Fantasiløse kirkelukninger

Tænk stort i stedet, skriver tidligere biskop Jan Lindhardt

Ålholm Kirke, Valby-Vanløse, er en af de lukningstruede kirker.
Ålholm Kirke, Valby-Vanløse, er en af de lukningstruede kirker. .

NU SKAL MAN IGEN lukke kirker i København . Det går særligt ud over de såkaldte "kirkefondskirker", der kommer fra en af de mest rige perioder, vi har haft, hvad kirkebyggeri angår. En beundringsværdig bevægelse, der kaldte sig Kirkefondet, satte sig i spidsen for et enestående byggeri. Man indsamlede umådelige beløb, ansatte landets førende arkitekter og fik i årene 1860 til 1940 store kirker med plads til ofte 500 siddende deltagere.

Jeg husker, at man i min studietid foragtede dette byggeri, der lå før funkistiden og inden Poul Henningsens tid, fordi det var udsmykket med raffineret, historificeret arkitektur, som ikke var "originalt", men satte en ære i at fastholde og raffinere en ældre arkitektur og fik den til at være brobygger til moderne tid.

Siden har man lært at sætte pris på disse murstensperler, Det er for eksempel ikke noget tilfælde at Lutherkirken og Københavns rådhus er bygget af den samme arkitekt, Nyrup. Om alt dette kan man læse i Anne-Mette Gravgårds pragtfuldt illustrerede bog "Storbyens virkeliggjorte længsler".

Hvad grunden til lukningerne er, står hen i det uvisse. Der har været talt om svigtende økonomi, men den er svær af få øje på. Et pastorat i København rummer i snit 5000 betalende medlemmer, og selvom København rummer mange fattige, er det dog ikke helt lidt.

I Roskilde, hvor jeg var biskop, er der i snit 1500 medlemmer, men også her er vi fattige, så det går sikkert lige op. I øvrigt har København en række fordele, som ikke gælder de øvrige stifter. Man har en markant lavere kirkeskat, som især skyldes, at man kun har meget få kirkegårde, fordi kommunen betaler de fleste og de dyreste af byens kirkegårde. Kirkeskatten er derfor næsten halvt så høj som i af resten af landet.

Man kan godt nedlægge kirker, hvis de kun ligger på kanten af byen som Sankt Pauls Kirke, skøn man just har ofret et solidt tocifret millionbeløb på den. Investeringspolitik synes ikke at være et kirkeligt speciale. Og har man overhovedet overvejet at skænke en af disse historiske perler til staten som museum?

Skulle man endelig spare nogle penge, var det naturligt at vælge nogle af dem, der just har fået indbygget et trecifret millionbeløb ekstra. Det får domkirken jævnligt, og måske var det på tide at tænke lidt anderledes.

EGENTLIG ER DET VEL vel en fejltagelse at kalde Vor Frue for en kirke, når det langt snarere er et romersk tempel med romerske vismænd op mod alteret, hvorfra en græsk filosof krydset med en romersk kejser kaster sit milde blik på os. Stærkt idealiseret. Der kan godt ligge mange penge her.

Nu kan der være mange gode grunde til at bevare rummet, som det er, blandt andet at det udtrykker en stærk forbindelse mellem kirken og den antikke verden og dermed vigtige rødder til vor kultur. Medvirkende til at cementere denne forbindelse er måske også, at kirken i vor tid er blevet til natkirke og konge-kirke. Det er derfor sandsynligt, at der ikke er meget at spare.

Det er tydeligt og deprimerende, at besparelser på bro-kirkerne udtrykker, at man har meget lidt fantasi, og at slaget allerede er tabt. Det er, hvad Brorsons Kirkes kommende fald fortæller os.

Hvis man ikke vil spare på udgifterne til lys og varme, sangere og sangerinder og store, potente orgler, må man jo overveje at øge indtægterne. Man kan først og fremmest forhøje den uanstændigt lave kirkeskat og hente penge hjem i form af at spise sammen, feste sammen, lave liturgi, som binder rummet sammen på en spændende og original måde. Lave gadefester over de kirkelige højtider og fester.

NU HAR MAN FÅET DEN gode idé at kalde børn til dåb. Foreløbig ser det dog ud til, at man selv bliver hjemme og kalder ud ad vinduet. Det går ikke; man må ud at hente folk ind. Når generationer ikke længere er dåbsvante, må man ikke blot ud at hente dem, men også øve med dem og sørge for, at de finder hinanden, og at mange børn og dobbelt så mange forældre mødes i den fornøjelse det er at lade børnene døbe.

Kirken skal være engagerende, levende, plat, dyb og skøn. Og det er ikke så svært. Det er vi jo selv. Meget kan opnås ved at blive brokvarterets festarrangør – herunder ved at sætte sig på medierne. Det er ikke præsternes opgave, for det ligger ikke til dem. Det skal vi have unge, gale mennesker til.

Hvad nu hvis man alligevel i distraktion kommer til at lukke en af de pragtfulde kirker for at omdanne den til Netto? Ja, man kan jo se, hvad der sker på skoleområdet. En kommune sparer sin folkeskole væk. En forældrekreds overtager bygningen og ansætter lærerne til at undervise i den.

Så får vi en "lilleskole" eller en "privatskole", hvor der kun er plads for ildsjæle. Men efterhånden også søde og almindelige børn. Og vi får forhåbentlig også folk, som har forstand på at tælle sedlerne og hjerte til at dele dem ud. Det havde man i Kirkefondets dage. Det kan vi få igen.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen