FOR NOGLE UGER SIDEN kom jeg hjem fra et projektbesøg i det nordlige Etiopien præcist i de områder, som var i centrum for hungersnøden i 1984, som for alvor rettede vores blikke mod Afrika og satte gang i indsamlingen af penge til kampen. Det var dengang, sangeren Bob Geldof tog initiativ til støttesangen for Afrika.
I dag er der ikke sult i områderne. Derimod er der sket store forbedringer i form af overrislingsanlæg og opsamling af vand i regntiden, og der dyrkes afgrøder på terrasser på bjergskråningerne.
Jeg besøgte et af Folkekirkens Nødhjælps vandprojekter og landbrugsudviklingsprojekter, hvor over 1000 fattige bønder har løftet sig selv ud af sult og fattigdom ved at etablere vandingskanaler fra floden og ved at slå sig sammen og spare op. De har sammen bygget en stor lagerhal, hvor høsten kan opbevares, så de kan være selvforsynende længere og samtidig sælge overskudsafgrøderne på de tidspunkter, hvor priserne er høje. Vi besøgte projekter, hvor jordløse familier har etableret bistader, og salg af honning skulle om få år sikre dem en rimelig årlig indkomst. I disse områder arbejder man også med at inddæmme store jordarealer, så vegetationen kan gro og skabe bedre jordbund og mulighed for at høste fra træer og buske.
Utroligt velfungerende projekter, hvor vi har givet et lille input og via vores lokale partner har hjulpet med etableringen og organiseringen. Men hvor vi ikke længere er nødvendige.
I DET HELE TAGET var det en fantastisk oplevelse at besøge den nordlige del af Etiopien og ikke mindst hovedstaden Addis Abeba. For sjældent har jeg mødt så kraftig en udvikling. I alle forstæderne blev der bygget højhuse, som nu skal rumme den stadigt stigende bybefolkning.
Samtidig er man med kinesisk hjælp ved at anlægge en højbane fra lufthavnen til centrum et projekt, som er projekteret til to år. Og de bygger en ny motorringvej, som nogle steder føres under jorden og andre steder løftes op på store broprojekter. Det kan tydeligt ses, at Etiopien har en vækst på cirka otte procent om året. De 600 kilometer vej nordpå var helt nyanlagt asfaltvej bygget af kineserne på få år.
JO, DER SKER NOGET i Afrika og jeg tror slet ikke, vi har forstået, hvad det er, der sker lige nu. For mig at se står vi midt i en flytning af verdens økonomiske centrum fra USA og Europa til Asien og Afrika. For 20 år siden sad vi på 80 procent af verdens valutareserver. I dag sidder udviklingslandene inklusive BRIK-landene på over 60 procent af verdens valutareserver, og det er der, væksten sker.
Efter Etiopien var jeg så i Malawi for at besøge nogle af Folkekirkens Nødhjælps markvandingsprojekter, hvor vi med støtte fra Grundfosfonden og med brug af pumper fra Grundfos skaber markvanding på en ny og effektiv måde. Et af projekterne har været i gang siden oktober, og de har allerede høstet første gang. Som bønderne sagde: Det er første gang, vi ikke har sultet i januar-februar.
Også Malawi oplever vækst. I flymagasinet i Kenya Airways kunne man over fire sider læse en økonomisk artikel med overskriften Afrikas tid med Europa i krise, USA i forfald og investeringer, der vælter ind fra Asien, er Afrika klar til blive verdens nye økonomiske maskinrum. Selvsikkert, men ikke desto mindre sandt. I artiklen opregnes de mange økonomiske nøgletal, som beviser den massive vækst i Afrika i en verden i recession.
Det er på tide, vi ændrer vores syn på Afrika og for alvor får taget afstand fra det offerbillede, vi alt for længe har rendt rundt med. Og det er samtidig på tide, at vi får det formidlet videre til de afrikanske lande og organisationer, som i mange år har været vant til blot at få bistand.
I FORHOLD TIL udvikling og samhandel er det os, som har brug for Afrika.
Men samtidig er Afrikas succeshistorie skændet af, at uligheden i disse år vokser helt enormt. Der er brug for en fortsat indsats af Folkekirkens Nødhjælp og andre folkelige organisationer, som via partnerskaber med lokale organisationer kan hjælpe med at sikre, at de fattigste på landet og i slumområderne også får del i vækst og opsving. Der er fortsat brug for partnerskaber, hvor vi kan hjælpe med teknologioverførsel af miljømæssige løsninger, så vi kan være med til at bekæmpe den sult, som er en af de negative konsekvenser af klimaforandringerne. Og der er brug for, at vi styrker vores mellemfolkelige relationer for at forebygge en af de store farer i Afrika, som er radikaliseringen af de unge, der står uden arbejde og har svært ved at se, at de passer ind i den nuværende vækststruktur.
Der er stadig en milliard mennesker, som sulter i verden, men de stereotype billeder af os de rige og de nødlidende holder ikke længere. Vi er i gang med at re-definere vores bistand og vores partnerskabsstrategier, og det er nødvendigt.
For vi kan ikke undvære hinanden. Og sikringen af en fortsat bæredygtig vækst, formindskelse af sult og en indsats mod stigende ulighed og bekæmpelse af fremtidige konflikter kræver en styrkelse af vores bistand og ikke det modsatte.
Henrik Stubkjær er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp