DER ARBEJDES i disse måneder på en amerikansk-europæisk frihandelsaftale, og alt andet lige vil det være en fordel med færre handelshindringer. Barrierer har det med at gøre varer dyrere end nødvendigt.
Et noget upåagtet element i drøftelserne er, at USA kræver, at EU accepterer en mekanisme, der forkortes ISDS Investor-State Dispute Settlement. Det handler om at løse de konflikter, der måtte opstå mellem en international investor og det land, som denne har investeret i.
LÆS OGSÅ: EU-forslag kan give USA indflydelse på danske love
Det lyder som en mekanisme, der er logisk at have, og det er forståeligt, at investorer vil have nogle garantier for, at deres investeringer ikke går tabt som følge af drastisk ændrede vilkår som ekspropriation eller nationalisering.
PROBLEMET ER imidlertid, at disse mekanismer synes at række langt videre og kan gøre en stat erstatningspligtig, hvis der på mindste måde ændres i investorernes vilkår. Eksempelvis er Australien blevet afkrævet erstatning af tobaksfirmaer for at beslutte at skrive sundhedsadvarsler på cigaretpakkerne med en påstand om, at det forringer deres indtjening.
Mekanismen ISDS lå nemlig i den amerikansk-australske frihandelsaftale AUSFTA, som den ligger i TPPA (Trans-Pacific Partnership Agreement), ligesom den er en del af Nafta (North American Free Trade Agreement). USA beskytter de amerikanske firmaers interesser.
Det kan man ikke fortænke USA i, men man må undre sig over, hvad andre stater går med til. Et særkende ved ISDS-mekanismen er, at afgørelserne om eventuel erstatning typisk træffes af et panel af erhvervsfolk og at staterne ikke kan indbringe afgørelserne for en rigtig domstol. Ved negative afgørelser skal de blot betale ved kasse ét.
Man kan indvende, at stater/regeringer må sige ja til, hvad de finder rigtigt, men helt så enkelt er det ikke. Ved at acceptere en så markant investorbeskyttelse gør regeringen det svært for sig selv at stille skærpede krav til arbejdsmiljø, forureningsbekæmpelse eller tiltag med sociale hensyn.
MAN BEHØVER IKKE at være finansminister for at se, at det kan blive dyrt at varetage sine borgeres interesser, hvis internationale investorer kan møde op med erstatningskrav på ethvert grundlag.
I Argentina måtte staten af med store erstatninger for at sætte loft over vand- og elektricitetspriser et tiltag for at mindske de sociale konsekvenser af finanskrisen.
Jeg er ingenlunde blind for, at regeringer skal tage rimelige hensyn til investorers interesser, men jeg føler, at regeringer i alt for høj grad er villige til at bøje sig og ofre egne borgeres interesser. Det kan ikke passe, at hensynet til investorers indtjening er et hensyn, der står over alle andre.
ISDS-mekanismen kan som idé føres tilbage til 1966 til en facilitet i Verdensbanken (ICSID), som kan hjælpe med at løse udeståender, og det bør også erindres, at der i FN i 1980erne var en institution, der forsøgte at hjælpe udviklingslande med at undgå at bliver kørt over af transnationale selskaber.
For der er ikke noget galt i, at der skal findes rimelige aftaler mellem stater og investorer. Problemet er, at der øjensynligt indgås urimelige aftaler, som kommer til at stå i vejen for, at landene i højere grad end nu kan leve op til for eksempel bedre menneskerettigheder samt miljø- og klimabeskyttelse.
Der er derfor brug for mere internationalt fokus på, hvad der foregår i den økonomiske sektor. Det bør FN have støtte til at se meget mere indgående på, og på kort sigt må man i EU nærlæse, hvad fællesskabet er ved at skrive under på!
Ole Olsen, medlem af FN-forbundets bestyrelse,Munkesøvej 21B, Roskilde