I KRISTELIGT DAGBLAD har der i den seneste tid været artikler og debatindlæg om de overlagte mord, nogle familier i nogle tilfælde begår på familiemedlemmer, typisk unge døtre, som ikke vil finde sig i at blive tvangsgiftet, eller som selv finder en kæreste, familien ikke vil godkende.
Disse mord kalder artikelforfatterne - som almindeligt desværre er - for æresdrab. Jeg mener, det er at gå mordernes ærinde at bruge denne legitimerende betegnelse. Ordet ”ære” står på næsten alle sprog for noget ophøjet, og ordet ”drab” er ikke ubetinget negativt ladet. Det kan forsvares i visse ekstreme situationer - selv Gandhi har udtrykt denne opfattelse.
Derfor får brugen af ordet æresdrab disse handlinger til at stå som noget retfærdiggjort, ja, ligefrem rosværdigt, og det synes jeg ikke, disse modbydelige forbrydelser fortjener. Motivet er meget langt fra noget med ære, langt snarere med forfængelighed, hykleri, magtsyge, mandschauvinisme og kvindeundertrykkelse at gøre. For ikke at tale om de tilfælde, hvor en familiefar for penge eller anden ydelse reelt har lovet sin datter bort til en anden mands søn og derfor frygter repressalier, hvis ”handelen” ikke går i orden.
Hvis man vil bekæmpe disse usle forbrydelser, og det mener jeg afgjort, man skal, kunne det være en velegnet - ja nødvendig - begyndelse, hvis journalister og debattører holdt op med at bruge de forherligende betegnelser æresdrab og æresforbrydelser. Det vil være et hensigtsmæssigt led i bekæmpelsen af disse handlinger at give dem en anden betegnelse, der helt tager det glorværdige af dem. Måske noget i retning af familiemord?
Den, der bruger betegnelserne æresdrab og æresforbrydelse, er reelt på gerningsmændenes parti.