Derfor erklærer jeg mig Facebook-fri

Når du opretter en Facebook-profil, skriver du under på at ville arbejde ulønnet for koncernen, som tjener trillioner på at videresælge private informationer om sine brugere, skriver Klavs Birkholm

Facebooks årsomsætning på 86 trillioner danske kroner er kun mulig, fordi 1,4 milliarder mennesker har valgt at arbejde gratis for koncernen ved at oprette en profil og dermed give Facebook adgang til værdifulde data, skriver Klavs Birkholm.
Facebooks årsomsætning på 86 trillioner danske kroner er kun mulig, fordi 1,4 milliarder mennesker har valgt at arbejde gratis for koncernen ved at oprette en profil og dermed give Facebook adgang til værdifulde data, skriver Klavs Birkholm. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Scanpix.

VED EN forskningskonference faldt jeg i snak med et par yngre kolleger fra et andet universitet. De havde hørt mit bidrag til konferencen, og nu ville de gerne ”connecte mig på Facebook”. Men jeg har aldrig været i kontakt med Facebook-koncernen, forklarede jeg dem; faktisk afslutter jeg alle mine e-mails med at erklære mig Facebook-fri.

Tydeligt konsternerede spurgte de to unge kvinder som i kor: Jamen, hvordan får du så venner? Har du måske lagt din profil på nogle dating-sites? Endnu et hårrejsende eksempel på det omsiggribende akademiske dannelsestab.

Facebook, Inc. er et privatkapitalistisk selskab, der lever af at indsamle private informationer om brugernes forbrugsvaner og forbrugsdrømme og herefter videresælge disse informationer til virksomheder, der kan anvende dem til målrettede salgsfremstød. Selskabets værdi anslås lige nu at være 277 trillioner danske kroner (40.184 milliarder amerikanske dollars). Årsomsætningen er 86 trillioner, årsindkomsten netto er 34 trillioner kroner.

Hvordan genereres disse Joakim von And-lignende pengemængder? Koncernen har kun 10.082 ansatte (maj 2015), hvilket betyder, at hver eneste ansat repræsenterer en årlig omsætning på omkring 8,5 milliarder kroner! Et drømmescenario for enhver iværksætter og aktieindehaver.

DEN FÆNOMENALE BUNDLINJE kan imidlertid kun lade sig gøre i kraft af, at 1,4 milliarder mennesker har valgt at arbejde gratis for koncernen. Det er de såkaldte ”brugere”, som uophørligt genererer den information, virksomheden lever af. Hver gang nogen opretter en Facebook-profil, skriver vedkommende under på at ville arbejde ulønnet for koncernen.

Man ser det overalt: Dér, på det samme torv, står en børsmægler i jakkesæt, en smart yngre kvinde på shopping, en universitetslærer i fløjlsbukser og en HR-chef i stram nederdel. De står få meter fra hinanden, men de ser alle ned mod deres skærm og betjener Facebook. De benytter deres fritid til at arbejde gratis for en global pengemaskine. De tilhører den nye almue.

Begrebet almue er her i Danmark knyttet til den folkelige rejsning i sidste halvdel af 1800-tallet, da bønderne dannede andelsselskaber og byggede højskoler, fordi de ville være myndige. Et folkestyre forudsætter, at folket ikke er forkuet. ”Fra almue til folk” kalder vi netop det afsnit af danmarkshistorien. Senere i 1900-tallet kom også fagbevægelsen til at spille en afgørende rolle, for det er også en del af at være myndig, at man får en ærlig løn for et ærligt arbejde.

Kan man i dag tænke sig noget mere forkuet end den nye Facebook-almue? De har opgivet folkestyret for at kunne hygge sig med private billeder af sig selv og deres fester. Desværre har man indtryk af, at folkestyret heller ikke ligger den magthavende elite meget på sinde - i eliten er man mere til djøf end til myndighed.

Politikere fra højre og venstre bilder sig ind, at de ”udnytter” Facebook til at fremme deres egen sag. Det er blålys. De bidrager kun til at udbrede det nyliberale budskab om, at vi alle har godt af at arbejde gratis, for det lærer man også og ”får erfaringer” af.

Unge mennesker uden dannelse tror, at man er ”reaktionær”, hvis man vælger Facebook fra. Det forholder sig lige modsat: Man insisterer på sin myndighed.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk