JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg lader øjnene glide ned over siden med dødsannoncer.
De vedkommer mig. Endnu er det ikke mange fra min egen generation, der fylder spalterne. Et bevis på liv, kan man sige, at man endnu ikke fin‑ der sit eget navn under gennemlæsningen.
Min far døde som 81-årig. Det var en alder, om hvilken han oftest sagde, når han læste jævnaldrendes dødsannoncer: Ak ja – han skulle ikke blive gammel.
Men han blev jo altså i almindelig opfattelse ret gammel, og hans hele og rige liv – rige i overført betydning – blev fejret godt og grundigt, med tårer, kram, blomster, taler, salmer og sange, flere tårer – og ikke så få latterbrøl.
Det var utroligt helende i forhold til os, hans efterladte, og vores sorg, at vi fik lov til denne proces, at vi hørte historierne – en del kendte vi, nogle hørte vi for første gang. At vi undte os selv den oplevelse. At vi undte andre den.
Jeg har oplevet nærtståendes død og afskeden med dem flere gange, siden min far døde i 2001, og jeg har også oplevet venners og bekendtes død.
Jeg foretrækker så klart at få lov at være med i en samling om den døde. Ikke nødvendigvis efter ”Emma Gads Regler for Afsked med Pårørende”, hvis de findes. Men en eller anden samling af familie og venner.
DET ER ALTSÅ RET SVÆRT, det der med at læse, at ”bisættelsen har fundet sted” – hvis man gerne ville have sagt farvel i den samlede flok. Eller ”højtideligheden slutter ved graven”. Der er man allermest knuget. Til trods for opstandelsesordene, så er det allertungest, lige der ved jordpåkastelsen.
Selvfølgelig altid sværest for den eller de efterladte, der ikke orker at samle. Og det er jo deres valg.
Vælger man det, fordi man er bange for, at der ikke kommer nogen? Fordi der var kvaler i familielivet? Fordi sorgen er for tung?
Det kan være en kæmpe gave til de efterladte med det samlede billede, der opstår, når venner, kolleger og fjernere slægtninge kommer med til en afsked og fylder på mindetanken.
Eller, når det er et barn eller et ungt menneske, at vi er mange, der er med til at vise omsorg for det forældrepar, der har mistet. Viser, at det ikke er os ligegyldigt, at deres barn ikke fik lov at blive 81 år eller mere.
Det kan hænde, at man vælger den løsning, fordi man synes, at der mangler penge til at traktere følget?
Ja, og måske skal vi så være bedre til at markere over for hinanden, at det, der gælder, det er samværet.
Selve højtideligheden bliver jo ikke dyrere af, at der er flere i kapellet. Og gravkaffen, den kunne vi jo bidrage til i fællesskab, som i gamle dage. En kande kaffe og en pose småkager, en tærte eller en pizza og så af sted til fællesskabet om det levede liv.
En gammel talemåde lyder: Det var en god begravelse, men der var for få rødbeder. Men den holdning kunne vi jo ændre. Tag da for filen selv rødbeder med.
Vores døde er værd at mindes i fællesskab. Alder ufortalt. På godt og ondt. Til heling og eftertanke. Til gråd og latter. Til trøst.
Forslag til dødsannoncetekst (og hvis det er for dyrt, så sæt den i stedet på Facebook):
”Bisættelsen finder sted om en uge, og alle er velkomne – tag selv kaffe og kage og instrumenter og billeder og gamle festsange med – vi samles i lejligheden og sidder på stole, ølkasser og gulvet, til vi har været omkring det hele og er i balance eller noget, der ligner.”