FOR HVERT VALG bliver Folketinget yngre. Stadig flere politikere har studeret statskundskab. Og stadig færre af dem har nogen særlig erhvervserfaring ud over den, de har fået i det politiske system.
Det har fået kommentatorer til at udtrykke bekymring for, at politik ikke længere er noget, som alle borgere kan engagere sig i. Politikerne er i færd med at blive en særlig kaste, som ikke afspejler befolkningens sociale, aldersmæssige og uddannelsesmæssige sammensætning.
Der er imidlertid endnu et område, hvor Folketinget fjerner sig fra befolkningen: Mens danskerne bliver federe og federe, er den typiske folkevalgte en velholdt størrelse medium.
Jeg har ingen dokumentation for påstanden, for der er ingen lov, der påbyder folketingsmedlemmerne at oplyse deres vægt og body mass index. Ikke endnu, i hvert fald. Men kig engang billederne af regeringen Thorning-Schmidt foran Amalienborg: Ligner det spejlbilledet af en befolkning, hvor halvdelen af mændene og en tredjedel af kvinderne i aldersgruppen 25-44 år er svært eller moderat overvægtige? Det gør det ikke, og det har pressebillederne af de senere års borgerlige regeringer heller ikke gjort.
I det nye årtusind skal en succesrig politiker være veltrimmet og velklædt. Det er uvist, om den nye statsminister har lige så disciplinerede personlige træningsrutiner som Anders Fogh Rasmussen (V). Men det er tydeligt, at den runde (og rygende!) Lars Løkke Rasmussen (V) betegner en undtagelse fra reglen om, at en minister skal være slank. Mens Helle Thorning-Schmidts øgenavn sætter hende i forbindelse med et af verdens førende mode-brands, blev hendes forgænger som bekendt døbt fadbamsen.
HVIS MAN IKKE opfylder de moderigtige idealmål, kan man heller ikke klæde sig. Ekstra Bladet lagde sidste år papir til denne bedømmelse af Løkkes tøjstil, skrevet af Chris Pedersen fra modemagasinet Cover:
Alt hans tøj minder om en hagesmæk. Det er strygefrit, billigt, frithængende og let at vaske fri for plamager af ølsjatter, ketchup, opkast og andre væsker, der måtte glide ned ad den statsministerielle krop i den politiske kamps hede på værtshuse og hotelværelser.
Det stod der! En statsminister, som vejer for meget, er simpelthen et ulækkert svin, hvis udseende man kan håne efter forgodtbefindende. Overvægtige er tabere, og hvordan kan man have respekt for en taber? Det er ikke kun moderedaktører, der tænker sådan. Vi er alle smittet af en tankegang, der anser overvægt for socialt stigmatiserende. Det gælder på arbejdsmarkedet, og det gælder i politik: Hvis man ikke har styr på sin kropslige fremtoning, så har man nok heller ikke styr på noget andet.
Vi er meget langt fra dengang, da cigarer, pilsnere og højtbelagt smørrebrød hørte naturligt hjemme på ministerkontoret. Glistrups marcipanbrød og Per Hækkerups håndbajere ville i 2011 være en effektiv opskrift på politisk selvmord. Naturligvis findes der nogle, som forsøger at gå imod strømmen mest markant den nyvalgte Thyra Frank fra Liberal Alliance, som legemliggør sit partis indædte modvilje mod forbud og regulering. Men den store gruppe af vælgere foretrækker slanke, unge cand.polit.er med to æbler og en kildevand i attachemappen.
TRENDEN MED trimmede statsledere er global. Da Chris Christie i forrige uge besluttede ikke at forsøge sig som republikansk præsidentkandidat i USA, var det næppe uden forbindelse med den hetz, som hans korpus har gjort ham til genstand for. Han er på størrelse med mange amerikanske vælgere, og så kan man ikke blive valgt til landets højeste embede.
Berlusconi blev i sidste måned aflyttet, da han angiveligt kaldte Merkel for una culona inchiavabile den præcise oversættelse kan ikke trykkes i denne avis, men lad os bare sige, at det er italiensk for fed. I Storbritannien har oppositionsleder Ed Miliband været på slankekur, mens regeringslederne Cameron og Clegg godmodigt driller klassens tykke dreng, lokalsamfundsminister Eric Pickles ifølge Clegg den eneste minister, der kan ses på Google Earth. Churchill havde ikke haft en chance, hvis han stillede op i dag.
Det er ikke sikkert, man bliver en bedre politiker af at veje det samme som befolkningsgennemsnittet. Der findes sikkert undersøgelser, der viser, at slanke mennesker kan skrålæse økonomiske rapporter langt hurtigere end fede mennesker.
LÆS OGSÅ: Kirkegængere er oftere overvægtige
Men det er et problem, hvis vi gennem vores valg af politikere bidrager til opfattelsen af, at overvægt er professionelt og moralsk diskvalificerende og alene den enkeltes problem. Hvis danskerne vejer for meget, er det i høj grad politikernes ansvar.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade