Handicappede har ret til at se deres børn

©PHOTOPQR/LE PROGRES/Yves SALVAT - SAINT ETIENNE LE 08 10 2007 - ILLUSTRATION

"Prøv at se det fra barnets synspunkt. Forstil dig, at din mor har en hjerneskade. Vil du gerne undgå al kontakt med hende. Vil det være det bedste for dig aldrig at se hende?" siger Marianne Søndergård. Foto: Yves SALVAT/PHOTOPQR/LE PROGRES

Tænk, hvis vi havde et samfund, som ønskede forskellighed. Og mangfoldighed. Et samfund, som forstod at støtte op om de udfordringer, vores liv giver os. Et samfund, som ikke kun betragtede mennesker ud fra økonomiske betragtninger.
Marianne Søndergård

En mor med handicap mistede i april retten til at være mor for sit barn. Barnet skal bortadopteres med tvang. "Er det virkelig sådan, vi ønsker at behandle vores medmennesker?" spørger Marianne Søndergård

Skal det være fremtiden i Danmark, at udviklingshæmmede ikke kan få lov at være forældre?

Prøv at se det fra barnets synspunkt. Forstil dig, at din mor har en hjerneskade. Vil du gerne undgå al kontakt med hende. Vil det være det bedste for dig aldrig at se hende?

Hvis jeg var barnet, ville jeg ønske en livslang kontakt med min mor. Også selvom hun er handicappet. Og måske især, fordi hun er handicappet.Jeg tror, at mennesker med et udviklingshandicap kan give noget helt særligt. Måske kan de ikke alt - men hvem af os kan det? Måske kan de lære os mere, end vi tror. Måske lære os tid og ro. Nærvær. At leve i nuet. At smile og kramme. At være, som vi er. At vi er værdifulde, uanset hvad vi kan.

At blive set som dem, vi er og ikke som det, vi kan. Det er gode forældre, der lærer deres børn det.Man bør kigge på mennesker som mennesker. Se de ressourcer, de har - og støtte dem i de ting, de har svært ved eller ikke kan. Måske kan mennesket med udviklingshandicap ikke være fuldtidsmor. Måske kan hun kun magte at besøge sit barn en gang imellem. Men det diskvalificerer hende ikke til at være mor. Hun er blot mor på en anden måde, end vi er vant til.

Men vi vil så gerne sætte mennesker i ”båse”, og vi lever i et samfund, hvor der ikke længere ses på menneskelige værdier. Ja, der følger et stort ansvar med at være mor. En ansvarlighed, som et menneske med udviklingshandicap nok ikke kan udleve på samme måde som andre, men det betyder jo ikke, at samfundet skal beslutte at skære alle biologiske bånd.

SOM SAMFUND vil vi gerne bestemme over hinanden og ikke mindst svage grupper i vores samfund, herunder mennesker med handicap. Samfundet ved, hvad der er bedst for vores mennesker med handicap og glemmer at kigge på det enkelte menneske. Kigge på mennesket, lytte til menneskets ønsker og drømme - og støtte op om menneskets behov for hjælp.

Tænk, hvis vi havde et samfund, som ønskede forskellighed. Og mangfoldighed. Et samfund, som forstod at støtte op om de udfordringer, vores liv giver os. Et samfund, som ikke kun betragtede mennesker ud fra økonomiske betragtninger.

Vi er blevet så fokuserede på, at alt skal kunne betale sig. Og vi skal vælge den billigste løsning. Med stor respekt over for det enkelte menneske og i dette tilfælde barnets tarv burde vi som samfund tage vores del af ansvaret og tilbyde løsninger, der binder familier stærkere sammen i stedet for at skille vigtige og gode familierelationer ad.

Marianne Søndergård er landsleder i Kristelig Handicapforening