Det var forstemmende at opleve diskussionen mellem biskop Karsten Nissen og sognepræst Henrik Højlund i DRs Religionsrapport den 19. juni. Forstemmende, fordi Karsten Nissen tilsyneladende mener, at skismaet om de homoseksuelle vielser blot er en forskel i teologiske opfattelser. Men der må vel være en grænse for, hvor forskelligt man kan opfatte skrift og bekendelsesgrundlag, såfremt vi skal kunne kalde os en evangelisk-luthersk kirke.
Argumenterne fra tilhængerne af homoseksuelle vielser synes at være: Gud er kærlighed, og hans kærlighed viser sig i menneskers kærlighed til hinanden, og derfor kan to enskønnede elske hinanden lige så meget som to af forskelligt køn. Al kærlighed er altså af Gud og suspenderer alle menneskeskabte love og konventioner.
LÆS OGSÅ: Kampen mod tidsånden
Her skylder tilhængerne os en ordentlig definition af, hvad kærlighed er. For der er vel Guds kærlighed og menneskers kærlighed, og man kan for mig at se ikke bare slutte, at menneskers kærlighed er af Gud. Det er rigtigt, at Guds kærlighed suspenderer alt andet. Men at lade Guds kærlighed råde betyder faktisk, at man skal opgive alt sit eget for i stedet at give plads til Kristus, der som bekendt gav sig selv fuldt og helt for os.
Den kærlighed, der får kærestefolk til at ville giftes, kaldes forelskelse eller begær, og den er sjældent af guddommelig styrke. Bilder vi folk ind, at Gud er ophav til deres indbyrdes kærlighed, bliver det en kold dukkert den dag, ægtefællen har fundet en anden og skrider med det halve af indboet og vennekredsen. Så rakte Guds kærlighed i virkeligheden ikke så langt.
Og nu er vi ved kernen af det hele, fordi fortalerne for homoseksuelle vielser bestandigt påberåber sig Guds altopofrende kærlighed som det eneste gyldige argument. Men er det særlig kærligt at sige til de homoseksuelle, at selvom Gud tog imod dem i dåben som sine egne kære børn, så er det ikke helt rigtigt, før deres indbyrdes kærlighed er blevet bekræftet i kirken? Konsekvensen af dette er, at man gør ægteskabet til et sakramente, og det er noget af et nedslående budskab for alle dem, som ikke opnår den lykke at stå ved alteret som ægtefolk.
LÆS OGSÅ: Skotter vil have religiøse homovielser
Når den menneskelige kærlighed gøres til forudsætning for vielsen (hvilket den ikke er i den nuværende ordning), ser man endvidere sig selv som en, der kan kræve noget af Gud under påberåbelse af sin helt særlige, smukke kærlighed. Det kan ikke rummes i en evangelisk-luthersk kirke, som har gjort op med gerningsretfærdigheden.
Indførelsen af homoseksuelle vielser er altså et opgør med både dåben og retfærdiggørelseslæren, noget ganske centralt i vores kirke, og hvordan man kan gøre dette til et spørgsmål om forskellige teologiske synspunkter, er mig en gåde. For dette er vel det mest opbyggelige i vor tro: at vi blev Guds børn i dåben, og at vor egen dyd og gerning ikke hjælper os til frelse. Den er udelukkende Guds gode og uudgrundelige gerning mod os. Nu kan vi fortjene Guds nåde ved at forelske os. Det er dog et trist evangelium.