DA JEG FOR NOGLE år siden fik til opgave at interviewe en af de mest reflekterede politikere på Christiansborg, kunne jeg ikke modstå fristelsen. En smule ude af kontekst greb jeg chancen og stillede et spørgsmål, som man løbende gennem livet vender tilbage til.
Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt menneskeheden mon bevæger sig fremad i visdom og civilisation. Bliver vi grundlæggende mere indsigtsfulde, som generationerne skrider frem, eller befinder vi os i en nogenlunde statisk indre tilstand?
Svaret lød ved denne lejlighed, at vi overordnet set faktisk står stille. At de gamle grækere så at sige har været det vigtigste pensum igennem, og mens vi i dag ved meget mere om klodens beskaffenhed, har fået kristendommen åbenbaret og med overvældende hast udvikler teknologi, har vi ikke som følende og tænkende væsner grundlæggende forandret os.
Man kunne tilføje, at dette står klart gennem oplevelsen af had som en tidløs kraft, og i de seneste to uger har den i særlig grad udfoldet sig. Vi har i den vestlige verden jublet over Osama bin Ladens død, og straks efter aflivningen udtrykte danske toppolitikere stor glæde over, at verdens mest berygtede terrorist var blevet skudt i sit hjem og dumpet i det store ocean.
IFØLGE statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er der håb om, at verden nu er blevet til et bedre sted, og det er en melding, der får én til at tænke sit. For det første, fordi den synes en smule naiv. Og for det andet, fordi oplevelsen af en politiker, der reagerer på en forbryders død ved udelukkende at fryde sig, er påfaldende. Ja, nærmest chokerende.
For dybest set er der tale om en blåstempling af had. Had og hævntørst. Følelser af den slags, man blev overmandet af i september 2001 ved synet af muslimer, der dansede sejrsdans i gaderne, efter at tusindvis af amerikanere var blevet dræbt i New York. Alt stod så klart. Det var dem og os, det gode og det onde, civilisation og primitivisme, og hævnfølelsen virkede retfærdiggjort. Så meget, at man kun havde lyst til at give sig hen til den og nyde fornemmelsen af for en sjælden gangs skyld at være berettiget til at hade.
Noget lignende er på spil nu. Jeg er ikke i tvivl om, at Osama bin Laden var ondere end de fleste, og der er bestemt tale om en dimension af dem og os og godt og ondt. Men det virker stadig malplaceret, at en statsminister stiller sig frem og blot udtrykker glæde.
Reaktionen må nærmest betegnes som uciviliseret, for hvordan kan han undgå at nævne, at overlagt likvidering altid er en frygtelig udgang på tingene?
Og hvordan kan han undlade at strejfe tanken om det sørgelige ved at leve i en verden, hvor vi er nødt til at dræbe mennesker iblandt os for at kunne holde den værste destruktion fra livet?
Statsministeren er den, der skal tale på hele folkets vegne og udtrykke den civiliserede tænkning, der så let kan drukne, når menneskene reagerer i flok. Det gjorde han ikke, og hans mulige efterfølger, Helle Thorning- Schmidt (S), gjorde det i øvrigt heller ikke.
I stedet mindede de os begge om, hvor svært det er at fastholde den etiske tænkning. For nok kan vi i teorien tage afstand fra hævntørst og skadefryd, men det ændrer ikke ved, at vi sekundet efter kan opfyldes af netop dette.
PLUDSELIG mærker man en antipati så ren og voldsom, at den næsten antager et skær af højere sandhed. Kraften retfærdiggør sig selv, og helt galt går det, når man begynder at mene, at det jo i virkeligheden er udtryk for den højere civilisation at kunne trække en voldelig grænse i mødet med det, der fremstår så entydigt ondt. Eftersom vi jo her mener at kunne identificere det gode.
Midt i alt dette skal nogen skal gå forrest og modsige flokkens absolutte bevægelse og insistere på selvbeherskelse. En statsminister skal være den, der tænker længere, og Osama bin Ladens død afslører, hvordan det blandt de øverste folkevalgte står til med denne nødvendige videre refleksion. I kølvandet på et blodigt og vel uundgåeligt politisk drab som dette lærer vi, om de formår at udfolde den, og desværre klarede de det ikke særlig godt. Derfor kan vi blandt andet ud af alt dette udlede, at hvis menneskeheden skal bevæge sig fremad i visdom og civilisation, er det vigtigt, at de mest magtfulde har format til at bane vej.
Ikke for en ubetinget glæde over, at det atter står klart, at menneskene er nødt til at slå ihjel for at værne om liv. Men for en besindelse på, at vi bør håndhæve den samvittighedens stemme, der er så absolut uundværlig. For at vi i det mindste kan forblive på det trin for civilisation, vi trods alt står på nu.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade