Det lader til at offentligheden er ved at blive opmærksom på, at der eksisterer et muslimsk parallelsamfund her i landet. Ikke at det er nogen egentlig nyhed, for dette muslimske parallelsamfund har eksisteret i en hel del år nu.
Det giver sig udslag i, at større grupper af muslimer isolerer sig så meget som muligt fra det danske samfund, og det både i fysisk såvel som i åndelig forstand. Længe har det været politisk ukorrekt at tale herom, men vi kan i længden ikke blive ved med at benægte, hvad der er åbenlyst for enhver med øjne i hovedet. Det muslimske parallelsamfund her i landet er simpelthen en realitet, som det er på tide, at vi begynder at forholde os til.
Det er imidlertid ikke nok, at vi indser, at der findes et muslimsk parallelsamfund. Vi bliver også nødt til at indse, at det er kommet for at blive. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan snakke os ud af det eller for den sags skyld integrere os ud af det. Religiøs fanatisme skyldes ikke mangel på viden eller manglende muligheder for at få et normalt liv. De muslimske terrorister, der bemandede flyene den 11. september 2001, var således alle ganske veluddannede og havde ikke haft sociale problemer.
Man kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Vi kan og skal undervise muslimske elever i vores demokratiske værdier, men vi skal ikke tro, at de automatisk vil overtage dem. Vi skal imidlertid heller ikke tro, at vi kan tvinge muslimerne til at holde op med at være muslimer, eller at vi kan chikanere dem så meget, at de ruller deres bedetæpper sammen og forlader landet. Forbud mod det muslimske tørklæde eller mod opførelsen af moskeer vil ikke medføre, at det muslimske parallelsamfund forsvinder, det vil blot øge konflikten og i sidste ende medføre, at vi ødelægger det frie samfund, som vi faktisk vil beskytte imod islamisering.
Det, vi kan og skal gøre, er at fastholde regeringens stramme politik med hensyn til indvandring, asyl og familiesammenføring. Vi skal hverken lade terrorister eller menneskerettighedsorganisationer skræmme os fra at tage de tiltag, der skal til for at sikre vores samfund imod en snigende islamisering. Og, hvad der er næsten lige så vigtigt, vi skal turde stå ved vores frie, demokratiske, kristne og sekulære samfundsorden. Vi skal ikke afskaffe kristne helligdage og indføre muslimske selvsamme. Vi skal ikke erstatte faget kristendomskundskab i folkeskolen med et udvandet religionsfag, og vi skal ikke skille stat og kirke.
Danmark er og skal forblive et kristent land! Muslimerne har ikke respekt for et samfund, der ikke tør stå ved sin religiøse overbevisning, for det ser de som en farlig kombination af slaphed og dårlig moral. Vi skal også stå fast ved, at Danmark er et sekulariseret samfund.
Det betyder, at vores lovgivning ikke som udgangspunkt skal bygge på hellige skrifter, være det nu Bibelen eller Koranen, og at religiøse ledere, være det nu præster, imamer eller paven, ikke har krav på særlig indflydelse på love eller retspraksis. Imamer skal ikke tillægges en rolle som politiske ledere eller juridiske rådgivere her i landet. En sådan rolle ville vi jo ikke drømme om at tillade præster at indtage, så hvorfor skulle vi gøre det med hensyn til imamer?
Især er det vigtigt, at vi ikke tillader blodpenge, kollektive forvisninger eller lignende at få indtog i vores retspraksis. For disse tiltag bygger på en forestilling om, at en hel familie hæfter for de enkelte familiemedlemmers adfærd, og det er en ide, der er uforenelig med europæisk retspraksis. Lige så lidt som vi skal udvise en hel familie, fordi en enkel ung mand er kriminel, sådan som Dansk Folkeparti kræver det, lige så lidt kan vi acceptere, at en hel familie skal forlade København, fordi en enkel person har begået et mord. Vi skal værne om retssikkerheden, både når den angribes af Dansk Folkeparti, og når den angribes af imamer! Vi skal ikke forvente, at muslimerne vil overtage vore værdier, men de skal heller ikke forvente, at vi overtager deres.
Karen M. Larsen,
adjunkt,
Løjtegårdsvej 30B,
Kastrup