"Derfor Danmark frygt kun ikke (...) frygt er ej af kærlighed," lød det fra prædikestolen ved folketingets åbningsgudstjeneste den 6. oktober i Christiansborgs Slotskirke. Under påskud af evangeliets ord, ”Frygt ikke, jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”, blev Danmarks politikere belært om, at de ikke må være bange for at lukke indvandrere ind i landet af frygt for islamisering og terror.
For ”kærlighed fordriver frygten”, som biskop Marianne Christiansen prædikede. Alt imens potentielle terrorister passerede landets grænse i ly af den massive flygtningestrøm, der utvivlsomt øger problemerne med integration, radikaliseringen af en del unge med muslimsk baggrund og en overrepræsentationen af indvandrere i kriminalitetsstatistikkerne.
En måneds tid senere ramte terroren atter de parisiske gader. Et syrisk pas udstedt i falsk navn er fundet ved et af attentatsmændenes lig; han havde en måned forinden passeret den græske grænse på sin vej mod Europa.
Nej, der er så sandelig ingen grund til at være varsom med at lade grænserne stå pivåbne. For ”Frygt ikke kære folkevalgte”, var biskoppens ord, som mange velmenende mennesker har hørt som en god kristen prædiken, der i virkeligheden var en politiserende prædiken fra første side af Det Radikale Venstres partiprogram. Der er i sig selv ikke noget galt med at forkynde frygtløshed, tværtimod, men Marianne Christiansen holdt en ulden og selvmodsigende tale, blandede teologi og psykologi sammen og forkyndte den politiske frygtløshed.
Men De Radikale dyrker jo også en anden Gud, nemlig den utopi, der aldrig går i opfyldelse. Biskoppen hævder netop, at kærligheden er kommet i ”miskredit”, fordi vi har ”delt verden op i den realistiske verden, hvor det kun er tal og vold og magt, der styrer, og så reserveret kærligheden til de nære forhold, til dem, vi godt kan lide. Dér i det nære kan vi være flinke og rare, men ude i den virkelige verden er det kun kolde kontanter, der tæller. ”
Den realistiske verden? Er det ude ved de fremmede, som vi er onde ved? Og kærligheden er kommet i miskredit? Vil det sige, at kærligheden har fået det ringere ved stramning af asylpolitikken?
Det, biskoppen antyder, er, at den politik, der føres overfor udlændinge er ukærlig og hun glemmer, at når vi bekymrer os om de ”nære forhold”, er det, fordi vi har et ansvar for fædrelandet.
Biskoppen fortsætter, at vi skal ”forholde os til andre menneskers nød, selvom vi ikke havde planlagt det, ikke lige har plads eller tid eller penge og hellere ville have hygget os med dem, vi kender og bedst kan lide.”
Dermed sagt, at vi skal kunne rumme indvandrere, og så kommer Jesus ind med buddet om næstekærlighed og redder flygtningepolitikken. For ”frygt findes ikke i kærligheden”, citerer biskoppen fra Det Nye Testamente, og forklarer at ”meget liv og meget politik er styret af frygt og frygten for frygt.”
Den frygt, biskoppen taler om, er af den mentale slags, altså psykologisk , men evangeliet er ikke terapeutisk medicin, og hvis man vil leve i en verden uden frygt, må man gå til psykolog. Evangeliet siger til den frygtsomme ”frygt ikke” - det er Ordet der bærer den, der frygter, men det ophæver ikke den reelle og velbegrundede frygt for, at indvandringen øger risikoen for terror.
Hvis politikerne tog præstens prædiken med til forhandlingsbordet på Christiansborg, vil det gå som Edmund Burke konkluderede: Alt der kræves for, at ondskaben kan triumfere er, at gode mennesker intet gør.”
Ja, når den gode mand lukker øjnene for ondskaben, får den frit løb iblandt os. For den onde benytter sig af sin allersnedigste taktik, frister og forleder mennesket til at tro, at han er uskadelig eller slet ikke eksisterer.
Biskoppen prædikede imod virkeligheden, som den nu engang er, og attentatet i Paris minder om, at vi ikke lever et fjendeløst menneskeliv i et fjendeløst samfund. Så kan det godt være, at fjenden låner andres uimodståelige skikkelser og går tilsyneladende fredeligt rundt iblandt os som ”fredens religion” og forleder os til at tro, at frygten er ubegrundet. For selvfølgelig er der noget at frygte, selvfølgelig skal man beskytte sit fædreland, hjem, kvinder og børn og drage i krig om nødvendigt.
Biskoppen pådutter nogle (hvem?) fordomme om frygten for det fremmede og ukendte for så at lade evangeliet ”frelse” os fra den frygt. Men vi skal frygte (altså stole på) Gud mere end mennesker. Det vil sige: ansvaret er absolut, fordi det er ansvar overfor Gud.
Derfor giver evangeliet os ikke en politisk løsning med -og slet ikke på, hvordan vi undgår at frygte massiv indvandring- for ansvaret bliver til ved at blive taget op og båret af den enkelte i kampen mod sin egen synd og med friheden fra Gud.
At gøre evangeliet til et politisk program for, hvordan vi overvinder den virkelige og reelle frygt for masseindvandring og terror, er at bruge prædikestolen til at tage ansvaret fra den enkelte og erstatte det med præstens bedste borgerlige råd.