JEG ER FØDT I DANMARK for knap 38 år siden, og mine forældre og deres forældre igen, og så videre ned igennem tiderne er alle danskere. Jeg har arbejdet og betalt skat, siden jeg var 12-13 år. Jeg er i fast arbejde nu. Jeg er altså en helt almindelig dansker med en helt almindelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Den eneste forskel på mine naboer og vores familie er, at jeg har giftet mig med en udlænding fra et land uden for EU.
Når man gifter sig med en udlænding fra et ikke-EU-land, er der et selvforsørgelseskrav. Jeg skal både kunne forsørge min mand og mig selv. Ikke i den forstand at vi selv synes, vi lever rimeligt, men i den forstand, regeringen fastsætter. Det betyder, at jeg blandt andet ikke må modtage kontanthjælp eller revalidering.
Jeg kan selvfølgelig som dansk statsborger søge om og modtage kontanthjælp, men hvis det sker, vil min mands næste ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen blive afvist. Og hvis valget står mellem kontanthjælpen og familien, er det i praksis det samme som at være afskåret fra det. Hvis jeg vil leve sammen med min mand og mine børn, kan jeg ikke modtage kontanthjælp.
Min mand og jeg mødtes i Brasilien for 10 år siden til en fest på det universitet, vi begge gik på. Efter et par år blev vi gift i Danmark, og siden da har vi boet sammen her i Danmark. Vi har stiftet familie, og min mand har fået godkendt sin uddannelse som psykolog. Desværre har han ikke haft held til at kunne leve af at praktisere som psykolog i Danmark.
Han har arbejdet som ufaglært på bar, på fabrik og på lager. Han har arbejdet som frivillig, taget ekstra kurser og sendt omkring 1000 ansøgninger. Han har bare ikke landet noget fast arbejde endnu. Og så længe min mand ikke har et fast job på mindst 30 timer om ugen i minimum fire år, kan han ikke søge om permanent opholdstilladelse, og i al den tid er hans kone (mig) sat uden for døren, når det kommer til vores alle sammens sociale sikkerhedsnet.
JEG HAR IKKE NOGET ØNSKE OM at modtage kontanthjælp, men jeg er ydmyg og realist og ved, at enhvers liv kan tage en uheldig drejning, hvor langtidssygemelding eller -ledighed kan medføre, at man i sidste ende havner på kontanthjælp. Her er det så bare, at jeg vil møde en lukket dør.
Jeg har valgt at gifte mig med en mand, der tilfældigvis ikke er indehaver af et europæisk pas, og derfor er hans kone afskåret fra noget, alle andre danskere kan modtage – nemlig kontanthjælp.
Jeg synes ikke, at det helt hænger sammen, at det er min mand, der skal opfylde kravene til permanent opholdstilladelse, men det er mit sociale sikkerhedsnet, der er huller i.
Om min mand skal have ret til sociale ydelser som kontanthjælp er en helt anden diskussion. Han betaler godt nok lige så meget i skat som alle andre, men han har ikke boet her hele sit liv, og derfor kunne man godt argumentere for at have en slags karensperiode, før han får adgang til kassen. Den karensperiode gælder bare for os begge to, og den gælder, lige indtil han får permanent opholdstilladelse.
Så hvor lang tid skal jeg stå uden for døren – 5 år, 10 år, 15 år, hvad er rimeligt? I disse år, hvor skiftende regeringer igen og igen strammer reglerne for permanent opholdstilladelse, bliver perioden, hvor jeg er sat uden for det sociale sikkerhedsnet, længere og længere. Jeg betaler stadig det samme i skat som alle andre. Jeg kan ikke lade være med at føle, at mit ægteskab, min mand, vores familie på den måde er mindre værdsat af staten Danmark end alle andre ægteskaber, hvor der kun findes europæiske pas.
Louise Ydemann Duarte er international koordinator, familiesammenført siden 2009.