forfatningen og forvandle Tyrkiet til et religiøst diktatur.
AKP, som blev grundlagt i 2001, kom til magten i 2002 med lidt over en tredjedel af stemmerne, som blev øget til henholdsvis 47 procent og 50 procent i 2007 og 2011, og sidste år blev Erdogan valgt til præsident med 52 procent. Nu turnerer han så rundt og opfordrer befolkningen til at stemme på AKP, således at regeringen får 400 ud af parlamentets 550 pladser. I øjeblikket har den 312, og AKP vil få et chok, hvis partiet mod forventning får færre end de 276, der er nødvendige for at danne en flertalsregering.
TIL TRODS FOR de oprindelige løfter om liberal reform har Erdogan åbenlyst erklæret, at det er regeringens mål at opdrage en religiøs generation, og uddannelsessystemet er blevet ændret til fordel for de studerende på religiøse (”imam-hatip”) højskoler.
Der er planer om at indføre obligatorisk religionsundervisning allerede fra starten af grundskolen og undervisning i ”værdier” i børnehaven. Tørklædet er nu tilladt på universiteter og fra femte klasse samt på offentlige kontorer, men ikke i militæret, politiet og domstolene.
På den anden side er der et brat fald i antallet af studerende, der vælger at studere biologi, fysik, kemi og matematik på universiteterne.
Militæret er også blevet banket på plads efter en skueproces, hvor 331 officerer, inklusive flere generaler, blev fængslet i 2012, anklaget for kupplaner mod regeringen. Nu viser det sig, at beviserne var forfalskede, og Erdogan prøver at indynde sig hos militæret med en påstand om, at han ”blev ført bag lyset”.
Samtidig står det sløjt til med retsstatsforhold i Tyrkiet, ikke bare målt med antallet af journalister og regeringskritikere, som er blevet fængslet, men også med den måde, retssystemet er underordnet regeringens kontrol på.
Politiet er nu bemyndiget til at tillbageholde mistænkte alene på grund af ”en rimelig mistanke” frem for som tidligere ”en stærk mistanke baseret på konkrete beviser”. Efterretningstjenesten MIT har fået udvidede beføjelser, og er under premierministerens (læs: præsidentens) direkte kontrol.
SÆRLIGE straffedomstole er blevet oprettet til at retsforfølge regeringens modstandere, og ministre kan nu blokere enhver webside, der kan opfattes som en trussel mod national sikkerhed og offentlig orden.
Siden 2008 er 77.521 websider blevet blokeret, og 236 personer er blevet retsforfulgt for at have ”fornærmet” Erdogan, siden han blev præsident sidste august.
Freedom House i Washing-ton har i sin seneste rapport om pressefrihed betegnet Tyrkiet som ”ikke fri”, og klummeskribenten Mehmet Yilmaz har kaldt Tyrkiet et friluftsfængsel, hvor det er forbudt at tale og udtrykke sin mening.
Udenrigspolitisk har Tyrkiet i længere tid stået isoleret, og har trukket sine ambassadører tilbage fra Syrien, Egypten, Israel, Libyen og Yemen, og for nylig fra Østrig og Vatikanet efter deres anerkendelse af, at der var tale om folkemord på armenierne i 1915. Forsøget på at genetablere Det Osmanniske Rige med Tyrkiet i førerollen er kuldsejlet, og efter Tyrkiets vægring i kampen mod Islamisk Stat anser USA ikke længere Tyrkiet for at være en pålidelig allieret.
Både som premierminister og præsident er det lykkedes Erdogan med sin hadefulde retorik at dele Tyrkiet, således at vicepremierminister Bülent Arinc, som var medstifter af AKP, har indrømmet, at den halvdel af Tyrkiet, der ikke stemmer på regeringspartiet, nu hader dem, hvor der før var tale om respekt.
Samtidig har det vakt opsigt, at præsidenten har fået bygget et luksuøst nyt palads, hvor præsidentparret drikker en speciel te til 10.000 kroner pr. kilo i et land, hvor næsten en fjerdedel af befolkning lever i fattigdom.
Men Erdogan har et stærkt tag i den brede befolkning. Ifølge økonom Emre Deliveli er der flere millioner i Tyrkiet, som ville tro, at Jorden var flad, hvis de fik det at vide af Erdogan. Hvor stærkt et tag finder vi først ud af den 7. juni.
Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold både i dansk og udenlandsk dagspresse