Evangeliet rummer godt nyt for alle mennesker

"Evangeliet rummer godt nyt for alle mennesker, som ikke alene har mødt, men også erkendt grænsen for, hvad man selv kan udrette. Det er et vilkår, at vi ikke er guder eller som Gud." Foto: Christian Lindgren / Scanpix Denmark

Evangeliet rummer godt nyt for alle mennesker, som ikke alene har mødt, men også erkendt grænsen for, hvad man selv kan udrette
Henrik Bang-Møller

At være som et barn over for Gud er altså ikke en barnagtighed. Det er en frihed og frimodighed, hvori der skænkes os kræfter og overskud til at vokse os større i hengivenhed over for hinanden, skriver sognepræst Henrik Bang Møller

”At leve er - krig med trolde

i hjertets og hjernens hvælv.

At digte - det er at holde

dommedag over sig selv.”

Når man digter, bringer man sig i forbindelse med følelser og tankekræfter, der som Gud kan være allestedsnærværende og råde over kolossale kræfter.

Som den alvidende fortæller i en roman bliver digteren i eventyret, poesien og megen overspændt politik og ideologi almægtig og umådeholden i omgangen med virkeligheden. Hvilket ikke sjældent i historien har ført til frygtelige overgreb. Stik modsat dét, man i tanken, digtet eller ideologien ønskede og følte for.

Den indbildte almagt er en fristelse, som ondskab lokker selv meget gode, kærlige og elskværdige mennesker med - mennesker, som med deres tanker, ideologier og utopier vil erobre hele verden og menneskeheden. Men som skæbnesvangert overser og måske ligefrem skader det medmenneske, som befinder sig lige foran en, og som forgæves forsøger at påkalde sig opmærksomhed, hjælp og omsorg.

Evangeliet rummer godt nyt for alle mennesker, som ikke alene har mødt, men også erkendt grænsen for, hvad man selv kan udrette. Det er et vilkår, at vi ikke er guder eller som Gud. Og al synd stammer i sidste ende fra, at vi på trods af dét vilkår alligevel prøver at være som Gud og tiltage os magt over andre og os selv, som alene tilkommer Gud.

Og i den konkurrence er vi ikke alene dømt til at tabe, men hvad der er langt værre: at gøre andre mennesker ondt og af og til ydermere ubodelig skade. Vil vi kæmpe med guder og Gud, er det, som når elefanterne slås: Så trædes græsset. Men vi er heller ikke store elefanter! Men mennesker slet og ret. Med begrænset magt.

Man kan derfor godt som menneske først erkende sig selv som synder og fortabt og dernæst trække umådeholdne veksler på Guds nåde, barmhjertighed og tilgivelse.

I tilgivelsen sættes kræfter fri. Ikke for at blive udløst ufokuseret over den samlede menneskehed, men for at blive forløst i mødet med dét menneske - ansigt til ansigt, hånd i hånd, mund til øre - over for hvem jeg har al den magt, der skal til for at gøre den helt store forskel.

Det er den på én gang dybe hemmelighed og åbenlyse sandhed bag det at være synder og derved altid at besidde retten til at være som et barn over for den nådige Gud: at det sætter i frihed til at handle med de begrænsede kræfter, vi menneskebørn har fået tildelt - tildelt til at gøre godt, at elske hinanden uden forbehold, at tilgive, at bære hinandens byrder, at trøste, støtte og vejlede, at være lemmer på hinanden, hvorved vi som kristen menighed og samfund er del af Kristi krop.

Derfor blev Gud menneske og født som et lille barn i en krybbe. Derfor måtte Jesus Kristus som Guds egen synlige kærligheds- og barmhjertighedserklæring lige så synligt afklæde sig sin almagt for i afmagten at stå lige med os, hans over alt elskede skabning.

Almagten uden for tid og rum måtte gå ind i tiden og rummet og al dens begrænsning for at kunne udløse sin kærlighed ansigt til ansigt med hver enkelt synder.

At være som et barn over for Gud er altså ikke en barnagtighed. Det er en frihed og frimodighed, hvori der skænkes os kræfter og overskud til at vokse os større og mere modne i kærlighed og hengivenhed over for hinanden. Og over for vores himmelske Fader.

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen